Fødevarer og sundhed
Sidst opdateret: Tirsdag, 22. januar 2013 - 16:32 / kel
Ingeniørforeningen, IDA har spurgt foreningens fødevareeksperter om deres syn på befolkningens sundhed og sammenhængen med det, vi spiser.
Ekspertpanelet peger på, at den høje erhvervsfrekvens og den sparsomme tid, som ikke mindst børnefamilierne har til rådighed i hverdagen, har en negativ indflydelse på familiernes kostvaner. Samtidig mener 66 procent af fødevareeksperterne, at et flertal af befolkningen mangler viden om tilrettelæggelse af sund kost.
Generelt tegner der sig det billede i vurderingerne, at det er vanskeligt for forbrugerne at orientere sig på fødevaremarkedet.
To ud af tre eksperter mener, at fokus på sundheden i de enkelte produkter har tendens til at skygge for en samlet sund sammensætning af kosten.
Fødevareeksperter mener ikke, at fødevareindustrien til fulde udnytter mulighederne for at udvikle sunde produkter.
Kun 21 procent af eksperterne mener, at fødevareindustrien i høj eller meget høj grad satser tilstrækkeligt på at fremstille fødevarer, der er lette at tilberede, samtidig med at de er af høj ernæringsmæssig kvalitet.
Et stort flertal af eksperterne mener desuden, at såvel fødevareindustrien som detailhandlen og forbrugerne har større fokus på billig mad frem for sund mad.
Det vurderes dog, at der i de kommende års fødevaretrends især vil komme fokus på sundhed, convenience food, tæt fulgt af kvalitet, pris, bæredygtighed og nordisk mad.
Anbefalinger
• IDA mener, at Danmark skal satse mere på kvalitetsfødevarer og relaterede produktions- og emballageteknologier.
• IDA mener, at der skal iværksættes initiativer med henblik på at fremme sund og klimaoptimal kost.
• IDA mener, at de økonomiske rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet skal omlægges, så de tilskynder til produktion af kvalitetsfødevarer – herunder en særlig fokus på reduktion af klimabelastningen i landbruget.
• IDA mener, at forskning, udvikling og innovationsstøtte i fødevareerhvervet bør lægges an på at støtte teknologier og produktionsmetoder rettet mod kvalitetsfødevarer og bæredygtighed.
• IDA mener, at der skal etableres uafhængig forskning med fokus på betydningen af samspillet mellem forbrugere (herunder også de professionelle), detailhandelskæderne og fødevareindustrien for udbuddet af kvalitetsfødevarer og udvikling af nye produkter.
• IDA mener, at der skal gøres en indsats for at sikre specielt små og mellemstore virksomheder adgang til uddannede fagfolk, herunder akademikere, fx gennem GTS-institutter. Målet er at forbedre virksomhedernes evne til at designe og implementere bæredygtige produktionsmetoder, skånsomme produktionsprocesser og fleksible produktionskæder.
• IDA mener, at det offentlige skal opprioritere udvikling af uafhængige kommunikationsformer og -metoder (fx visuelle metoder, mærkninger).
Rapportens overskrifter:
- Befolkningens sundhedstilstand
- Befolkningens kostvaner
- Tid til mad
- Hvad styrer forbruget?
- Berigelse af fødevarer
- Mærkning af fødevarer
- Innovation i fødevareindustrien
Læs analysen:
Fødevarer og sundhed (pdf)