IDAs historie

Indholdsfortegnelse:

• Samarbejde mellem DIF og I-S frem mod fusion
• Grundlag for integration af Ingeniør-Sammenslutningen og Dansk Ingeniørforening
• Fusionen pr. 1.1. 1995 blev fulgt op af nye strukturovervejelser (fase 1)
• Fase 2-gruppen 30. september 1998 - 31. marts 1999
• IDAs nye struktur
• Den nye struktur og IDAs visioner
• Vision 2011
• Vision 2020
• Formænd under fusionsprocessen
• Formænd for IDA

Fusionsprocessen, der førte til dannelsen af IDA

Den 1. januar 1995 blev Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, etableret ved en fusion mellem de to hidtidige ingeniørforeninger Dansk Ingeniørforening, DIF, og Ingeniør-Sammenslutningen, I-S. Forud for denne fusion var gået en lang proces, hvorfra de væsentligste elementer er beskrevet i det følgende.

Det nye IDA startede 1. januar 1995, men der gik ikke lang tid, før de centrale parlamentarikere blev enige om en proces, der skulle resultere i visioner og en mission for IDA, samt hvilke opgaver IDA skulle løse i fremtiden. Processen blev opdelt i to faser over tre år, og førte frem til dannelse af en enhedsforeningen med virkning fra 1. januar 2001 – stort set i det organisatoriske set up, som kan ses på IDAs hjemmeside i dag.

Nedenfor gives et kort historisk overblik over de to hidtidige ingeniørforeninger DIF og I-S.

Dansk Ingeniørforening, DIF

DIF blev oprettet i 1892 som forening for kandidater med uddannelse fra Den polytekniske Læreanstalt. I 1933 indføres betegnelsen ”civilingeniør” for disse kandidater med en ingeniøruddannelse af mindst 5 års varighed.

I 1950’erne var der mangel på teknikere, og for at afhjælpe dette problem blev der etableret en ny ”teoretisk” ingeniøruddannelse af 3½ års varighed. Disse ingeniører fik betegnelsen ”akademiingeniør”, og de blev optaget i DIF. De første akademiingeniører blev uddannet i 1961.

Ingeniør-Sammenslutningen, I-S

Grundlaget for det senere I-S blev skabt i 1895 med stiftelsen af ”Konstruktørforeningen”. ”Konstruktør” var en erhvervsbetegnelse og ikke en uddannelsesmæssig titel. Medlemmerne var primært personer, der havde erhvervet en uddannelse over 3 halvår fra Det Tekniske Selskabs Skole i København.

I 1905 etableredes det første danske ”teknikum”, Odense Maskin Teknikum, og dimittender herfra stiftede i 1917 deres egen organisation ”Foreningen af Elektro- og Maskinbygnings-Ingeniører”, EMI. I årene efter 1905 blev der etableret en række teknika, som uddannede ”teknikumingeniører”, der fik en teoretisk overbygning på en praktisk håndværksmæssig uddannelse. I 1918 etableredes ”Bygnings-Teknikum-Ingeniørforeningen”, BTI, for dimittender fra Horsens Teknikum.

I 1937 blev de tre nævnte foreninger samlet i ”Ingeniør-Sammenslutningen”, I-S som fælles forening for dimittender fra teknika.

Samarbejde mellem DIF og I-S frem mod fusion

Igennem mange år var der både samarbejde og modstrid mellem de to ingeniørforeninger. Helt tilbage i 30’erne var der stridigheder om ingeniørtitlerne, som fortsatte, indtil Højesteret afsagde en dom i 1958, som gav I-S medhold i, at teknikumingeniører også kunne benytte f.eks. betegnelsen maskiningeniør.

Senere var der mere i større eller mindre grad samarbejde om udvikling af ingeniøruddannelserne, bl.a. i relation til etablering af akademiingeniøruddannelsen og opgradering af teknikumingeniøruddannelsen. Efterhånden blev teknikumingeniøruddannelsen tilpasset, så den tog højde for, at et stigende antal studerende blev optaget på baggrund af en studentereksamen og uden en forudgående håndværksmæssig uddannelse.

I 1960 blev DIF medlem af FEANI, der var stiftet nogle år tidligere af ingeniørorganisationer i en række europæiske lande. I-S ville også gerne optages i FEANI, men ifølge FEANI’s regler kunne det kun ske, hvis DIF kunne godkende det, og hvis der blev etableret en dansk FEANI-national-komité. Det skete først i 1969.

