Danmark mister kloge hoveder
Flere udlændinge vælger at læse til civilingeniør i Danmark. Men de fleste af dem rejser herfra, når studiet er gennemført i stedet for at bruge deres uddannelse her til lands
Oprettet den: Fredag, 22. juni 2012 - 2:00 / kbo
Gennem de seneste 6 år har omkring hver fjerde færdiguddannede civilingeniør været et ungt menneske, der har taget turen til Danmark alene for at studere. Desværre er det danske samfund ikke gearet til at fastholde de færdiguddannede udlændinge, for 70 % af dem pakker kufferten og forlader landet, når studiet er slut.
”Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke er bedre til at fastholde de unge udlændinge. Der er udfordringer med at skaffe ingeniører nok indenfor visse områder, og den her gruppe har allerede valgt Danmark og kender til landet,” siger Morten Thiessen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.
”De nyuddannede kandidater kan bidrage med deres nyerhvervede kundskaber og samtidig kan de byde ind med viden om deres hjemlande, som vi kan bruge – især i årene fremover. Så vi har en opgave her, som vi bør blive bedre til at løse,” understreger Morten Thiessen.
Han foreslår, at vi bliver bedre til at tilbyde de unge udlændinge studievejledning, der er rettet mod arbejdsmarkedets efterspørgsel. I dag har de studerende en 6måneders greencard ordning, så de efter studiet har et halvt år til at søge job i. Men det kræver, at de unge kender ordningen og ved, hvor de kan søge information om det danske arbejdsmarked.
Og det bliver der god brug for, Ingeniørforeningen har foretaget en fremskrivning, der viser, at Danmark selv med et lavvækstscenarie kommer til at mangle 13.500 ingeniører i 2020.
”Selv om der skulle blive optaget flere ingeniørstuderende, så får vi brug for flere kloge hoveder. Den gruppe har oveni købet en dansk uddannelse i bagagen, så vi skal have en strategi for, hvordan vi får flere til vat blive i Danmark,” pointerer Morten Thiessen.