Erfaringer med whistleblowerordninger i private virksomheder
Sidst opdateret: Fredag, 8. februar 2013 - 11:15 / hjj
Der er et stigende antal private virksomheder, der etablerer whistleblowerordninger. Aktuelt er der 67 godkendte whistleblowerordninger i Danmark, mens 50-60 virksomheder har ansøgninger liggende hos Datatilsynet om godkendelse af ordninger. Kravene til ordningerne bliver i nogen grad bestemt af Datatilsynets retningslinjer for ordningerne, men derudover er en ordning typisk karakteriseret ved, at en ekstern operatør modtager henvendelsen, og at selve efterforskningen foregår internt i virksomheden. Ordningerne kan typisk bruges af både ansatte og andre med tilknytning til virksomheden, og der kan anmeldes både ansatte og andre med tilknytning til virksomheden. Videre gælder det, at man typisk kan bruge ordningen anonymt, og at man kan indrapportere om både økonomisk kriminalitet og en række andre forhold, fx om overtrædelser inden for arbejdsmiljøområdet.
Interview med ledelses- og medarbejderrepræsentanter fra en række store danske virksomheder peger på, at erfaringerne med ordningerne generelt er gode. Medarbejderrepræsentanterne er positive og vurderer fx, at ordningerne ikke har påvirket samarbejdsklimaet i negativ retning. De rapporterer heller ikke om negative erfaringer med misbrug af ordningerne til fx chikane af kolleger eller ledelse, eller om episoder hvor whistlebloweren har oplevet gengældelse fra virksomheden.
Med udgangspunkt i analysen kan der dog opstilles en række anbefalinger til indretning af virksomhedernes ordninger, der kan være med til både at sikre whistlebloweren og til at beskytte de ansatte mod misbrug af ordningerne, fx chikane.