Hvem er omfattet af ferieloven?

Alle lønmodtagere i Danmark er omfattet af ferieloven, dog ikke direktører med bestemmende indflydelse på driften.

Ferieloven gælder som udgangspunkt for arbejde, der udføres i Danmark, uanset om din arbejdsgiver er dansk eller udenlandsk. Hvis du rejser til udlandet for at arbejde for en dansk arbejdsgiver, vil det ofte være aftalt, om ferieloven skal gælde for dig.

Ferieloven gælder for alle lønmodtagere i Danmark. Loven fastslår, at du har krav på at holde 5 ugers ferie pr. ferieår. Ferien beregnes med 5 dage pr. uge, det vil sige i alt 25 dage pr. år. Din ret til at holde ferie er uafhængig af, om du har optjent ret til betalt ferie.

Direktører, som har bestemmende indflydelse på driften af det selskab, hvor de er ansat, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af ferieloven.

Hvis du er offentligt ansat gælder særlige ferieaftaler, som helt eller delvist erstatter ferielovens regler, se Aftale om ferie for personale ansat i kommuner, Aftale om ferie for personale ansat i regionerog Den statslige ferieaftale.

Der gælder særlige regler for tjenestemænd i de 3 aftaler. Disse regler omtales ikke her. Hvis du er i tvivl, om du er omfattet af ferieloven, kan du kontakte IDA eller Feriekontoret i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.

Hvis du som privatansat er omfattet af en kollektiv overenskomst, kan der gælde særlige regler for dig. Kontakt din tillidsrepræsentant eller IDA, hvis du er i tvivl.

Var denne artikel nyttig?

  • Hvor mange feriedage har jeg om året?

    Du ret til 25 feriedage svarende til 5 ugers ferie pr. ferieår. Ferie optjenes i optjeningsåret (kalenderåret), og afvikles i det efterfølgende ferieår. Ferieåret starter 1. maj og løber frem til 30. april året efter. Du optjener 2,08 dages ferie med løn for hver måneds ansættelse i optjeningsåret (i alt 25 feriedage ved 12 måneders ansættelse).

    Var denne artikel nyttig?

  • Får jeg løn under ferie?

    Du modtager løn under ferien, hvis du har optjent ret hertil i det forudgående optjeningsår. Du får altså løn under ferie i det efterfølgende ferieår, det vil sige fra 1. maj til 30. april. Hvis du for eksempel er ansat i hele kalenderåret 2014, får du løn under ferie for 25 feriedage i det efterfølgende ferieår, der starter 1. maj 2015 og slutter 30. april 2016.
    Udover løn under ferie har du efter ferieloven ret til et ferietillæg på 1 % af lønnen i optjeningsåret. Det vil fremgå af din kontrakt, hvis dit ferietillæg er højere end 1 %.
    Ferietillæg i staten: 1,5 %
    Ferietillæg i kommune eller region: 1,95 %
    Hvis du ikke har optjent ret til løn under ferie og ferietillæg, har du måske optjent ret til feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver, som du var ansat hos i optjeningsåret. (se: Hvordan beregnes mine feriepenge ved fratræden?)

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til ferie som nyuddannet?

    Hvis du er nyuddannet og ikke har optjent ret til løn under ferie i dit nuværende ansættelsesforhold, har du stadig ret til at holde 25 feriedage pr. ferieår. Når du holder ferie, trækker din arbejdsgiver 4,8 % af månedslønnen pr. feriedag. Du har ikke pligt til at holde ferie, hvis du ikke har optjent løn eller feriegodtgørelse til at finansiere ferien med. Din arbejdsgiver kan kun pålægge dig at holde ferie, som du har optjent løn eller feriegodtgørelse til. Dog kan din arbejdsgiver pålægge dig at holde ferie, selv om du ikke har optjent løn eller feriegodtgørelse, hvis virksomheden holder ferielukket. (se: Min arbejdsgiver holder ferielukket – skal jeg holde ferie?).

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan min arbejdsgiver bestemme, hvornår jeg skal holde ferie?

    Ferie aftales som udgangspunkt mellem dig og din arbejdsgiver, og din arbejdsgiver skal i den forbindelse tage hensyn til dine ønsker, og særligt tage hensyn til ønsker om ferie i skoleferien, hvis du har skolesøgende børn. Det er dog i sidste ende din arbejdsgiver, der bestemmer, hvornår du skal holde ferie. Hvis din arbejdsgiver gerne vil placere ferie på et bestemt tidspunkt, skal hovedferien varsles overfor dig med mindst tre måneder før feriens afholdelse, og restferien med mindst en måned. (Disse varsler kan på lovlig vis – fx i ansættelseskontrakten – fraviges ved aftale).
    Hovedferien på tre uger skal lægges i perioden 1. maj til 30. september, mens restferien på to uger kan ligge når som helst i hele ferieåret, dvs. også før hovedferien. Hovedferien skal endvidere lægges i tre sammenhængende uger, med mindre du og din arbejdsgiver aftaler andet.