I begyndelsen af 70’erne kom der mere gang i samarbejdet mellem DIF og I-S. Det førte i 1975 til en sammenlægning af de to foreningers medlemsblade til det fælles ”Ingeniøren”. Ligeledes blev Privatsektorens Fællesudvalg, PFU, etableret som et fælles udvalg med eget sekretariat, der skulle tage sig af overenskomster og løn- og ansættelsesforhold i de større private virksomheder, hvor ingeniørerne dannede virksomhedsgrupper - VG. Det var specielt i den VG-dækkede del af den private sektor, der oplevede ingeniører som strejkede for bedre løn- og ansættelsesvilkår i perioden 1977-1984.

Fra 1975 kunne DIF-medlemmer også optages i Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, IAK, som I-S havde oprettet et par år tidligere. I 1975 etableredes endvidere en fælles efteruddannelsesorganisation, Danske Ingeniørers Efteruddannelse, DIEU.

Det tættere samarbejde mellem DIF og I-S førte også til forslag om fusion af foreningerne. Forslaget kom til afstemning blandt de to foreningers medlemmer i 1976. I I-S var der 93,6 %, der stemte for, mens der i DIF kun var 48,5 %, der stemte for. I DIF skulle der være 60 %, der sagde ja, for at forslaget kunne vedtages.

I de følgende år arbejdede I-S videre med en tilnærmelse til DIF. I 1978 blev I-S optaget i Akademikernes Centralorganisation, AC, hvor I-S blev den største enkeltorganisation. Det lykkedes i 1981 at få opgraderet teknikumingeniøruddannelsen i FEANI-systemet, så teknikumingeniører, der var uddannet efter 1967, blev vurderet på samme niveau som akademiingeniører.

Forslag om at fusionere DIF og I-S kom op igen midt i 80’erne; denne gang initieret af de yngre medlemmer i de 2 foreninger. Der blev udarbejdet et fusionsgrundlag, der i 1987 blev udsendt til vejledende afstemning i DIF og I-S. Igen var der stort flertal for en fusion i I-S, hvor 89,4 % stemte for. Der var også flertal for fusion i DIF, men der var kun 58,7 %, der stemte for, og 35,1 % stemte imod. På denne baggrund valgte DIF endnu engang at udsætte fusionsarbejdet.

Det gjorde ikke fusionsarbejdet lettere, at DIF i 1984 fik en ny struktur med et selvstændigt ”Ingeniørforbundet”, IF, og en tilsvarende selvstændig delforening for ledende og selvstændige ingeniører, LING. Grundlaget for denne nye struktur udsprang af, at DIF var med i en mulig konflikt i offentlige sektor i 1981 via AC-overenskomstforhandlingerne, og at en række VG’er i den private sektor etablerede strejker, som alle DIF-medlemmer skulle være med til at betale med et ekstraordinært strejkekontingent.

I 1991 fik I-S også ny struktur, som stort set matchede strukturen i DIF, bl.a. med etableringen af ”Teknikumingeniørernes Forbund”, TIF, og med en delforening for ledere og selvstændige, SALT. Det gjorde samarbejdet mellem foreningerne lettere, hvilket bl.a. gav sig udslag i et tæt samarbejde mellem IF og TIF. Drøftelser om at flytte de to foreninger til et fælles domicil tog sin begyndelse.

Det var formentlig ingeniøruddannelserne, der blev udslagsgivende for fusionen i 1995. I 1992 var man i Undervisningsministeriet nået frem til, at tre ingeniøruddannelser var for mange, og man fremlagde forslag om at sammenlægge akademiingeniøruddannelsen og teknikumingeniøruddannelsen. Efter nogle forhandlinger nåede DIF og I-S frem til en fælles indstilling om ”én kort og én lang” ingeniøruddannelse, og i 1993 blev de første studerende optaget på den nye ”diplomingeniøruddannelse”. Det efterlod et åbent spørgsmål om hvilken forening, der skulle optage de nye diplomingeniører. Det blev som bekendt ikke aktuelt at placere foreningstilhøret, fordi fusionen kom, før de første kandidater blev færdige som diplomingeniører.

Grundlag for integration af Ingeniør-Sammenslutningen og Dansk Ingeniørforening

Fra 1993 blev der sat turbo på ”integrations”-drøftelserne mellem DIF og I-S. Forud for afstemningen om ”integration” af de to foreninger havde en såkaldt integrationskommission udarbejdet et dokument på 8 A3-sider, der var udsendt til medlemmerne som indstik i Ingeniøren. Dokumentet forholdt sig bl.a. til spørgsmål som:

• Fordele og ulemper ved sammenlægning af de to foreninger
• Foreningens formål og hovedopgaver
• Medlemsgrundlaget
• Medlemsrettigheder og -pligter
• Foreningens hovedstruktur, herunder organisering af Hovedforening og delforeninger
• Økonomi og kontingent
• Det fagtekniske og det regionale arbejde
• Medlemskab af AC

I 1994 godkendte medlemmerne af de to foreninger fusionen. I I-S var der 93,8 %, der stemte for, og i DIF var der denne gang 62,6 % af medlemmerne, der stemte ja til fusionen. Ja-stemmerne udgjorde 31,3 % af alle stemmeberettigede i DIF, og dermed havde medlemmerne godkendt, at fusionen kunne gennemføres med virkning fra 1. januar 1995. Ole Schiøth blev IDAs første formand.

