Carl Aage Dahl ny administrerende direktør
På onsdag starter Carl Aage Dahl som ny administrerende direktør for Ingeniørforeningen, IDA
Oprettet den: Mandag, 1. oktober 2012 - 2:00 / jkr
Carl Aage Dahl er 52 år og var indtil maj i år administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. Han har en stærk profil på strategi og ledelse – også med forandringsledelse – senest har han stået i spidsen for fusionen af de fem landbrugsorganisationer til Landbrug & Fødevarer.
IDAs formand, Frida Frost, ser frem til samarbejdet med Ingeniørforeningens nye administrerende direktør.
”Carl bliver en stor gevinst for IDA. Han har bevist, at han er stærk til både den strategisk tænkning og til at implementere strategierne og lede de forandringer, der skal følge. Og dertil skal lægges en særdeles veludviklet sans for interessevaretagelse samt et rigtig godt netværk både i Danmark og på globalt plan," siger Frida Frost.
"IDA vedtog sidste år en ny vision, hvor vi er startet en rejse frem mod 2020, der skal udvikle foreningen til en global og virtuel forening, hvor medlemmerne kan nå os uanset tid og sted. Vores medlemmer er i dag på det globale arbejdsmarked og derfor skal IDA udvikle sig med rådgivning, kompetencetilbud, netværk og i måderne vi kommunikerer med vores medlemmer på. Vi skal både kunne favne de ingeniører, der rejser ud i verden, og de udenlandske ingeniører, der kommer til Danmark," fortsætter hun.
"Som led i vores vision vil vi samtidig placere IDA stærkere i den politiske debat om vækst og udvikling i det danske samfund, og om hvordan vi kan bruge nye teknologier til at løse samfundsmæssige udfordringer - både i Danmark og globalt. Jeg glæder mig meget til, at Carl sætter sig i spidsen for de forandringer, vi først lige har taget hul på,” konstaterer IDAs formand, Frida Frost.
Om sit nye job siger Carl Aage Dahl:
”Danmark og hele verden står overfor nogle markante udfordringer i de kommende årtier, både i forhold til klima, miljø, energi, transport, fødevarer og sundhed. Det er i høj grad ingeniørerne og de beslægtede erhverv, der skal finde løsningerne på mange af de globale udfordringer. Det vil give ingeniørfagene en hel anden central rolle i samfundsdebatten i de kommende år.
Jeg glæder mig derfor meget til at være med til at videreudvikle IDA som det naturlige samlingspunkt for alle dem, der om nogen kommer til at gøre en forskel i skabelsen af løsninger til bæredygtig vækst," siger Carl Aage Dahl.
"IDA har de sidste mange år oplevet en flot og markant medlemsvækst, så der i dag lige ved 89.000 medlemmer, men der er stadig et stort potentiale for vækst. Derfor skal vi hele tiden sørge for at udvikle og tilpasse organisationen, så vi også bliver attraktive for dem, der i dag står uden for IDA,” tilføjer Carl Aage Dahl.
Fakta om Carl Aage Dahl
• Født d. 1. februar 1960
• Gift med direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen. Sammen har de to døtre på 21 og 24 år.
• 2009-2012 Adm. direktør for Landbrug & Fødevarer
• 2003-2009 Adm. direktør for Dansk Landbrug
• 1996-2002 Adm. direktør for Landboforeningerne
• Sad i Det økonomiske Råd og Det miljøøkonomiske Råd fra 2011-2012
• HD i organisation fra Handelshøjskolen i København
• Cand. Agro. Fra Landbohøjskolen med speciale i økonomi
• Medlem af Hjerteforeningens Hovedbestyrelse
Fakta om Ingeniørforeningen, IDA:
• IDA er en moderne interesseorganisation og fagforening for tekniske og naturvidenskabelige akademikere.
• IDA har lige ved 89.000 medlemmer
• IDA varetager både ansattes, lederes og selvstændiges interesser inden for løn og ansættelse, arbejdsmarked, erhvervspolitik, kompetence, karriere og uddannelse, arbejdsmiljø, teknologi og forskning.
• IDA har kontorer i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
• IDA ejer en række selskaber og er således "overhoved" i en stor familie, der bl.a. rummer Mediehuset Ingeniøren A/S, Mannaz A/S samt en række fonde. Derudover er der stærke familierelationer til A-kassen IAK, IDA Forsikring og pensionsselskaberne ISP og DIP.