    Var denne artikel nyttig?

  • Jeg arbejder på deltid - hvor mange feriedage har jeg ret til?

    Er du ansat på deltid, optjener du det samme antal feriedage, som en lønmodtager, der arbejder på fuld tid. Det vil sige 25 feriedage svarende til 5 ugers ferie pr. ferieår. Når du holder en uges ferie, bruger du 5 feriedage, således at en normal arbejdsuge med såvel arbejdsdage og fridage indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal.
    Eksempel: Du arbejder 30 timer om ugen fordelt på mandag-torsdag og har fri fredag. Ved afholdelse af ferie skal de arbejdsfrie dage indgå i ferien forholdsmæssigt. Ud af de 25 feriedage skal 20 dage derfor holdes på arbejdsdage og 5 dage på de arbejdsfrie dage.

    Var denne artikel nyttig?

  • Jeg går på nedsat tid - hvilken betydning har det for min løn under ferie?

    Som udgangspunkt vil din løn under ferie være den samme, som du normalt får udbetalt. Men hvis din arbejdstid på ferietidspunktet er ændret med mere end 20 % i forhold til din arbejdstid i optjeningsåret, skal lønnen reguleres, så ferielønnen tilpasses lønniveauet i optjeningsåret. Eksempel: Går du fra fuldtidsansættelse i optjeningsåret til deltidsansættelse i ferieåret og er ændringen mere end 20 %, får du løn svarende til fuldtidsbeskæftigelse.
    Er du ansat i staten, bliver din løn altid reguleret svarende til lønnen i optjeningsåret, uanset omfanget af ændringen af arbejdstiden. Arbejder du således på fuld tid i optjeningsåret, får du udbetalt løn svarende til fuldtidsansættelse under ferie i det efterfølgende ferieår.
    Er du ansat i en region eller kommune, bliver din løn derimod altid reguleret svarende til lønnen i ferieåret, uanset omfanget af ændringen af arbejdstiden. Arbejder du således på fuld tid i optjeningsåret, men er deltidsansat i ferieåret, får du udbetalt løn svarende til din deltidsansættelse under ferien.

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan min arbejdsgiver aflyse eller ændre min allerede planlagte ferie?

    Ændring af aftalt ferie

    Efter ferieloven kan en arbejdsgiver kun ændre allerede planlagt ferie, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal være tale om force majeure-lignende situationer, og sygdom  blandt det tilbageværende personale er eksempelvis ikke nok.

    Hvis du har lidt et økonomisk tab i forbindelse med ændringen af ferien, kan du kræve tabet dækket af din arbejdsgiver.

    Hvis du er ansat i staten, kan du derudover under visse betingelser kræve godtgørelse i form af ekstra betalt frihed, hvis ferien ændres. Kompensationen udgør 1,8 betalt time pr. omlagt feriedag. 

    Hvis du selv ønsker at ændre ferien kræver det, at du kan blive enig med din arbejdsgiver herom. 

    Afbrydelse af påbegyndt ferie

    Arbejdsgiveren har ikke mulighed for at afbryde ferie, som du er begyndt at holde.

    Hvis du er ansat i staten kan påbegyndt ferie dog ændres. Kompensationen for en sådan ændring er erstatning for økonomisk tab og 3,6 timers betalt frihed pr. omlagt feriedag.

    Var denne artikel nyttig?

  • Min arbejdsgiver holder ferielukket - skal jeg holde ferie?

    Din arbejdsgiver kan holde ferielukket, så længe ferielukningen varsles korrekt, dvs. senest 3 måneder før hovedferien begynder, og senest 1 måned før restferien begynder. Hvis din arbejdsgiver ikke varsler ferien korrekt, og du protesterer mod det forkorte varsel, kan du kræve løn under ferielukningen.
    Hvis du ved en korrekt varsling af ferielukningen ikke har optjent et tilstrækkeligt antal feriedage med løn eller feriepenge, og er du medlem af en a-kasse, vil du i visse tilfælde være berettiget enten til feriedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge. Du bør kontakte din a-kasse herom.

    Var denne artikel nyttig?

  • Min arbejdsgiver holder ferielukket mellem jul og nytår - skal jeg holde ferie?

    Der gælder særlige regler, hvis din arbejdsgiver ønsker at holde lukket mellem jul og nytår.

