Alle ved nu hvordan man kan styre sin idegenerering

Deltagerne har nu været igennem en innovationsworkshop, hvor de har arbejdet med, hvordan man kan ideudvikle. Igen i år blev arrangementerne en succes.

Alle deltagere i Science Cup, har nu deltaget i en lærerig innovationsworkshop. Ved arrangementet blev deltagerne først introduceret til, hvad Science Cup er, og hvad præmierne er – fx en studietur til München for den vindende gruppe.   

Derefter holdt Jacob Høj Jørgensen fra Delendorff Advisory et oplæg om ideudvikling og innovation. Han fangede deltagerne på en ny og anderledes måde, i forhold til hvad de kender fra den almindelige undervisning. Jacob gav bl.a. deltagerne input til, hvordan man ideudvikler. Han gennemførte også forskellige øvelser, der viste, hvor vigtigt det er at holde den kreative proces og tankegang. Så snart man vurderer en idé og finder løsninger, stopper man den kreative proces.

Deltagerne opdagede hurtigt, hvor svært det er at lade være med at vurdere - men også at det giver mange flere muligheder, når det lykkes.  

Billedkonkurrence

Til hver innovationsworkshop var der en billedkonkurrence. De deltagere, der uploadede det bedste billede fra dagen, vandt en kæmpe Toblerone. Der var mange, der tog udfordringen op - både lærere og elever. Billederne kan ses på Sciences Cups Facebook.

Næste step i Science Cup

Nu skal alle deltagerne i gang med at videre(udvikle) deres egne ideer og dokumentere dem naturvidenskabeligt. 

Som yderligere inspiration til arbejdet bliver alle deltagende klasser tilbudt at komme på et virksomhedsbesøg. Ved besøgende fortæller og viser virksomhederne, hvordan de arbejder med innovation og produktudvikling. 

Første milepæl for deltagerne er, at få udarbejdet deres Science Cup rapport, som senest skal være afleveret 1. marts 2016.