Barsel og adoption for offentligt ansatte

Få svar på dine spørgsmål om rettigheder og muligheder ved barsel og adoption som offentligt ansat.

Hvad har jeg af rettigheder som ansat i staten?

Moderen

Orlov før fødsel

Moderen har ret til orlov med løn fra 6 uger før forventet fødsel. Den dag fødslen forventes (terminsdatoen) indgår i de 6 uger. Hvis moderen føder før forventet fødsel, bliver retten til orlov før fødsel afkortet tilsvarende. Nedkommer man derimod efter den planlagte termin, forlænges orloven.

Orlov før modtagelse af barnet ved adoption

Forældrene har ret til orlov med løn i samme antal uger som ret til dagpenge, ved adoption af barn i udlandet eller adoption af barn i Danmark. Se afsnit om adoption

Barselsorlov

Efter fødslen har moderen ret til fravær med løn i 14 uger, hvoraf moderen har pligt til at være fraværende fra arbejdet de første 2 uger.

Retten til fuld løn under barsels- og forældreorlov er betinget af, at arbejdsgiver kan få udbetalt de fulde dagpenge, som moderen har ret til i perioden.

Adoption

Forældrene har ret til løn i 14 + 2 uger efter modtagelse af barnet. Ugerne kan fordeles mellem forældrene, hvoraf de 2 uger skal holdes samtidig med afholdelse af de 14 uger.

Forældreorlov

Begge forældre har ret til at holde forældreorlov fra den 15. uge og som statsansat har man ret til at holde orlov med løn i følgende perioder af de 32 ugers forældreorlov:

  • 6 ugers forældreorlov med løn til mor
  • 7 ugers forældreorlov med løn til far
  • 6 ugers forældreorlov med løn til deling mellem mor og far

Hvis begge forældre er ansat i staten, er der ret til 19 uger med fuld løn i alt. Hvis det kun er én af forældrene, der er ansat i staten, er der ret til 12 uger med fuld løn for moderens vedkommende og 13 uger for faderens vedkommende.

Hvis forældrene er omfattet af hver sin barselsaftale f.eks. hvis den ene er ansat i staten og den anden i en kommune, har moderen ret til 6 + 6 ugers løn og faderen har ret til 7 + 6 ugers løn.

Orloven kan frit fordeles mellem forældrene og orloven kan placeres når som helst inden for de første 46 uger efter barnets fødsel. Dog skal man være opmærksom på, at lønnet orlov skal holdes inden ulønnet orlov.

Retten til fuld løn under barsels- og forældreorlov er betinget af, at arbejdsgiver kan få udbetalt de fulde dagpenge, som medarbejderen har ret til i perioden.

Faderen

Fædreorlov

Som far ansat i staten har man ret til at holde fædreorlov med fuld løn i 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen eller ved modtagelse af barnet i hjemmet. Faderen kan efter aftale med arbejdsgiver placere de 2 uger på et andet tidspunkt indenfor de første 14 uger efter fødslen.

Hvad har jeg af rettigheder som ansat i kommune/region?

Moderen

Orlov før fødsel

Moderen har ret til orlov med løn fra 8 uger før forventet fødsel. Den dag fødslen forventes (terminsdatoen) indgår i de 8 uger. Hvis moderen føder før forventet fødsel, bliver retten til orlov før fødsel afkortet tilsvarende. Nedkommer moderen derimod efter den planlagte termin, forlænges orloven.

Orlov før modtagelse af barnet ved adoption:

Forældrene har ret til orlov med løn i samme antal uger som ret til dagpenge, ved adoption af barn i udlandet eller adoption af barn i Danmark. Se afsnit om adoption

Barselsorlov

Efter fødslen har moderen ret til fravær med løn i 14 uger, hvoraf moderen har pligt til at være fraværende fra arbejdet de første 2 uger.

Retten til fuld løn under barsels- og forældreorlov er betinget af, at arbejdsgiver kan få udbetalt de fulde dagpenge, som moderen har ret til i perioden.

Adoption

Forældrene har ret til løn i 14 + 2 uger efter modtagelse af barnet. Ugerne kan fordeles mellem forældrene, hvoraf de 2 uger skal holdes samtidig med afholdelse af de 14 uger.

Forældreorlov

Begge forældre har ret til at holde forældreorlov fra den 15. uge og som ansat i en kommune eller en region har forældrene ret til at holde orlov med løn i følgende perioder af de 32 ugers forældreorlov:

  • 6 ugers forældreorlov med løn til mor
  • 7 ugers forældreorlov med løn til far
  • 6 ugers forældreorlov med løn til deling mellem mor og far

Hvis begge forældre er ansat i hhv. kommune eller region, er der ret til 19 uger med fuld løn i alt. Hvis det kun er én af forældrene, der er ansat i hhv. kommune eller region, er der ret til 12 uger med fuld løn for moderens vedkommende og 13 uger for faderens vedkommende.

Hvis forældrene er omfattet af hver sin barselsaftale f.eks. hvis den ene er ansat i staten og den anden i en kommune har moderen ret til 6 + 6 ugers løn og faderen ret til 7 + 6 ugers løn.

Orloven kan frit fordeles mellem forældrene og orloven skal placeres når som helst inden for de første 46 uger efter barnets fødsel. Dog skal man være opmærksom på, at lønnet orlov skal holdes inden ulønnet orlov.

Retten til fuld løn under barsels- og forældreorlov er betinget af, at arbejdsgiver kan få udbetalt de fulde dagpenge, som forældrene har ret til i perioden.

Faderen

Fædreorlov

Faderen har ret til at holde fædreorlov med fuld løn i 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen eller ved modtagelse af barnet i hjemmet. Faderen kan også efter aftale med arbejdsgiver placere de 2 uger på et andet tidspunkt indenfor de første 14 uger efter fødslen.