Du har ikke krav på at være arbejdsfri i opsigelsesperioden - det kræver accept fra arbejdsgiveren.
Når du er opsagt eller selv har sagt op fortsætter du med at arbejde på samme måde som hidtil, indtil opsigelsesvarslet er udløbet. Du har dog ret til i fornødent omfang at få fri med løn til jobsøgning.
Arbejdsgiveren kan dog i forbindelse med en opsigelse beslutte at fritstille eller suspendere dig i opsigelsesperioden, men det er ikke noget, du har krav på.
Det er væsentligt at få klarlagt, om du er fritstillet eller suspenderet.
Hvis du bliver fritstillet, betyder det, at du ikke skal møde på arbejde i opsigelsesperioden. Du vil fortsat modtage din sædvanlige løn til sædvanlig tid og beholder som udgangspunkt også retten til lønmæssige goder som fri telefon og fri bil i samme omfang som før opsigelsen, medmindre andet er aftalt i ansættelseskontrakten. Du skal være opmærksom på, at en fritstilling er det samme som en varsling om, at ferie anses for afholdt i videst muligt omfang i opsigelsesperioden. Hvis ferien ikke skal anses for afholdt, skal dette aftales med arbejdsgiver og bør fremgå af en skriftlig fritstillingsaftale.
Hvis du er suspenderet, betyder det, at du ikke skal møde dagligt på arbejde, men stå til rådighed for at udføre eventuelle arbejdsopgaver i løbet af opsigelsesperioden. Også i denne situation vil du modtage din løn som sædvanligt, inkl. eventuelle lønmæssige goder såsom fri bil og fri telefon, medmindre andet er aftalt i ansættelseskontrakten. En suspension har ikke umiddelbart nogen feriemæssig betydning.
Kan jeg tage andet arbejde i opsigelsesperioden?
Hvis du er fritstillet, kan du påtage dig andet arbejde i opsigelsesperioden. Nogle gange vil det være aftalt med din nuværende arbejdsgiver, at du i hele perioden kan modtage dobbeltløn. Ellers vil din nuværende arbejdsgiver kunne modregne lønnen fra det nye arbejde i lønudbetalingerne fra ham. Du er dog i opsigelsesperioden garanteret, hvad der svarer til minimum 3 måneders løn.
Hvis du er suspenderet kan du kun påtage dig andet arbejde i opsigelsesperioden, hvis du sørger for at aftale med din nye arbejdsgiver, at du kan få fri til at opfylde din rådighedsforpligtelse. Du kan i så fald modtage dobbeltløn i opsigelsesperioden.
Selvom du er fritstillet eller suspenderet i opsigelsesperioden, er du dog stadigvæk ansat, og har fx fortsat pligt til at være loyal over for din arbejdsgiver. Det betyder blandt andet, at du ikke må drive eller tage ansættelse i konkurrerende virksomhed i opsigelsesperioden. Får du mulighed herfor, må du derfor kontraopsige din stilling og fratræde, før du kan tiltræde den nye stilling. Det kan være, at din arbejdsgiver i denne situation vil være indstillet på at løse dig tidligere fra ansættelsesforholdet, men husk i så fald at få en sådan aftale på skrift. Og kontakt gerne IDA for hjælp til udformning af en sådan aftale.