    Hvis du har optjent mere end 15 dages betalt ferie (svarende til hovedferien), skal din arbejdsgiver sørge for, at du gemmer det antal feriedage, der svarer til antallet af feriedage mellem jul og nytår. Hvis din arbejdsgiver glemmer at tilbageholde feriedagene svarende til dagene under julelukningen, fordi du udover hovedferien har fået lov til at holde al din ferie, og du således ikke har flere feriedage tilbage, skal din arbejdsgiver betale dig løn for de pågældende dage.

    Arbejdsgiveren skal give meddelelse om ferielukningen senest en måned før julelukningen.

    Hvis du har optjent ret til mere end 15 dages betalt ferie, men ikke nok til alle dagene mellem jul og nytår, fx 17 feriedage i alt, skal arbejdsgiveren sørge for at gemme de 2 feriedage til julelukningen, mens du skal holde øvrige feriedage for ”egen regning” (dvs. du bliver trukket i løn).

    Hvis du kun har optjent ret til 15 dages betalt ferie eller mindre, kan arbejdsgiveren alligevel fastsætte julelukning, og du må holde ferien for ”egen regning”. Det kan være, at du i stedet har ret til feriedagpenge fra a-kassen, hvis du er medlem af en a-kasse og i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Du bør kontakte din a-kasse for at få nærmere vejledning herom.

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til feriefridage eller den 6. ferieuge?

    Din ret til feriefridage eller andre fridage følger af aftale. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvordan feriefridagene optjenes, afvikles og hvad der sker med dine feriefridage, hvis du fratræder uden af have holdt fridagene, eller hvis du ikke når at holde dem inden for den angivne periode. På mange virksomheder går feriefridagene tabt, hvis de ikke er brugt inden ferieårets udgang eller inden fratræden.
    Er du ansat i staten, optjener du ret til 5 særlige feriedage, mens hvis du er ansat i en region eller kommune har du ret til den 6. ferieuge.

    Var denne artikel nyttig?

  • Får jeg erstatningsferie, hvis jeg er syg under min ferie?

    Hvis du bliver syg under din ferie, og har optjent ret til 25 dages betalt ferie, har du ret til erstatningsferie efter de 5 første sygedage under ferie. For at få ret til erstatningsferie skal du melde dig syg til din arbejdsgiver og komme med en lægeerklæring, journaludskrift fra sygehus eller lignende dokumentation for sygdommen. Lægeerklæringen skal gælde fra 1. sygedag, og du skal selv betale for erklæringen.
    Hvis du bliver syg, mens du holder ferie i udlandet, skal du gå til læge i udlandet for at få en lægeerklæring eller lignende erklæring, som dokumenterer sygdommen.
    Når du bliver rask, skal du som udgangspunkt møde på arbejde igen. Du kan dog vælge at holde resten af den planlagte ferie i forlængelse af din raskmelding. Du skal oplyse din arbejdsgiver om, hvorvidt du vil holde resten af ferien eller møde på arbejde.

    Var denne artikel nyttig?

  • Jeg har været syg og ikke fået hold ferie inden ferieåret slutter - hvad sker der med min ferie?

    Hvis du ikke har holdt din ferie i ferieåret, fordi du har været syg op til ferieårets ophør, skal din arbejdsgiver udbetale feriepengene til dig. Hvis feriepengene er hos Feriekonto eller hos en feriekortadministrator, skal du rette henvendelse hertil med henblik på udbetaling. Det er en betingelse, at du har været syg op til ferieårets ophør, dvs. 30. april. Du kan også indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om at overføre ferien til næste ferieår. Er der tale om erstatningsferie, dvs. ferie der er udskudt grundet sygdom, og som du heller ikke har kunnet holde inden ferieårets ophør på grund af sygdom, overføres ferien – uanset antallet af feriedage - til det efterfølgende ferieår.

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan jeg overføre ferie, som jeg ikke har fået holdt, til næste ferieår?

    Har du ikke holdt al din ferie fra ferieåret 2015/2016, har du mulighed for at overføre ferien til næste ferieår, eller for at få den udbetalt.

    Du kan søge om at få feriepenge udbetalt, hvis feriepengene vedrører ferie optjent ud over 20 dage, dvs. den 5 ferieuge, eller hvis feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest 30. april 2016. Stammer feriepengene fra et ophørt ansættelsesforhold, kan feriepengene udbetales uanset beløbets størrelse og antallet af tilgodehavende feriedage.

    Hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, kan du kun aftale at overføre ferie, hvis det er muligt ifølge overenskomsten. En række af IDAs overenskomster indeholder regler om overførsel af ferie. Det gælder blandt andet ansatte i staten, regionerne og kommunerne. Den statslige ferieaftale giver således mulighed for at overføre feriedage (incl. særlige feriedage) ud over 20 dage pr. år fra et ferieår til det næste, hvis der er indgået en skriftlig aftale mellem den enkelte og arbejdsstedet, og at aftalen skal være indgået inden ferieårets udløb. En tilsvarende bestemmelse er der enighed om på det regionale og kommunale område i Aftale om ferie for personale ansat i regioner og Aftale om ferie for personale ansat i kommuner.

    Hvis du ikke er dækket af en kollektiv overenskomst, kan du aftale med din arbejdsgiver at overføre ferie ud over 20 dage til det følgende ferieår. Aftalen om overførsel af ferie skal være skriftlig og indgået senest 30. september efter ferieårets udløb.

    Hvis du fratræder, inden ferien, der er overført, er holdt, bortfalder retten til at holde den overførte ferie, hvis du herved har mere end 25 dages ferie til gode. I så fald skal du have udbetalt feriegodtgørelse for feriedage ud over 25 feriedage.

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan jeg få mine feriepenge udbetalt uden at holde ferie?

    Du kan få dine feriepenge udbetalt, selv om du ikke har holdt ferien, hvis feriepengene vedrører ferie optjent ud over 20 feriedage, dvs. den 5. ferieuge, eller hvis feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest den 30. april 2016. Stammer feriepengene fra et ophørt ansættelsesforhold, kan feriepengene udbetales uanset beløbets størrelse og antallet af tilgodehavende feriedage.

    Du skal søge om udbetaling af feriepenge ved at udfylde en blanket inden den 30. september 2016. Hvis du i ferieåret har modtaget en eller flere offentlige ydelser (arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, kontanthjælp, særlig ydelse eller ydelse efter lov om børnepasningsorlov), bliver antallet af dage med den nævnte ydelse trukket fra de feriedage, du ønsker at få udbetalt feriepengene for.
     

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan jeg få udbetalt eller overføre feriefridage til næste ferieår?

    Feriefridage følger af aftale og de vilkår, som gælder efter aftalen. Derfor afhænger spørgsmålet om muligheden for overførsel og udbetaling af fridagene af den konkrete aftale.
    Er du ansat i det offentlige kan de særlige feriedage/den 6. ferieuge holdes som enkeltdage eller halve dage.
    Hvis du ikke holder dagene som statslig ansat, bliver de godtgjort kontant med 2,5 % af den ferieberettigende løn i optjeningsåret, med mindre du har indgået aftale med din arbejdsgiver om overførsel til det følgende ferieår. Som kommunalt- eller regionsansat er udgangspunktet derimod, at den 6. ferieuge automatisk overføres til næste ferieår, med mindre du senest den 1. oktober i ferieåret har givet din arbejdsgiver besked om at du ønsker ferieugen udbetalt.

    Var denne artikel nyttig?

  • Kan jeg holde ferie under min barselsorlov?

    Du kan ikke holde ferie samtidig med, at du er på barsel. Barsel er en feriehindring. Det vil sige, at du ikke må holde ferie under barsel. Hvis du ikke kan nå at holde hele din ferie inden ferieårets ophør, dvs. 30. april, har du ret til at få den udbetalt. Du kan også vælge - efter aftale med din arbejdsgiver - at overføre op til en uges ferie til næste ferieår.
    I visse overenskomster er der åbnet mulighed for, at ikke-afholdt ferie pga. barsel kan overføres uden begrænsning i antallet af feriedage til det følgende ferieår. Det er således muligt, hvis du er ansat i staten, regionerne eller i en kommune. Aftalen med arbejdsgiveren skal være skriftlig og frivillig.
    Se mere om muligheden for ferie og barsel på IDA.dk.

    Var denne artikel nyttig?

  • Optjener jeg ferie under min barselsorlov?

    Hvis du har fået fuld eller delvis løn under din barselsorlov, har du optjent ret til ferie med løn under barselsorloven til brug for det følgende ferieår. Har du alene været omfattet af funktionærlovens regler, hvor du modtog halv løn i perioden fra 4 uger før forventet termin til 14 uger efter fødslen, optjener du ret til fuld løn under ferie i det efterfølgende ferieår, men kun for den periode, hvor du modtog halv løn. De følgende uger, hvor du modtog barselsdagpenge, har du ikke optjent ret til ferie med løn. Hvis du skifter arbejdsgiver, inden du har afholdt al ferien, som du har optjent under barselsorloven, har du ret til at modtage feriegodtgørelse af den løn, du faktisk har modtaget i optjeningsåret.
    Er du ansat i staten, optjener du derudover ret til ferie med fuld løn i de første 6 måneder af en helt ulønnet orlovsperiode.

    Var denne artikel nyttig?

  • Skal jeg holde ferie, når jeg er sagt op?

