Kan jeg fortsætte som hidtil, eller skal jeg påbegynde en ny? Kan jeg overføre min hidtidige ordning, eller skal jeg lade den stå? Hvad er konsekvenserne ved de enkelte valg?
Obligatorisk pensionsordning
Hvis du er offentlig ansat og skifter til en anden offentlig arbejdsgiver, følger din pensionsordning i DIP eller ISP automatisk med dig over i det nye job.
Skifter du fra en offentlig ansættelse til en privat ansættelse med en obligatorisk pensionsordning i et andet selskab, kan du vælge: Enten at overføre pengene i den hidtidige ordning til den nye ordning eller lade pengene stå i den gamle ordning.
Det samme gælder, hvis du skifter fra en privat ansættelse til en anden privatansættelse, men med hver sin obligatoriske pensionsordning.
I overførsel af pensionsordning kan du læse mere om fordele og ulemper ved at overføre dit depot fra den ene pensionsordning til den anden.
Frivillig pensionsordning
Skifter du til et job uden en obligatorisk pensionsordning - enten som selvstændig eller privat ansat, kan du i mange tilfælde overføre din ordning til en anden ordning eller helt ophæve den og få den udbetalt efter et år. Du skal dog være opmærksom på, at nogle arbejdsgivere knytter en klausul til din ordning, så du ikke kan få den udbetalt. Dit pensionsselskab beregner iøvrigt et gebyr ved overførslen. Vælger du at få pengene udbetalt, beskattes det udbetalte beløb med 60%.
Du kan ikke overføre ordningen direkte til en rate- eller kapitalpension, da denne type pensioner er omfattet af andre beskatningsregler.