Udskriv siden

Lokale muligheder (individuelle tillæg)

Individuelle funktions- og kvalifikationstillæg  kan forhandles og aftales lokalt på arbejdspladserne i forbindelse med ansættelse, stillingsændringer og årlig lønforhandling.
Forhandlinger om individuelle tillæg forestås af lokalt valgte tillidsrepræsentanter. Navn og telefonnummer ses på Guide til ingeniørarbejdspladser.

Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, er det IDA, der forhandler. Du kan ikke selv forhandle tillæggene, da IDA / TR på vegne af IDA ifølge overenskomsterne har forhandlings- og aftaleretten.

Der kan forhandles og indgås aftaler om tillæg/tillægsforhøjelser når som helst, hvis der lokalt er enighed herom. Man har dog krav på en årlig lønforhandling -  tidspunktet er ofte fastsat i den lokale lønpolitik.

Det er IDAs opfattelse, at der altid skal forhandles funktions- og/eller kvalifikationstillæg ved nyansættelse og ved væsentlig stillingsændring - og at forhandlingerne er afsluttet inden den enkelte accepterer at tiltræde en ny stilling. Det betyder eksempelvis, at får du tilbud om ansættelse i det offentlige, skal du fortælle arbejdsgiver, at du er interesseret, men at du ikke vil underskrive ansættelseskontrakten og opsige din nuværende stilling, før forhandlingerne om tillæg er afsluttet, og du har overblik over den samlede løn.

Selv om forhandlings- og aftaleretten ligger hos TR / IDA, skal du selv gøre din del af forarbejdet til forhandlingerne. 

Trin 1
Der er 2 elementer, som skal være opfyldt, for at lønkrav er realistiske:
1) Du skal i forvejen have drøftet (men ikke forhandlet) opgave- og lønforventninger med din nærmeste chef.

Trin 2
Overvej de helt konkrete begrundelser for en lønstigning.
I den forbindelse bør du kende arbejdspladsens lønpolitik - hvilke funktioner og kvalifikationer vil man honorere?

Begrundelser for funktionsløn kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvilke væsentlige stillings- / funktionsændringer har der været siden sidste individuelle lønstigning?
- Hvis du ikke har haft en individuel lønstigning de sidste 3-4 år og der ikke er sket større ændringer - hvilke funktioner giver en merværdi for arbejdspladsen?

Begrundelser for kvalifikationsløn kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvilke personlige / faglige kompetencer er relevante for opgaveudførelsen og giver en merværdi for arbejdspladsen?

Trin 1 og 2 er en stor del af forarbejdet - yderligere afklaring kan afhænge af lokale forhold. Dette må afklares med den lokale tillidsrepræsentant eller IDA, hvis der ikke er en tillidsrepræsentant.


Efter hvilke kriterier kan der gives funktions- og kvalifikationstillæg?

Størrelsen på funktions- og kvalifikationstillæg kan variere meget. Der findes ikke nogen nedre grænse eller øvre grænse. Det kan være velbegrundet og der findes eksempler på, at de tillæg, der gives, er så høje, at en ansat får en samlet løn, der er højere end den nærmeste chefs løn.

Kvalifikationstillæg gives typisk på grundlag af stillingens indhold og den ansattes faglige og personlige kvalifikationer, kompetenceudvikling, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller af hensyn til rekruttering og fastholdelse.

Funktions- og kvalifikationstillæg kan gives som et varigt tillæg, et midlertidigt tillæg eller som et engangsvederlag. Kvalifikationstillæg gives som hovedregel i form af varige tillæg. Bortfald af et varigt funktionstillæg skal begrundes og varsles med den enkelte persons individuelle opsigelsesvarsel.
Individuelle kvalifikationstillæg er i princippet uopsigelige.

Kriterier for funktions- og kvalifikationstillæg vil som regel være beskrevet i arbejdspladsens lønpolitik. Nedenfor skitseres mulige kriterier for tildeling af funktions- og kvalifikationstillæg. (Kriterierne er ikke prioriterede eller udtømmende.):

Kriterier for funktionstillæg:

  • Projektledelse
  • Gruppe/teamledelse
  • Sektionsledelse
  • Deltagelse i arbejdsgruppe
  • TR-arbejde
  • Undervisning på geografisk adskilte lokaliteter
  • Bredde i opgavesammensætningen
  • Superbrugerfunktion
  • Budgetansvar- og styring
  • Rådighedsfunktioner
  • Betjening af anlæg
  • Databaseadministration
  • Ansvaret for oplærings- og uddannelsesopgaver
  • Koordinationsopgaver
  • Arbejde, der medfører fravær fra tjenestestedet

Kriterier for kvalifiktionstillæg:

  • Faglige kvalifikationer
  • Personlige kvalifikationer
  • Kreativitet
  • Kompetenceudvikling
  • Rekruttering
  • Fastholdelse
  • Uddannelse
  • Erfaring
  • Lokalkendskab
  • Kundepleje
  • Formidlingsevne
  • Jobrotation
  • Forhandlings- og konfliktløsningserfaring
  • Selvstændighed og engagement
  • Faglig eller personlig udvikling opnået gennem andre læringsformer
  • Overblik og evne til at systematisere
  • Effektivitet i opgavevaretagelse
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1