Udskriv siden

Arbejdsgivers opsigelse og varsel

Er opsigelsesvarslet i orden? Er opsigelsen saglig og reel?

Arbejdsgivers opsigelse og varsel
Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel over for dig er i de første seks måneder af ansættelsesforholdet én måned til udgangen af en måned. Hvis du fx bliver ansat den 1. januar og siges op den 15. marts, så vil opsigelsesvarslet løbe indtil udgangen af april måned.

Arbejdsgiverens opsigelsesvarsel stiger efter 6 måneders ansættelse til tre måneder. Efter i alt 3 års ansættelse er varslet fire måneder, efter seks år fem måneder og efter ni års ansættelse er opsigelsesvarslet seks måneder. Herefter stiger det ikke yderligere. Bemærk at du skal kunne nå at fratræde inden for den anciennitet, som betinger opsigelsesvarslets længde. Dette betyder, at hvis en opsigelse fx afgives efter 5½ måneds ansættelse, så er opsigelsesvarslet 3 måneder, og ikke 1 måned, da man med et opsigelsesvarsel på 1 måned har været ansat i mere end 6 måneder på fratrædelsestidspunktet.

Der kan være aftalt et gensidigt forlænget opsigelsesvarsel i ansættelseskontrakten, som arbejdsgiveren i så fald skal respektere.

Er du ansat med prøvetid, er arbejdsgiverens normale varsel 14 dage, hvis du siges op og fratræder inden udløbet af prøvetiden.

Hvis du har været syg i 120 dage inden for de seneste 12 måneder, kan varslet nedsættes til én måned. Det forudsætter dog både, at du er privat ansat, at du er syg på opsigelsestidspunktet, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, samt at det i kontrakten er aftalt, at reglen om 120 sygedage finder anvendelse.

Er du tjenestemand, kan du siges op med 3 måneders varsel, uanset ansættelsestidens længde.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler i tilfælde af

  • midlertidig ansættelse under 3 måneder
  • aftaler om uopsigelighed
  • opsigelse af tillidsvalgte

I disse tilfælde opfordrer IDA til, at du kontakter rådgivningsafdelingen på mc@ida.dk eller 33 18 48 48.

Hvornår gælder opsigelsen fra?
En opsigelse har virkning fra det tidspunkt, den "kommer frem" til modtageren. Den arbejdsgiver, der sender opsigelsen med almindelig post eller rekommanderet brev er berettiget til at gå ud fra, at den "kommer frem" dagen efter afsendelsen, uanset om du rent faktisk læser opsigelsen eller ej.

Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis der er helt særlige omstændigheder, fx hvis arbejdsgiveren er bekendt med, at du er bortrejst i forbindelse med dit job på det pågældende tidspunkt.

Hvis opsigelsen "kommer frem" i en anden måned end den, der følger af dateringen, betyder det ikke, at opsigelsen bliver ugyldig. Men det har den virkning, at opsigelsesvarslet først begynder at løbe fra det tidspunkt, den "kommer frem" og hermed rykkes også den endelige fratrædelsesdato tilsvarende.

Tilsvarende synspunkter gælder også for den ansattes opsigelse over for arbejdsgiveren.

Hvad skal arbejdsgiverens opsigelse indeholde?
Er du privat ansat kan opsigelsen fra arbejdsgiveren være både mundtlig og skriftlig, men for at undgå uenighed om, hvornår opsigelsen er blevet afgivet, vil de fleste arbejdsgivere vælge at lave en skriftlig opsigelse. Der er ikke noget krav til indholdet af opsigelsen, bortset fra at det klart og utvetydigt skal fremgå, at du er opsagt og skal fratræde efter et tidsrum, der som minimum svarer til dit opsigelsesvarsel. Herudover kan du kræve at få en skriftlig begrundelse for opsigelsen jf. funktionærloven § 2, stk. 7, 2. pkt.

Særligt for offentligt ansatte

Er du offentligt ansat, skal opsigelsen være skriftlig og skal indeholde en utvetydig tilkendegivelse om, at du er opsagt.

Du skal samtidig have en skriftlig begrundelse for opsigelsen. Denne skal henvise til de relevante regler og angive årsagen til opsigelsen.

Du har derudover som offentligt ansat ret til - indenfor en angivet tidsfrist - at udtale dig skriftligt om grundlaget for opsigelsen (partshøring). IDA opfordrer til, at du kontakter vores rådgivningsafdeling på mc@ida.dk eller 33 18 48 48, inden du udfærdiger høringssvar. Du kan også, som offentlig ansat, forlange at få kendskab til alle sagens dokumenter, inden du udtaler dig (aktindsigt).

Er opsigelsen saglig?
Hvis du er blevet opsagt med en begrundelse, du ikke mener er reel, eller af andre årsager er uenig i, er der grund til at overveje, om opsigelsen er usaglig.

Efter funktionærlovens § 2b kan en funktionær, der på opsigelsestidspunktet har været ansat i minimum 1 år, i tilfælde af usaglig opsigelse få en økonomisk godtgørelse, der fastsættes skønsmæssigt afhængigt af ansættelsesforholdets varighed, den ansattes alder og forholdene omkring opsigelsen i øvrigt. Hvis du  er ansat på overenskomst, kan kravet til din anciennitet være kortere end et år. Det er eksempelvis tilfældet på det offentlige område. På det kommunale/regionale område er det således 8 måneder, mens det er 5 måneder på statens område. Med § 2b er der gjort endelig op med følgerne af den usaglige opsigelse. Du har således ikke krav på at blive genansat i tilfælde af en usaglig opsigelse.

En tjenestemand har ikke samme ret til økonomisk godtgørelse, men der kan andre forhold omkring pension, tjenstligt forhør eller ventepenge komme på tale afhængigt af opsigelsesbegrundelsen.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt begrundelsen for opsigelsen er korrekt, så kontakt IDA.

Production2012-02-01_1930_rev5082FE2