Der var store juridiske udfordringer ved fusionen

I-S og DIF var juridisk opbygget på forskellig måde. I-S var én juridisk person. DIF bestod af tre selvstændige juridiske personer. Sammenlægningen resulterede i etableringen af Ingeniørforeningen i Danmark bestående af Hovedforeningen (IDA) samt to autonome delforeninger Ingeniørforbundet i Danmark (Forbundet) og Ledende og Selvstændige Ingeniører (L.S.I.). Hovedforeningen og de to delforeninger havde hver deres bestyrelse. De kom i spil igen i fase 1 arbejdet med IDAs visioner og i den såkaldte fase 2-gruppe (se nedenfor).

De tre foreninger var tre selvstændige juridiske personer og skattesubjekter. IDA var en såkaldt brancheforening, mens Forbundet og L.S.I. var såkaldte arbejdsmarkedssammenslutninger.

Begrundelserne for en fusion

Begrundelserne for fusionen mellem de to hidtidige foreninger er nærmere beskrevet i et fællesdokument. Det fremgår blandt andet heraf følgende:

• Ingeniørerne kunne ved at være samlet i én forening optræde med større styrke udadtil. Det gjaldt på en række områder, hvor hver forening brugte store ressourcer i uddannelses-, efteruddannelses-, erhvervs- og teknologipolitiske spørgsmål, samt i internationale spørgsmål. Der blev lagt vægt på, dels at en fusioneret forening repræsenterer dobbelt så mange medlemmer, dels at de synspunkter man ønskede at gøre gældende på ingeniørgruppernes vegne, kunne fremføres som ét synspunkt og ikke med risiko for, at de to foreninger udtalte sig med principielt forskellige synspunkter.
• Én forening ville styrke det fællesskab, ingeniørerne allerede havde på danske arbejdspladser.
• Der ville generelt kunne ske en effektivisering af ressourceindsatsen i én forening. Større støtte til den enkelte aktivitet, når fælles kræfter samles ét sted. Forventet bedre kvalitet i de opgaver, der skulle løses, samtidig med at der kunne ske en reduktion i kontingentet på 5-10 % eller en tilsvarende aktivitetsforøgelse. Ved en sammenlægning kunne de ressourcer, der blev anvendt internt på dette samarbejde, nyttiggøres mere direkte til udadvendte aktiviteter over for medlemmer og samfund.
• Tilbuddet til medlemmerne kunne forbedres væsentligt på det fagtekniske og ikke mindst på det regionale område. Der blev for eksempel talt om, at der kunne gennemføres større og mere professionelle aktiviteter i provinsen, når medlemstætheden blev større, og når der derved blev bedre mulighed for lokal betjening fra regionale sekretariater. (I dag sker det fra Odense, Aarhus og Aalborg).
• Ingeniøridentiteten blev klarere udadtil, når alle ingeniører var medlem af én forening. Omverdenen havde svært ved at skelne mellem de daværende tre ingeniøruddannelser. Med den vedtagne ændring, hvor de to ”korte” uddannelser blev lagt sammen til én uddannelse ville adskillelsen af de to daværende ingeniørforeninger ikke kunne opretholdes.

Model for fusionen 1. januar 1995 og dens gennemførelse

Sammenlægningen af I-S og DIF og etableringen af IDA, Forbundet og L.S.I. blev gennemført i følgende led:

Dansk Ingeniørforening (Hovedforeningen) fusioneres med Ingeniør-Sammenslutningen til en ny brancheforening, som på fusionstidspunktet qua I-S's hidtidige opbygning tillige ville rumme TIF og SALT. TIF og SALT udskilles herefter med dertil hørende aktiver og passiver fra den fortsættende forening og sammenlægges med henholdsvis IF og LING. Fusionen af DIF (Hovedforeningen) og I-S skete som en uægte fusion derved, at I-S blev den fortsættende forening. Fusionen blev gennemført ved, at DIF uden likvidation blev opløst ved overdragelse af foreningens aktiver og gæld som helhed, herunder rettigheder og forpligtelser, til I-S. Ingeniør-Sammenslutningens ændring af navn til Ingeniørforeningen i Danmark samt andre vedtægtsændringer er nærmere omtalt i fusionsaftalen underskrevet 2. januar 1995. Pr. fusionsdagen den 1. januar 1995 ændrede IF og LING navn til henholdsvis Ingeniørforbundet i Danmark og Ledende og Selvstændige Ingeniører. For de to delforeninger er udarbejdet detaljerede fusionsaftaler.