    Hvis du har et opsigelsesvarsel på tre måneder eller derunder, kan din arbejdsgiver ikke pålægge dig at holde din hovedferie i opsigelsesperioden. Det betyder også, at en allerede fastlagt hovedferie i opsigelsesperioden bortfalder. (Dette kan dog på lovlig vis – fx i ansættelseskontrakten – være fraveget ved aftale). Du og din arbejdsgiver kan dog efter opsigelsen aftale, at ferien alligevel skal holdes som planlagt.
    Din arbejdsgiver kan varsle restferie afholdt i opsigelsesperioden, hvis der ud over restferie kan ligge et varsel på en måned. En allerede aftalt restferie falder ikke bort, uanset opsigelsesvarslets længde.
    Hvis du har et opsigelsesvarsel på over tre måneder, kan din arbejdsgiver pålægge dig at holde såvel restferie som hovedferie i opsigelsesperioden, og allerede aftalt ferie afholdes som planlagt.
    Din arbejdsgiver kan også efter opsigelsen er sket, pålægge dig at holde ferie i opsigelsesperioden, hvis opsigelsesperioden stadig er så lang, at såvel varsel som hovedferie- og restferie kan lægges inden for perioden.

    Var denne artikel nyttig?

  • Skal jeg holde ferie, når jeg er fritstillet?

    Hvis du er fritstillet i forbindelse med din opsigelse, er det samtidig en varsling om, at ferie anses for holdt i videst muligt omfang i opsigelsesperioden. Hvis ferien ikke skal anses for holdt, skal dette aftales med din arbejdsgiver og bør fremgå af en skriftlig aftale. Opsiges du således med 6 måneders varsel og bliver du samtidig fritstillet, så anses du automatisk for at have afholdt al ferie for det pågældende ferieår, da ferie og varslerne kan ligge inden for opsigelsesperioden. Under visse betingelser anses ferien alligevel ikke for holdt.

    Var denne artikel nyttig?

  • Skal jeg holde ferie, når jeg er suspenderet?

    Hvis du er suspenderet, betyder det, at du ikke skal møde dagligt på arbejde, men skal stå til rådighed for at udføre eventuelle arbejdsopgaver i løbet af opsigelsesperioden. Grundet rådighedspligten anses du alene for at holde ferie, hvis din arbejdsgiver varsler afholdelse af ferie med angivelse af et konkret tidspunkt for feriens afholdelse.

    Var denne artikel nyttig?

  • Hvordan beregnes mine feriepenge ved fratræden?

    Du har optjent ret til betalt ferie, når du fratræder. Din arbejdsgiver skal beregne, hvor meget du har optjent i feriegodtgørelse. Feriegodtgørelsen beregnes som 12,5 % af al din skattepligtige indkomst, hvilket også vil sige værdien af fri bil, fri telefon eller andre skattepligtige goder. Du optjener feriegodtgørelse af dit eget bidrag til pension. Du har derimod ikke ret til feriegodtgørelse af løn under ferie, ferietillæg og arbejdsgiverens pensionsbidrag.
    Du kan beregne feriegodtgørelsen på IDAs ferieberegner.

    Var denne artikel nyttig?

  • Hvornår står mine feriepenge hos FerieKonto efter fratræden?

    I forbindelse med fratræden skal din arbejdsgiver afregne dine feriepenge til FerieKonto. Din arbejdsgiver skal senest den 7. i den anden måned efter din fratræden indbetale feriepengene til FerieKonto. Hvis du eksempelvis fratræder til udgangen af september, vil feriepengene skulle indbetales senest den 7. november. Når feriepengene er indbetalt til FerieKonto vil der være lidt administrationstid, inden dine feriepengene fremgår af FerieKonto (ca. 1-2 uger). Du skal logge på FerieKonto med dit NemID for at se antallet af feriedage og feriepengebeløbet. (Husk at vælge det rigtige ferieår.)
    Hvis du har påbegyndt ferie ved fratræden eller i umiddelbar forlængelse af din fratræden, skal din arbejdsgiver efter din anmodning udbetale feriegodtgørelse til dig for ferien. Din anmodning skal ske i umiddelbar tilknytning til opsigelsen eller senest på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren uden væsentlig ulempe kan opfylde dit krav. Betalingen skal ske senest samtidig med, at ferien begynder.

    Var denne artikel nyttig?

  • Hvordan får jeg mine feriepenge fra FerieKonto - det nye ferieår?

