Digitaliseringsekspert til IDAs analyseafdeling

Er du i stand til at udarbejde datatunge analyser, hvor resultaterne er formidlet i et klart sprog? Har du politisk tæft og kan du navigere i den it-politiske dagsorden? Har du - eller evner du at opbygge - et solidt netværk, som du kan sparre og samarbejde med? Har du erfaring med it-politisk arbejde som rådgiver eller konsulent i et privat firma, på Christiansborg, i et ministerium eller i en tænketank/interesseorganisation?

Baggrund
Danmark og verden befinder sig på tærsklen til en ny industriel revolution, hvor it og digitale løsninger bliver stadig mere integreret i både vores arbejds- og fritidsliv. Danmarks fremstillings-, service- og uddannelsessektor samt en lang række andre områder står foran store forandringer og mulige produktivitetsforbedringer som følge af teknologiudviklingen. IDA ønsker at bidrage konstruktivt ved at rådgive til rettidig politisk omhu gennem analyser og offentlig debat.

Danmark har mulighed for at komme styrket ud af udviklingen, men det kræver omstilling, investering og styring af store (offentlige) it-projekter. Det kræver også et solidt viden- og datagrundlag at træffe beslutninger ud fra. Det stiller dig i en nøglerolle som rådgiver for IDAs politiske ledelse på digitalisering, som vi både anser for at være en disciplin i sig selv, men også en "hjælperytter" for mange af dine kommende politiske kollegers fagområder. For eksempel vil digitalisering få stor indflydelse på uddannelse, forskning, erhvervspolitik og energipolitik.

Det er en fordel, hvis du har en relevant ingeniør- eller naturvidenskabelig uddannelse, men ikke et krav. Du har en bred erfaring inden for it og digitalisering, for eksempel som rådgiver, embedsmand eller andet. Det er også en fordel, hvis du har erfaring med register- og surveybaserede analyser og mestrer analyseredskaber som for eksempel SPSS.

Din ansættelse bliver i Analyseafdelingen, som er en integreret del af afdelingen for ”Analyse, politik og presse”, der med dig består af 4 analysekonsulenter, 4 politiske konsulenter, 4 pressekonsulenter, 3 studenter og en afdelingschef. Du vil fagligt referere til cheføkonomen, men personalemæssigt til afdelingschefen. De tre fagligheder arbejder tæt sammen, og vi gør meget ud af det tværfaglige samarbejde på daglig basis. Afdelingen er en stabsfunktion for hele IDA og er forankret hos den administrerende direktør.

Vi har høje ambitioner for at øge vores politiske indflydelse og synlighed i den offentlige debat, og det kræver en fornemmelse for timing og ”nyheden” - naturligvis i samarbejde med presseafdelingen. Oftest vil det være IDAs formand eller formanden for enten Erhvervsudvalget eller Teknologiudvalget, der optræder i medierne på digitalisering.

Vi arbejder i et åbent kontorlandskab i lyse lokaler med udsigt til havnen, men med mulighed for at fortrække til mindre kontorer ad hoc. Vi arbejder ”fri af tid og fri af sted”, så du får udpræget frihed til at selv at tilrettelægge din arbejdstid, herunder hjemmearbejde. Vi arbejder i en uformel tone, og vi sætter stor pris på at have det sjovt, også med andre afdelinger i huset.

IDA tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke med flextid og ansættelse efter overenskomst med AC-klubben i IDA.

Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Analyse, politik og presse, Søren Lauridsen på mobil 30 63 77 23 eller e-mail sla@ida.dk eller cheføkonom Martin Kyed på 25 15 78 31 eller mky@ida.dk.

IDA opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgning og CV sendes mærket ”digitaliseringsekspert” til hr-stillinger@ida.dk senest mandag den 5. december 2016 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler holdes uge 49/50. Vi går efter at besætte stillingen hurtigst muligt.

IDA er Danmarks største interesseorganisation og fagforening for teknisk og naturvidenskabeligt uddannede akademikere. Vi har mere end 105.000 medlemmer, heraf er 30.000 studiemedlemmer, og vi varetager både ansattes, lederes, selvstændiges og studerendes interesser inden for løn og ansættelse, arbejdsmarked, erhvervspolitik, kompetence, karriere og uddannelse, arbejdsmiljø, teknologi og forskning. IDA har 170 ansatte og kontorer i København, Odense, Aarhus og Aalborg.