Fusionen pr. 1.1. 1995 blev fulgt op af nye strukturovervejelser (fase 1)

IDA fik i samarbejde med IAK i september 1996 udarbejdet en rapport af Institut for Fremtidsforskning ved navn ”Danske ingeniører mellem Skylla og Karybdis”. Rapportens formål var at få startet en medlemsdebat om ingeniørernes fremtid og få lagt en langsigtet strategi for IDAs fremtidige indsatsområder. Rapporten beskriver de udfordringer og muligheder, ingeniørerne ville stå over for i de kommende 10 år (1996-2006). På den baggrund blev der givet et bud på, hvor der skulle sættes ind i forhold til ingeniørernes kvalifikationer, kompetence- og karrieremuligheder.

I rapporten beskrives fire udviklingstendenser og scenarier for hele ingeniørstanden i samfundet frem mod 2006:

• Det grønne samfund
• Servicesamfundet
• Det højteknologiske samfund
• Det regionaliserede og uforudsigelige samfund.

Rapportens analyser dannede grundlag for det videre arbejde og indgik i ”Strategi for IDA 1997-2001 - Debatoplæg” fra marts 1997, som indeholdt udkast til strategiske mål og handlingsmuligheder for foreningen i den kommende 5-års-periode.

Debatoplægget beskriver bl.a. den konsensuskultur, der i høj grad prægede foreningen. En kultur, hvor alle udvalg og bestyrelser helst skulle være enige. Det forhold medvirkede til, at IDA kun med vanskelighed nåede ud til sine medlemmer og offentligheden, og derfor havde svært ved at markere foreningen.

I marts/april 1997 gennemførte Ingeniørforbundet sin medlemsundersøgelse, der skulle belyse medlemmernes holdninger til arbejde, ingeniørstanden, faglig organisering og familieliv. Formålet med undersøgelsen var at give IDAs mange bestyrelser og udvalg et bedre beslutningsgrundlag i form af en viden om medlemmernes aktuelle og latente behov og holdning til IDA.

I efteråret 1997 nedsatte de tre bestyrelser i IDA en fælles arbejdsgruppe (Fase 1-gruppen) med det formål:

• At udarbejde et forslag til målsætning og idégrundlag for IDA, samt forslag til hvilke opgaver IDA skulle løse i fremtiden.

Derudover skulle arbejdsgruppen inddrage de udfordringer og usikkerheder, som IDA ville stå over for i et 5-10-årigt perspektiv. Arbejdsgruppen skulle inddrage resultaterne af de forudgående tre medlemsundersøgelser.

Fase 1-arbejdsgruppens resultater mundede ud i rapporten ”Ingeniørforeningen i Danmark – Visioner”, som blev sendt videre til de kompetente forsamlinger med en række indstillinger til de fire visioner, som igen indeholdt i alt 44 målsætninger. For hver vision blev de opstillede målsætninger rangordnet efter svar fra hhv. medlemmer, parlamentarikere og ansatte i IDA.

De fire visioner(se nedenfor) og 10 højest rangerede målsætninger dannede grundlaget for fase 2-gruppens kommissorium.

Fase 2-gruppen 30. september 1998 - 31. marts 1999

Fase 2-arbejdsgruppen blev nedsat af de tre bestyrelser i IDA med det formål at komme med forslag til, hvordan IDA fremover skulle organiseres for at kunne løse sine opgaver bedste muligt.

Per Ole Front blev valgt som formand for fase 2-gruppen; primært fordi han havde været formand for vedtægtsudvalget under fusionen med ansvar for udformning af IDAs love og vedtægter. Per Ole Front blev efterfølgende valgt som formand for IDA og fik æren for opbygningen af et nyt IDA og derved, at få enhedsforeningen IDA til at fungere politisk og administrativt.

Nedenfor gennemgås en række af de principper, som fase 2-gruppen i 1999 lagde til grund for sit forslag til ny struktur. Principper som langt hen ad vejen er gældende her mere end 10 år efter.

Citat:

"Det er gruppens udgangspunkt, at IDA bør være en enhedsforening. Der er ikke fundet argumenter for, at ca. 50.000 ingeniører som udgangspunkt skal organiseres på en anden måde, hvis resultatet skal være en forening, med den opgave at løse medlemmernes forskelligartede behov ud fra almindelige principper om produktivitet, effektivitet og sparsommelighed.

