Ærgerlig afgørelse for statens ansatte

Det var i orden, at Skat ensidigt opsagde arbejdsgiverbetalte fridage på grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag for medarbejderne. Det viser en ny afgørelse i en voldgiftssag, som Moderniseringsstyrelsen har offentliggjort. En sort dag for statens ansatte.

Formanden for IDAs omtrent 12.000 medlemmer på det offentlige område, Carsten Eckhart Thomsen, havde håbet på en anden afgørelse fra Voldgiftsretten i sagen om inddragelsen af fridage for medarbejderne i Skat og Indenrigs- og Socialministeriet. 

”Det er en sort dag for medarbejderne på det statslige område. Vi havde ikke forestillet os, at man fra statens side kunne slippe afsted med at inddrage medarbejdernes ret til at holde fri med løn juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag uden forudgående forhandling og kompensation. Fridagene har i årevis været fast kutyme, og de har bl.a. indgået i beregningen af de statsansattes lønvilkår,” siger Carsten Eckhart Thomsen. 

”Dagens afgørelse er en falliterklæring for det danske aftalesystem. Tilliden mellem Moderniseringsstyrelsen og regeringen på den ene side og medarbejderorganisationerne herunder IDA på den anden side er helt i bund. Det lover skidt for de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og vi frygter, at det er spørgsmål om tid, før samme regler rulles ud over de øvrige offentlige arbejdspladser,” siger han.

”Det er vigtigt, at de statslige arbejdsgivere forstår, at de lige nu spiller hasard med statens renommé som en god arbejdsgiver. Der er eksempelvis stor mangel på mine medlemmers kompetencer, og hvis man gør tingene så sure, så rigide og så konfronterende, som man har lagt for dagen fra Moderniseringsstyrelsens side, så frygter jeg, at man kommer til at stå med et stort rekrutteringsproblem på det statslige område inden for en overskuelig årrække,” siger Carsten Eckhart Thomsen.

Akademikerne (AC): Voldgiftafgørelse: Nu skal ansatte i SKAT selv betale for at holde fri grundlovsdag, juleaften og nytårsaften