Udskriv siden

Hvornår er den en masseafskedigelse

Lov om varsling ved masseafskedigelser beskriver nogle pligter for arbejdsgiveren, når denne påtænker at foretage en masseafskedigelse.

Dette notat beskriver kort

  1. Hvornår der er tale om en masseafskedigelse.
  2. Hvilke pligter arbejdsgiveren i givet fald er underlagt.
  3. Lovens regler om fratrædelsestidspunkt.
  4. Samt hvilke sanktioner, loven foreskriver, hvis arbejdsgiveren ikke overholder loven.

Bemærk at for de fleste lønmodtageres vedkommende har denne lov kun ringe værdi. Dette skyldes:

  • At lovens regler om godtgørelse for overtrædelse af loven er indrettet således, at kun ansatte med 1 måneds opsigelsesvarsel eller derunder reelt vil få udbetalt en godtgørelse. Sanktionerne er begrænset til bøde.
  • At lovens regler om fratrædelsestidspunkt for de fleste ikke fraviger reglerne i funktionærloven. Kun ansatte med 1 måneds opsigelsesvarsel eller derunder stilles bedre med denne lov.

Definition af masseafskedigelse
En arbejdsgiver er underlagt reglerne i lov om varsling ved masseafskedigelser, hvis der er tale om en masseafskedigelse. En masseafskedigelse foreligger, hvis

  1. Virksomheden beskæftiger mellem 20 og 100 lønmodtagere, og mindst 10 af disse påtænkes afskediget inden for et tidsrum af 30 dage.

  2. Virksomheden beskæftiger mellem 100 og 300 lønmodtagere, og mindst 10 procent af disse påtænkes afskediget inden for et tidsrum af 30 dage.

  3. Virksomheden beskæftiger over 300 lønmodtagere, og mindst 30 af disse påtænkes afskediget inden for et tidsrum af 30 dage.

Arbejdsgiverens pligter ifølge loven
Pligter overfor lønmodtagerne på virksomheden:

  1. Hvis arbejdsgiveren påtænker at foretage en masseafskedigelse, skal arbejdsgiveren så tidligt som muligt indlede forhandlinger med lønmodtagerne/disses repræsentanter på virksomheden.

  2. Forhandlingerne skal have til formål at undgå eller begrænse de påtænkte afskedigelser.

  3. Kan afskedigelser ikke undgås, skal forhandlingerne være med til at afbøde følgerne af afskedigelserne, navnlig ved omplacering eller omskoling.

  4. Til brug ved forhandlingerne skal arbejdsgiveren give lønmodtagerne alle relevante oplysninger af betydning for sagen. Det drejer sig i det mindste om oplysninger om årsagen til afskedigelserne, antallet af lønmodtagere, der påtænkes afskediget, hvilke kriterier, arbejdsgiveren vil anvende vil udvælgelsen af de lønmodtagere, der skal afskediges, og hvorvidt de lønmodtagere, der påtænkes afskediget, er berettiget til en form for afskedigelsesgodtgørelse

Pligter overfor Arbejdsmarkedsrådet:

  1. Hvis arbejdsgiveren efter forhandlingerne stadig ønsker at foretage en masseafskedigelse, skal Arbejdsmarkedsrådet have skriftlig meddelelse herom. Denne meddelelse til Arbejdsmarkedsrådet kan først sendes 21 dage efter indledningen af forhandlingerne, hvis der er tale om en virksomhed med mere end 100 lønmodtagere, og mindst 50 % af disse påtænkes afskediget.

  2. Meddelelsen til Arbejdsmarkedsrådet skal indeholde de oplysninger, som er nævnt ovenfor under pkt. IV, ligesom Arbejdsmarkedsrådet skal have besked om, over hvilken periode afskedigelserne vil finde sted.

  3. Senest 10 dage efter meddelelsen til Arbejdsmarkedsrådet skal dette have besked om, hvilke personer, det konkret drejer sig om. Disse personer skal senest samtidig have besked herom.

  4. Arbejdsgiveren skal så hurtigt som muligt give Arbejdsmarkedsrådet besked om resultatet af forhandlingerne med lønmodtagerne på virksomheden.

  5. De underretninger, som arbejdsgiveren giver Arbejdsmarkedsrådet, skal lønmodtagerne på virksomheden have en genpart af. På baggrund heraf kan lønmodtagerne vælge at fremsætte eventuelle bemærkninger overfor Arbejdsmarkedsrådet. Genpart af disse bemærkninger skal sendes til arbejdsgiveren

Fratrædelsestidspunkt
Masseafskedigelser efter denne lov får tidligst virkning 30 dage efter, at meddelelsen om afskedigelserne er sendt til Arbejdsmarkedsrådet.

Da kun ansatte på prøve ifølge funktionærloven skal fratræde inden 30 dage efter afgivelsen af opsigelsen, får denne bestemmelse i loven kun betydning for ansatte på prøve.

Hvis antallet af afskedigelser udgør mindst 50 procent af lønmodtagerne på virksomheden, og virksomheden beskæftiger mere end 100 lønmodtagere, får afskedigelserne tidligst virkning 8 uger efter underretningen af Arbejdsmarkedsrådet.

Denne bestemmelse får, udover ansatte på prøve, virkning for ansatte med én måneds opsigelsesvarsel. Resten, som vil være hovedparten, får ikke gavn af fratrædelsesbestemmelsen.

Sanktioner
Hvis arbejdsgiveren ikke overholder de pligter, som loven pålægger ham, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse til lønmodtagerne:

  1. Hvis således arbejdsgiveren undlader at indlede forhandlinger med lønmodtagerne eller undlader at give meddelelse til Arbejdsmarkedsrådet, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse svarende til den enkelte lønmodtagers løn i 30 dage fra opsigelsestidspunktet.

    Men:
    Modtager lønmodtageren løn i en individuel opsigelsesperiode, skal denne løn fratrækkes godtgørelsen. Dette betyder reelt, at lønmodtagerne ingen godtgørelse får, da alle funktionærer har mindst 1 måneds opsigelse. Kun ansatte på prøve vil få noget ud af bestemmelsen om godtgørelse.

  2. Er der tale om en virksomhed med mere end 100 lønmodtagere, og mindst halvdelen af disse afskediges, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse svarende til 8 ugers løn til hver lønmodtager, hvis forhandlinger med lønmodtagerne ikke indledes, eller hvis Arbejdsmarkedsrådet ikke underrettes, som loven foreskriver det.

    Men:
    Modtager lønmodtageren løn i en individuel opsigelsesperiode, skal denne løn fratrækkes godtgørelsen. Det betyder, at de fleste lønmodtagere ikke får noget ud af denne godtgørelsesbestemmelse. Kun ansatte på prøve og ansatte med 1 måneds opsigelsesvarsel får gavn af bestemmelsen.

  3. Udover at betale godtgørelse til lønmodtagerne, ifalder arbejdsgiveren bødeansvar, hvis denne ikke overholder de pligter, som er beskrevet i loven.
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1