De hovedopgaver IDAs organisation skal kunne rumme og varetage, er med dette udgangspunkt medlemmernes behov for:

Faglige udvikling og kompetenceopbygning Sikring af ansættelsesvilkår både individuelt og som gruppe Markering af professionsinteresser omkring uddannelse og teknologipolitik samt Markering af standpunkter i den samfundsmæssige debat om teknologi.

Med dette udgangspunkt er det vurderet, om de enkelte elementer i den nuværende struktur kan placeres i en enhedsforening eventuelt med justeringer, eller om det er nødvendigt med særlige knopskydninger.

Enkelhed

Medlemmer, politikere og ansatte skal kunne gennemskue og forstå strukturen.

Entydighed

Fordelingen af ansvar og opgaver på det administrative henholdsvis det politiske niveau skal være entydig. Der skal skabes et reelt indhold i de politiske poster med en væsentlig kompetence og et tilsvarende væsentligt ansvar. Det er gruppens opfattelse, at entydighed er en væsentlig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning for at tiltrække engagerede og kvalificerede medlemmer til at søge valg til de styrende organer.

Fagteknisk og regionalt arbejde er medlemsbaserede aktiviteter

Områderne er en støtte til de aktiviteter, der både indholdsmæssigt og praktisk er båret af medlemmernes engagement og faglige interesser. En understøttelse af disse aktiviteter ses som hørende til IDAs kerneaktiviteter.

De to områder er faglige og sociale tilbud til medlemmerne organiseret vertikalt (fagtekniske selskaber) og horisontalt (regioner og afdelinger).

Disse basale tilbud findes i det omfang, der er ingeniører, der frivilligt skaber aktiviteter for deres kollegaer. Der bør indføres en kvalitetssikring, men som udgangspunkt løses opgaven tilfredsstillende, jf. det nuværende aktivitetsniveau (1998).

Fagtekniske selskaber, afdelingerne osv. er “selvkørende”. Fra centralt hold er der alene behov for fastsættelse af rammer og spilleregler samt en nødvendig administrativ bistand.

I forhold til de fagtekniske og regionale aktiviteter er der ikke nogen mening i, at der etableres overbygninger i deres eget regi, som skal fastsætte spilleregler, normer eller fordele ressourcer. Disse opgaver tilkommer det repræsentantskab og hovedbestyrelse at løse.

Der bør fortsat kunne arrangeres årlige konferencer o.l., hvor der kan ske udveksling af ideer og erfaringer mellem de enkelte selskaber og regioner. Koordinering af aktiviteter kan f.eks. sikres via it-medier (videokonferencer) og en administrativ støtte til mødeplanlægning, medlemsregistrering m.v.

LSI

Hvis IDA skal rumme alle ingeniører uanset deres professionelle virke, må der til en vis grad tages højde for de naturlige interessemodsætninger, der udspringer heraf. Samtidig skal det forhindres, at strukturen indrettes mere kunstigt end højst nødvendigt. Internt i foreningen må der ske en nedtoning af de mange forhold, der mere eller mindre berettiget betragtes som interessemodsætninger.

Udviklingen siden fusionen betyder som udgangspunkt en ny rollefordeling mellem Hovedforeningen på den ene side og LSI og IF på den anden side. Populært sagt æder den ene side sig ind på den anden sides område og vice versa. Der er kun få områder tilbage, som “parterne kan have i fred”.

På alle områder, hvor der formuleres en politik, må denne dække hele foreningen. Det gælder f.eks. politikområderne: erhverv, uddannelse, forskning og arbejdsmarked.

Hvis denne erkendelse føres ud i livet, vil LSI’s opgave alene være individuel rådgivning til medlemmerne om løn- og ansættelsesforhold.

Da en professionel, administrativ afdeling i enhedsforeningens regi kan håndtere denne type rådgivning, hvad enten et medlem kommer fra det nuværende LSI eller forbund, er der ikke længere behov for et selvstændigt LSI.

Kollektive aftaler m.v. som et selvstændigt område

Det er gruppens forslag, at forbundsområdet ligeledes varetages inden for rammerne af en enhedsforening.

Der må i strukturen tages højde for de interessemodsætninger omkring ansættelsesvilkår, løn og faglig integritet, der findes mellem ansatte og topledere/selvstændige. Det ligger i selve arbejdets organisering, at der kan opstå sådanne interessemodsætninger. Disse kan findes i forhold til kollektive og individuelle aftaleforhold. Det kan være godkendelse af kollektive aftaler og overenskomster samt konfliktsituationer på en arbejdsplads.

Fase 2-gruppen finder, at der kan tages højde for dette ved inden for foreningen at udskille disse funktioner som selvstændige områder. Den enkeltes ytringsfrihed og mulighed for en kvalificeret erhvervsudøvelse skal sikres.

