Dansk teknologipagt skal sikre flere ingeniører og naturfaglige kandidater

Regeringen lancerer i dag en Teknologipagt, der skal sikre større fokus på naturvidenskabelige og teknologiske kompetencer.

I Danmark og over hele verden får ny teknologi og naturfaglig viden stadig større betydning. Det sker med en hidtil uset hastighed og spiller en stadig større rolle på flere og flere typer arbejdspladser og i dagligdagen for alle. 

Det stiller nye og store krav til danskernes kompetencer, ikke mindst til unge på vej ind på arbejdsmarkedet. Teknologi skal i denne sammenhæng forstås bredt og med ”STEM” som de afgørende kompetencer (Science, Technology, Engineering, Mathematics).

Teknologipagten er et forpligtende samarbejde på tværs af erhvervsliv, uddannelser og den offentlige sektor. Den skal sikre større fokus på naturvidenskabelige og teknologiske kompetencer og få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi.

Der er brug for en dansk teknologipagt, fordi der allerede i dag er en kritisk afstand imellem de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger og de kompetencer, som vi uddanner til. For eksempel mangler Danmark om 7 år mere end 10.000 ingeniører og naturfaglige kandidater. De seneste 15 år har Danmark tabt mange private arbejdspladser i produktionen, mens antallet af ingeniør- og naturfaglige ansættelser samtidig er steget markant. Et billede på at arbejdsmarkedet er under hastig udvikling. 

For få unge drømmer om en karriere som IT-udvikler, stærkstrømsingeniør, biokemiker eller andre manglende kompetencer. Hvis Danmark fortsætter som hidtil, så bliver afstanden mellem behovet for arbejdskraft og antallet af kvalificerede medarbejdere hver dag større. Dermed forvitrer grundlaget for at virksomhederne og arbejdspladser kan forblive og vokse i Danmark. Det gør Danmark fattigere.

”Vi skal have flere unge til at interessere sig for naturvidenskab og teknologi. Med teknologipagten vil vi se en masse samarbejder mellem parter, som ikke før har samarbejdet. Det er styrken i Teknologipagten, at vi alle går i den samme retning”, siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

Der er i dag mange og forskellige indsatser med samme formål både fra både det offentlige, den private sektor og de store fonde. En Teknologipagt kan samle indsatsen, styrke fokus og øge effekten nationalt.

Teknologipagten har en række målsætninger, bl.a.:

  • 250 virksomheder skal engagere sig i Teknologipagtens indsatser i 2020
  • 20 pct. flere skal fuldføre videregående STEM-uddannelser om ti år
  • Arbejdsstyrkens STEM-kompetencer skal være bland Europas bedste

IDA bidrager konkret til at øge unges interesse for teknologi gennem ”Engineer the future” og gennem ”Engineering i skolen” (link), som uddanner skolelærere til en ny og inspirerende undervisning i naturfag. 

Initiativet til Teknologipagten blev taget af DI, Dansk Metal, ATV og IDA, der i foråret 2016 opfordrede statsministeren til at skabe en teknologipagt. (Fælles pressemeddelelse).

Derfor er det vigtig med en teknologipagt