Fokus på køns betydning for løn
Sidst opdateret: Fredag, 8. februar 2013 - 14:52 / kel
Er der forskel på, hvad mænd og kvinder tjener, når de har en videregående uddannelse som ingeniør, cand. scient. eller anden naturvidenskabelig uddannelse og arbejder i den private sektor?
Ja! Umiddelbart er der stor forskel. Mændene tjener i gennemsnit 50.384 kr. pr. måned og kvinderne tjener 45.540 kr. pr. måned. Altså en månedlig forskel på 4.844 kr. hvilket svarer til 11 % af kvindernes løn.
Lønforskellen kan delvis forklares ud fra objektive forskelle mellem mandlige og kvindelige medlemmers forskellige placeringer og roller på arbejdsmarkedet.
For ingeniørernes vedkommende er der eksempelvis forskel i aldersprofilen for mænd og kvinder. Kvindernes gennemsnitsalder er 37 år, hvorimod mændene i gennemsnit er 41 år. Der er også forskel på, hvor mange mænd og kvinder der arbejder i ledende stillinger. 24 % af mændene har ledelsesansvar, hvilket kun er tilfældet for 16 % af kvinderne.
Anciennitet og stillingsniveau er faktorer, der har betydning for lønniveauet.
Det er blandt disse, og andre, bagvedliggende faktorer en del af forklaringen til lønforskellen mellem mænd og kvinder skal findes.
Men de kan ikke forklare hele forskellen. Når der tages højde for kendte og løndeterminerende forskelle mellem kønnene, er der stadig en kønsrelateret forskel. Blandt IDAs medlemmer er der et løngab på 3,5 % mellem mænd og kvinder, der ikke kan forklares af andre faktorer end køn.
IDA anbefaler
Der bør ikke være forskelle i aflønningen af kvinder og mænd for samme udførte arbejde. Derfor arbejder IDA for at lukke løngabet i mellem mænds og kvinders løn. Hvis det skal lykkes kræver det handling fra alle parter på arbejdsmarkedet, det vil sige en særlig indsats fra arbejdsgivere, organisationer og medarbejdere.
Derfor anbefaler IDA
• At arbejdsgivere udarbejder og offentliggør lønstatistikker opgjort på køn og dermed skaber opmærksomhed på ligeløn.
• At samarbejdsudvalg diskuterer status omkring ligeløn årligt.
• At medarbejdere bruger lønstatistikken, når der forhandles løn og at kvinderne ser på hvad mænd tjener, når de forhandler deres løn.
Læs rapporten:
Fokus på køns betydning for løn