Disse interessemodsætninger kan på nogle måder afspejle sig i foreningens øvrige aktiviteter. Det er derfor væsentligt at få etableret en operationel afgrænsning af, hvilke medlemmer der tilhører aftaleområdet. Denne afgrænsning skal opleves af medlemmerne som rimelig i forhold til ansættelse og jobfunktion. Det kan dog i første omgang være hensigtsmæssigt at lade afgrænsningen følge de retningslinjer, der gælder nu, jf. de eksisterende vedtægter. Justeringer kan vise sig påkrævede og må forventes i fremtiden, men bør som hovedregel være bestemt af objektive kriterier ved ansættelsesforholdet.

Ét valg

Gruppen er enig om, at skriftlige landsdækkende valg vil være det mest demokratiske, fordi det giver den højeste valgdeltagelse sammenlignet med andre modeller. En ny struktur vil utvivlsomt stimulere interessen.

En enhedsforening vil betyde, at der kun skal holdes ét valg. Hvis der samtidig sker en styrkelse af det politiske indhold i repræsentantskab, hovedbestyrelse m.fl., vil det utvivlsomt betyde en skærpet politisk konkurrence og en større opmærksomhed fra medlemmernes side.

Valgperioden bør efter gruppens opfattelse være 3 år. I dag (1999) går der op i mod et halvt år, før hovedbestyrelse m.v. er fuldt funktionsduelig. Dels er der en vis politisk stilstand under valgforberedelserne og valghandlingerne, dels er perioden fra valget og frem til sommerferien for kort til, at en ny hovedbestyrelse har tid eller mulighed for andet end de praktiske opgaver. Det efterlader kun ca. 1½ år, svarende til 10-12 møder til det egentlige arbejde.

En længere valgperiode vil skærpe deltagerinteressen yderligere. Den giver mulighed for at reelt at føre en politik. Herved bliver parlamentarikernes ansvar mere synligt, og resultaterne af politikkerne derfor lettere at vurdere.

Ét kontingent

Set fra medlemmernes side er der ligestilling med hensyn til at modtage rådgivning, deltage i arrangementer osv. Udgangspunktet må derfor også være ens kontingent for alle. Dog bortset fra evt. bidrag til konfliktfonden, der kan betales af de til aftaleområdet hørende medlemmer.

Differentiering af kontingentet kan ske og sker efter mange kriterier. Det forekommer “uetisk” og i modstrid med foreningens formål, at man kan fravælge dele af foreningens samlede ydelsesmuligheder for at “slippe” for en del af kontingentet. De, der kun læser Ingeniøren, kunne derfor med rette fordre en kraftig kontingentnedsættelse. Netop frivilligheden med hensyn til at være medlem og de brede muligheder for at få “gavn” af medlemskabet tilsiger ét kontingent som udgangspunkt.

Den eneste situation, hvor man kan overveje at differentiere kontingentet, er for medlemmer i udlandet, der kan betale mindre, da de ikke har samme objektive mulighed for at ”trække” på foreningens service.

Der vil dog være et område, som skal være undtaget fra enhedskontingentet. Det er det særlige kontingent, som medlemmerne omfattet af aftaler med mulighed for konfliktdeltagelse, kan blive pålagt at betale til en strejkefond eller som direkte konfliktkontingent.

Én administration

Det er evident, at flere af hinanden uafhængige og til tider konkurrerende administrationer uden en overordnet ledelse ikke kan være optimal, hvis administrationen skal være effektiv. Der bliver også skabt forskellige kulturer, som er med til at forstærke dette billede.

For de ansatte er det vanskeligt at finde ud af, hvor loyaliteten skal ligge. Det giver usikkerhed og nedsat produktivitet, bl.a. fordi der skal koordineres og udarbejdes interne notater i større omfang end ved en enhedsadministration.

IDA skal være foreningen for ingeniører

Gruppen har ikke i sine strukturovervejelser vurderet forskellige scenarier for IDA’s fremtid, da det ligger uden for kommissoriet. Men IDA skal i sin fremtidige virksomhed og arbejde være opmærksom på, at ingeniørerne ikke er alene om den teknologiske udvikling. En lang række andre faggrupper på arbejdsmarkedet bidrager til teknologiudviklingen.

Udgangspunktet for afgrænsningen af medlemskredsen er, at IDA er en dimittendforening for dem, der har taget en uddannelse på en af de godkendte ingeniøruddannelsesinstitutioner.

Fase 2-gruppen er opmærksom på, at det ikke kun er ingeniøruddannede, der er beskæftiget med ingeniørarbejde.

Det er nødvendigt at justere medlemsgrundlaget i takt med etableringen af nye uddannelser, der retter sig mod beskæftigelse inden for det ingeniørmæssige område og udviklingen på arbejdsmarkedet. Grænseproblematikken med hensyn til andre uddannelser og et arbejdsmarked, hvor andre kan substituere ingeniører, betyder, at kriterierne for optagelse af medlemmer bør være åbne, og at IDAs medlemskreds i voksende omfang vil omfatte personer med andet end en ingeniøruddannelse.