    FerieKonto sender i marts måned et brev til dig, hvori det fremgår, hvor mange feriedage og feriegodtgørelse, du har optjent hos din(e) tidligere arbejdsgiver/-e. Du kan herefter vælge at logge på FerieKontos selvbetjening eller indtaste din ferie på FerieKontos TastSelv-telefon for at få feriepengene udbetalt.
    Du kan tidligst få dine feriepenge udbetalt en måned før din første feriedag. Første feriedag kan tidligst være 1. maj året efter, feriepengene er optjent. Der går op til 5 hverdage, fra du har indtastet oplysningerne, til pengene er på din NemKonto.

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til ferie som ledig?

    Du har ret til at holde ferie som ledig. Hvis du har optjent feriegodtgørelse fra et tidligere ansættelsesforhold, skal du holde ferie med feriegodtgørelse. Har du ikke optjent feriegodtgørelse, kan du under visse betingelser have ret til feriedagpenge fra din a-kasse (Akademikernes), hvis du var ledig i optjeningsåret. Du bedes kontakte din a-kasse (Akademikernes) herom.

    Var denne artikel nyttig?

  • Jeg forlader arbejdsmarkedet - hvad sker der med mine feriepenge?

    Hvis du forlader arbejdsmarkedet helt og går på pension; typisk folkepension, førtidspension og arbejdsgiverbetalt alderspension (fx tjenestemandspension), udbetales feriepengene for tidligere og løbende optjeningsår til dig af din arbejdsgiver, FerieKonto eller den, der administrerer feriepengene. Du skal søge om feriepengene senest 6 måneder efter, du er fratrådt dit arbejde og gået på pension. Har du ikke nået at søge inden de 6 måneder, skal du holde ferie for at få udbetalt feriepengene.
    Hvis du går på efterløn, har du ikke forladt arbejdsmarkedet helt, og skal holde ferien for at få udbetalt dine feriepenge.

    Var denne artikel nyttig?

  • Min gamle arbejdsgiver har ikke indbetalt mine feriepenge til FerieKonto - hvad gør jeg?

    Hvis du fratræder, og din tidligere arbejdsgiver ikke indbetaler feriepengene til FerieKonto inden fristen for indbetaling, skal du sørge for at rejse krav (skriftligt) på feriepengene over for din tidligere arbejdsgiver. Du bør kontakte IDA, så snart du opdager, at der ikke er betalt feriepenge i forbindelse med din fratræden.
    Hvis kravet ikke er rejst over for din tidligere arbejdsgiver inden 3 år efter ferieårets udløb, er kravet på feriepenge forældet og feriepengene tabt. Kravet på feriepenge kan gennemføres ved retssag, fagretlig behandling, politianmeldelse, indgivelse af konkursbegæring eller ved at rette skriftlig henvendelse til direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering (dog ikke til sidstnævnte, hvis du er medlem af IDA). Efterkommes kravet ikke, skal kravet søges gennemført ved en af de nævnte øvrige fremgangsmåder uden ugrundet ophold. Arbejdsgiveren skal indbetale feriepengene til Arbejdsmarkedets Feriefond.

    Var denne artikel nyttig?

  • Bliver mine feriepenge forældet?

    Hvis du ikke har indgået aftale om overførsel af ferie eller fået udbetalt dine feriepenge inden den 30. september ferieåret efter, fortabes muligheden for at få feriepengene udbetalt og feriepengene skal indbetales til Arbejdsmarkedets Feriefond eller anden feriefond.
    Hvis du er forhindret i at holde ferie inden ferieårets udgang på grund af sygdom, barsel el. lign., bliver dit krav på feriepenge først forældet, hvis du ikke inden 3 år efter ferieårets udløb retter henvendelse til Arbejdsmarkedets feriefond.
    Hvis dine feriepenge ikke er indbetalt til Arbejdsmarkedets Feriefond eller en privat feriefond på grund af en tvist mellem dig og din arbejdsgiver om din ret til feriepenge, forældes kravet på feriepenge, hvis du ikke inden tre år efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved retssag, fagretlig behandling, politianmeldelse, indgivelse af konkursbegæring eller ved at rette skriftlig henvendelse til direktøren for Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering (sidstnævnte gælder ikke, hvis du er medlem af IDA). Efterkommes kravet ikke, skal kravet søges gennemført ved en af de i 1. pkt. øvrige fremgangsmåder uden ugrundet ophold.

    Var denne artikel nyttig?

  • Ferietillæg og særlig feriegodtgørelse

    Ferietillæg er et tillæg, som din arbejdsgiver skal betale for at kompensere for, at du ikke modtager fulde 12,5% af lønnen, når du får løn under ferie.

    Ferietillæg skal ifølge ferieloven udgøre 1% af lønnen i optjeningsåret, dog ikke af løn under ferie eller af tidligere ferietillæg.

    Er du ansat i staten udgør særlig feriegodtgørelse 1,5%.

