Hvordan forebygger du at der kommer fugtskader?
Luft ud i boligen!
Sidst opdateret: Mandag, 3. december 2012 - 13:59 / ida
Dit forsikringsselskab ved hvor skaderne opstår – du kan være med til at forebygge skader.
Boliger af nyere dato er i dag så velisolerede, at den fugt der kommer fra madlavning, badning, vask, udånding og temperatursvingninger, ikke kan slippe væk af sig selv. Derved bliver luften i boligen for fugtig, og fjernes fugten ikke ved grundige udluftninger nogle gange om dagen, eller ved at der er gode ventilatorer i daglig brug, kan der opstå fugtskader.
Et sikkert tegn på, at luften i boligen er for fugtig, er store mængder dug på indersiden af vinduerne.
Udluftning
Det kan være fristende at lade være med at lufte ud for at undgå at bruge energi til opvarmningen af den friske, kolde luft, men det vil på længere sigt være en dårlig forretning, og direkte skadeligt for din bolig. Opvarmningen af rimelige mængder frisk luft koster ikke de store summer, i forhold til hvad det vil koste at udbedre/reparere fugtskader, som kan blive en bekostelig affære. Sådanne skader kan hurtigt udvikle sig til råd og svampeskader.
Følgende 7 råd kan forebygge problemer med fugt i boligen:
- Foretag grundig aftørring af vinduer så ofte som muligt
- Luft ud ved at skabe gennemtræk nogle gange i løbet af dagen, dog højst 5 til 10 minutter ad gangen, for at undgå afkøling af vægge, gulve og møbler
- Tilstop aldrig aftræksåbninger eller udluftningsventiler
- Undgå at der kommer for meget vanddamp i køkken og badeværelse og luft godt ud efter madlavning og badning
- Læg låg på gryder under madlavningen, så kommer der ikke så megen fugt i køkkenet, og brug en emhætte/emfang til at opsuge damp fra madlavningen
- Tør ikke tøj i boligens opholdsrum. Benyt bryggers eller baderum og sørg for god udluftning i disse rum
- Lad ikke soverum være helt uopvarmede, det samme gælder ubenyttede rum