Allerede i dag sker der en løbende justering af medlemsgrundlaget, og der er f.eks. inden for det fagtekniske område givet mulighed for, at ikke-medlem­mer kan udnytte IDA’s tilbud.

Gruppen har ikke nøjere vurderet løsninger, hvor IDA markant udvider medlemsgrundlaget eller indgår mere formelle samarbejder med andre organisationer. Det kunne f.eks. være samarbejde med Teknisk Landsforbund eller CO Industri, eller en direkte sammenlægning med andre akademiske foreninger.

IDA skal fortsat bygge på en stor frivillig indsats

Foreningen skal fortsat bygge på en stor frivillig indsats fra medlemmerne. Det er en af IDAs væsentligste styrker. Der dannes stærke netværk mellem ingeniører med samme interesser, netværk der fungerer både i foreningen og udenfor.

Netop frivilligheden og netværkene markerer, at det er en forening, hvor medlemmerne har væsentlig indflydelse på, hvilke opgaver foreningen løser og hvordan.

IDAs nye struktur

Gruppens forslag til ny struktur indebærer en stærk forenkling af IDAs struktur. Den politiske struktur i gruppens forslag består af følgende få elementer:

• Repræsentantskab
• Hovedbestyrelse inkl. forretningsudvalg og politikformulerende udvalg
• Udvalg for aftaler og ansættelsesforhold (aftaleudvalget) (i dag Ansattes Råd)
• Udvalg for medlemsaktiviteter og -tilbud (medlemsudvalget) (i dag opdelt i hhv. Koordineringsudvalget Regioner, KUR og Selskabernes Koordineringsudvalg, SKU).

Det forudsættes, at der sker en tilsvarende forenkling af den administrative organisation.

Fase 2-gruppen forudsætter, at de hidtidige forbundsafdelinger, de fagtekniske selskaber, regioner og afdelinger, foreningsselskaber og tilsluttede foreninger og komiteer fortsætter som selv­organiserede enheder. Græsrodsarbejdet, som kommer til udtryk på disse områder, er IDAs klare styrke.

Derfor er det vigtigt at bevare støtten og opbakningen til disse områder. Og der skal i forhold til områdernes opgaver og aktiviteter være delegeret mindst lige så meget kom­petence som i dag. Den organisatoriske støtte til disse områder bør foregå ved, at der i mindst muligt omfang udstikkes regler og retningslinjer ovenfra.

Den følgende beskrivelse vil være koncentreret om IDA’s centrale politiske og administrative organisation. Beskrivelserne går ikke yderligere ind på regler for de enkelte selvorganiserede enheder. Disse bør heller ikke være reguleret i IDAs vedtægter bortset fra nogle generelle retningslinjer for deres tilknytning til IDA.

Repræsentantskab

IDAs overordnede ledelse er et repræsentantskab, der vælges ved direkte skriftlige listevalg i regioner af alle IDA’s medlemmer.

Repræsentantskabet vælges for 3 år ad gangen.

Repræsentantskabet holder to ordinære møder om året.

Valget foreslås at foregå i regioner som nu, så Repræsentantskabet afspejler medlemskredsen geografisk. Færre regioner end nu vil stadig sikre en geografisk spredning af de valgte parlamentarikere. Dels fordi antallet af tillægsmandater kan reduceres, dels fordi kun de større lister vil opnå valg af repræsentanter i de mindre regioner.

Ved fusionen blev antallet af repræsentanter fastlagt til 51 inkl. formanden. Det var indstillingen dengang, at størrelsen efter indkøringen af den nye struktur skulle reduceres yderligere. Med den foreslåede struktur vil der imidlertid være flere opgaver og poster for repræsentantskabsmedlemmerne at varetage. Derfor foreslår gruppen et repræsentantskab på i alt 61 medlemmer.

Repræsentantskabet skal bl.a.:

• Vælge medlemmer til Hovedbestyrelsen
• Vælge en formand
• Vælge to næstformænd, der samtidig er fødte formænd for de to faste udvalg, Aftaleudvalget og Medlemsudvalget
• Vælge medlemmer til de to faste udvalg
• Fastsætte kontingentet til IDA og beslutte budgettet med en overordnet ressourcefordeling mellem de forskellige aktiviteter i IDA
• Beslutte, hvem der kan være medlem af IDA (ændringer af medlemsgrundlaget)
• Foretage medlemsafgrænsninger, dvs. beslutte, hvilke medlemmer der er valgbare til aftaleudvalget. Disse medlemmer skal følge og respektere dette udvalgs beslutninger
• Beslutte oprettelse/nedlæggelse af domiciler og placeringen af domiciler (regionskontorer).