    Er du ansat i en kommune eller en region udgør særlig feriegodtgørelse 1,95%.

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til at holde fri 1. maj?

    Som udgangspunkt er du ikke berettiget til at holde fri 1. maj med løn, da det ikke er en helligdag.

    Imidlertid holder en del virksomheder helt eller delvist lukket på denne dag, uden at medarbejderne bliver trukket i løn.

    Du kan dog kun holde fri med løn, hvis det følger af din ansættelseskontrakt eller overenskomst, af virksomhedens personalehåndbog, eller det er en kutyme på virksomheden, at medarbejderne har fri med løn.

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til at holde fri juleaftensdag og nytårsaftensdag?

    Loven giver ikke ret til at holde fri 24. december og 31. december. Disse 2 datoer er ikke helligdage, og du kan derfor være nødt til at bruge feriedage for at holde fri, medmindre du er omfattet af en overenskomst eller anden aftale, som giver dig ret til at holde fri med løn de 2 dage.

    Det er dog meget sædvanligt, at der er en kutyme på arbejdspladsen for, at man kan holde fri med løn både juleaftensdag og nytårsaftensdag uden at skulle bruge feriedage på det. Det vil ofte fremgå af for eksempel en personalehåndbog. Hvis der ikke er en personalehåndbog eller lignende, må du spørge din tillidsrepræsentant eller din arbejdsgiver, hvad der er gældende på din arbejdsplads.

    Det er IDAs opfattelse, at de offentlige ansatte ingeniører i henhold til en kutyme, har ret til at holde fri med løn 24. og 31. december.

    1. og 2. juledag samt nytårsdag er derimod helligdage, hvor du ikke skal bruge ferie for at holde fri.

    Var denne artikel nyttig?

  • Ferie i tilknytning til tjenesterejse

    Pas på – hvis du afholder ferie i forbindelse med en tjenesterejse. Så gælder dit gule sygesikringskort ikke.

    Det fremgår af betingelserne for rejsesygesikringen, at rejser, der kombinerer eksempelvis erhverv med et ferieophold, ikke er dækket – heller ikke for den del af rejsen, hvor der holdes ferie. Selv et meget begrænset erhvervsmæssigt indhold i en rejse betyder, at rejsesygesikringen ikke dækker.

    Var denne artikel nyttig?

  • Hvordan får jeg mine feriepenge udbetalt?

    Du skal søge om udbetaling af feriepenge ved at udfylde en blanket og sende den til Feriekonto, arbejdsgiveren, eller den som har feriepengene (feriekortadministrator) inden 30. september 2016. Hvis du har modtaget offentlige ydelser i ferieåret som nævnt nedenfor, skal blanketten sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Du kan finde blanketten på borger.dk i ansøgningsperioden, som er fra den 1. maj til den 30. september efter ferieårets udløb.

    Var denne artikel nyttig?

  • Er der særlige regler, hvis jeg har modtaget offentlige ydelser?

    Hvis du i ferieåret fra den 1. maj 2015 til 30. april 2016 har modtaget en eller flere offentlige ydelser (kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge, herunder supplerende dagpenge, dagpenge på attest E 303, feriedagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse eller særlig ydelse), bliver antallet af dage med den nævnte ydelse trukket fra de dage, du ønsker at få udbetalt feriepengene for.

    Var denne artikel nyttig?

  • Har jeg ret til at holde fri Grundlovsdag?

    Du har ikke automatisk ret til at holde fri med løn Grundlovsdag (5. juni).

    Det gælder uanset om du er privatansat eller offentlig ansat.

    Der er dog mange, der holder fri. Det kan du,

    • hvis det fremgår af din ansættelseskontrakt
    • hvis der er en lokal aftale eller en kutyme eller
    • hvis det fremgår af personhåndbogen eller lignende, at du har fri med løn.

    Tidligere var Grundlovsdag en helligdag omfattet af helligdagsloven. Senere blev den til en ½ fridag (fra kl. 12) efter den tidligere arbejderbeskyttelseslov, men disse bestemmelser eksisterer ikke længere. Efter lov om butikstid er butikkerne generelt lukkede på Grundlovsdag. Det fremgår imidlertid klart af lovens bemærkninger, at loven ikke regulerer ansættelsesvilkår - du kan altså ikke udlede af denne lov, at du har fri med løn på Grundlovsdag.

    Var denne artikel nyttig?

  • Optjeningsår og ferieår

    Ferie optjenes i løbet af kalenderåret og afvikles i ferieåret, som starter i det følgende år den 1. maj og løber frem til den 30. april året efter.

