Forskning skal belønnes

Socialdemokratiets forslag til en vækstreform indeholder nødvendige initiativer, som kan få forskningen tilbage i gear, mener IDA.

IDA har længe efterspurgt en række af de initiativer, Socialdemokratiet i dag lancerer i deres udspil til en vækstreform. Særligt de punkter, der fokuserer på, at den offentlige tekniske forskning øges til 20 % af den samlede offentlige forskningsbevilling, vækker glæde.

”Vi har i de seneste år været vidner til beskæringer af støtte til den offentlige tekniske forskning, hvilket koster vækst og arbejdspladser og i sidste ende går ud over velfærden i Danmark. Et at de grelleste eksempler er nedskæringerne i energiforskningen, som truer Danmarks førerposition inden for cleantech. Det er derfor glædeligt, at Socialdemokratiet vil rette op på det,” siger Thomas Damkjær Petersen, IDAs formand.

Socialdemokratiet foreslår også at belønne de virksomheder, der investerer i forskning. Helt konkret vil S øge fradraget for udgifter til forskning og udvikling til 130 %. Et forslag, IDA længe har savnet i dansk vækstpolitik.

”Investeringer i forskning og uddannelse fører til mere offentlig forskning på det tekniske- og naturvidenskabelige område. Som det er i dag, mangler vi i høj grad incitamenter for industrien til at efterspørge og investere i mere offentlig forskning. For forskning og udvikling biddrager ikke kun til en omvæltning i den måde, vi lever vores liv på. Det er en investering, der kan ses i form af virksomheder, der vækster og blomstrer,” siger Thomas Damkjær Petersen. 

Dugfriske tal fra Danmarks Statistik viser, at danske industrivirksomheder skaber flere job i udlandet end herhjemme, og derfor skal vi igen gøre det attraktivt at investere i Danmark. Det vil Socialdemokratiets udspil hjælpe med til. 

”Vi har stået i stampe alt for længe, og det er bydende nødvendigt, at vi handler nu. Derfor håber vi meget på, at regeringen tager godt imod Socialdemokratiets udspil og vores anbefalinger, så vi sammen kan få Danmark op i gear,” siger Thomas Damkjær Petersen.