    Optjeningsåret svarer til et kalenderår. I optjeningsåret optjener du ret til betalt ferie til afvikling i det følgende ferieår. Ferieåret løber fra den 1. maj til den 30. april i det følgende år. Det vil sige, at den ferie, som holdes fra 1. maj 2016 til 30. april 2017, er optjent i din ansættelse i kalenderåret 2015.

    Efter ferieloven har du ret til at holde 5 ugers ferie pr. ferieår. Ferien beregnes med 5 dage pr. uge og i alt 25 feriedage pr. ferieår. Din ret til at holde ferie er uafhængig af, om du har optjent ret til betalt ferie.

    Var denne artikel nyttig?

  • Ferie og opsagt

    Hvis du selv ønsker at holde ferie i opsigelsesperioden, og dette er planlagt eller aftalt med arbejdsgiveren, kan du godt holde ferien.

    Hvis du ikke ønsker at holde ferie i en opsigelsesperiode, hvor din arbejdsgiver har opsagt dig, gælder der særlige regler. Allerede fastlagt ferie falder i princippet bort, og du kan kun pålægges at holde ferie med de varsler, som gælder i ferieloven med tillæg af opsigelsesvarslet.

    Der skal være plads i din opsigelsesperiode til både ferievarslet (henholdsvis 3 måneder og 1 måned) og ferien.

    For ansatte i regioner og kommuner samt statsansatte gælder, at en opsagt medarbejder ikke kan pålægges at holde overført ferie i opsigelsesperioden.

    Hvis du er i tvivl om dine rettigheder med hensyn til ferie i opsigelsesperioden, bør du kontakte IDA.

    Var denne artikel nyttig?

  • Sygdom før ferien

    Hvis du melder dig syg, inden din ferie starter, er du ikke forpligtet til at holde ferie. I stedet har du krav på at holde ferien senere. Der gælder andre regler, hvis du bliver syg under din ferie.

    Hvis du bliver syg inden din ferie starter, er du ikke forpligtet til at holde ferien som planlagt, men har ret til få ferien erstattet. Du skal nå at melde dig syg til sin arbejdsgiver indtil dit sædvanlige mødetidspunkt på den første feriedag. Du kan ikke melde dig syg med tilbagevirkende kraft.

    Når du melder dig rask, skal du samtidig give din arbejdsgiver besked om, hvorvidt du vil holde ferie efter raskmeldingen i resten af den planlagte ferieperiode. Hvis du ikke ønsker at holde ferien, når du bliver rask, er det vigtigt, at du straks møder på arbejde. Herefter følger feriens placering de almindelige regler, hvilket vil sige, at du på ny skal aftale med din arbejdsgiver, hvornår du skal holde ferie, og din arbejdsgiveren kan vælge at placere din ferie med det fornødne varsel.

    Du skal som udgangspunkt holde erstatningsferien senere i samme ferieår, det vil sige inden den 1. maj, men hvis det på grund af sygdom op til ferieårets udløb ikke kan lade sig gøre, kan erstatningsferien holdes i det efterfølgende ferieår. Du kan også vælge at få ferien udbetalt på grund af en feriehindring.

    Var denne artikel nyttig?

  • Ferie ved opsigelse

    Hvornår og hvordan holdes ferie i en opsigelsesperiode?

    I en opsigelsesperiode har du som udgangspunkt samme mulighed for at holde ferie som i løbet af ansættelsesforholdet. Hvis der ikke allerede er aftalt ferie har din arbejdsgiver mulighed for at varsle ferie afholdt med 3 måneders varsel for hovedferiens vedkommende og 1 måneds varsel for restferiens vedkommende. Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at en fritstilling sidestilles med et varsel fra arbejdsgiveren om at mest muligt ferie anses for afholdt. Opsiges du således med 6 måneders varsel, og bliver du efter 2 måneder fritstillet, så anses du for i de resterende 4 måneder at have afholdt al ferie for det pågældende ferieår.

    Hvis der før din opsigelse var fastlagt ferie til et tidspunkt, der nu viser sig at ligge i opsigelsesperioden, skal denne ferie holdes som planlagt. Du har dog mulighed for at protestere imod afholdelse af de 3 ugers hovedferie ("sommerferien"), hvis der er mindre end 3 måneder og 18 dage til opsigelsesvarslets udløb. Hvis du fx i april måned har fastlagt 3 ugers sommerferie i juli måned, og herefter den 15. juni opsiges med 3 måneders varsel til fratræden 30. september, så er du ikke forpligtet til at holde de planlagte 3 ugers ferie.

    Senest den 7. i den anden måned efter du er fratrådt (i ovenstående eksempel den 7. november) skal arbejdsgiver afregne feriegodtgørelse med 12,5 % af den ferieberettigede løn for den del af ferien, som er optjent men ikke afholdt ved fratræden.

    Var denne artikel nyttig?