Der har været enighed i gruppen om, at formanden skal kunne vælges uden for Repræsentantskabets kreds. Der har også været enighed om, at det i praksis vil være hensigtsmæssigt, at størsteparten af medlemmerne af Hovedbestyrelsen og de to udvalg er medlemmer af Repræsentantskabet. Men for at muliggøre inddragelse af personer uden for Repræsentantskabets kreds har gruppen valgt at undlade at gøre dette til en betingelse.

Ved valg til Udvalget for aftaler og ansættelsesforhold har kun de medlemmer af repræsentantskabet, der er medlem af aftaleområdet, stemmeret og er valgbare.

Hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen består af formanden, de to næstformand samt yderligere otte medlemmer. Hovedbestyrelsens formand har i afstemninger afgørende stemme, hvis der er stemmelighed.

Hovedbestyrelsen varetager foreningens ledelse under ansvar over for repræsentantskabet.

Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov, herunder politikformulerende udvalg, der skal have mindst én repræsentant fra Hovedbestyrelsen. Formanden og de to næstformænd udgør et Forretningsudvalg, der har kompetence til at løse opgaver af hastende karakter.

Hovedbestyrelsen skal have det samlede ansvar i det daglige for alle foreningens aktiviteter. Dog skal kompetencen vedr. aftalespørgsmål tillægges Udvalget for aftaler og ansættelsesforhold.

Hovedbestyrelsen skal bl.a.

• Vedtage foreningens politik på relevante områder efter behov
• Nedsætte politikformulerende udvalg
• Udpege repræsentanter til eksterne udvalg m.v.
• Udarbejde budgetforslag
• Godkende selskaber og tilsluttede foreninger og komiteer
• Godkende rammerne for den administrative struktur

Hovedbestyrelsen skal sikre, at administrationen kan varetage vejledning og rådgivning om arbejdsmarkedsforhold til de medlemmer, der står uden for aftaleområdet.

De politikformulerende udvalg bør i deres arbejde dække områder som uddannelse, arbejdsmarked, ligestilling, miljø, arbejdsmiljø, erhverv og forskning samt medlemsforhold.

Administrativ struktur

Det er afgørende for en effektiv administration og effektiv betjening af det politiske system, at der etableres en enhedsadministration med en administrerende direktør, og at administrationen ikke er delt i forhold til det politiske system. Kun herved kan dobbeltfunktioner undgås.

Direktøren er ansvarlig over for formanden. Direktøren ansættes og afskediges af Hovedbestyrelsen. Direktøren tilrettelægger administrationen, så de opgaver, der er angivet i budgettet eller besluttet af Hovedbestyrelse og de faste to udvalg, gennemføres inden for den fastsatte økonomi og evt. fastsatte tidsterminer.

Budgettet bør derfor tilrettelægges efter principperne for mål- og rammestyring.

Som minimum skal der dog oprettes en afdeling for aftaler og en afdeling for medlemsaktiviteter og tilbud. Afdelingerne ledes af hver sin afdelingschef og sekreta­riatsbetjener de to udvalg og refererer i spørgsmål, der henhører under udvalgene, til udvalgenes formænd. Afdelingscheferne ansættes af aftaleudvalget henholdsvis medlemsudvalget efter indstilling fra direktøren.

Det er op til direktøren at afgøre, hvor medarbejdere og administrative opgaver placeres i landet. Det er gruppens opfattelse, at det ikke nødvendigvis er en betingelse for at løse medlemmernes servicebehov, at medarbejderne rent fysisk har arbejdsplads i regionerne.

Det er endvidere gruppens opfattelse, at der skal etableres en udviklingsfunktion.

Gruppen har som udgangspunkt forudsat, at de eksisterende domiciler bevares.

Decentrale enheder

De decentrale enheder omfatter forbundsafdelinger, fagtekniske selskaber, regioner og afdelinger, tilsluttede foreninger og komiteer. Ved udarbejdelsen af vedtægter for IDA bør der tilstræbes en enkel definition af disse enheder og kravene til deres opbygning og relation til IDA.

Gruppen har afholdt sig fra at foreslå en sammenhængende ny struktur for de decentrale enheder, som i høj grad er bygget op af medlemmerne nede fra, og hvor aktiviteterne direkte beror på disse medlemmers indsats. Det forudsættes derfor, at alle valg kan gennemføres som fremmødevalg.

Gruppen forestiller sig, at der ved årlige konferencer el. lign. sker idé- og erfaringsudveksling. For aftaleområdet, dvs. bl.a. de tre forbundsafdelinger, forudsætter gruppen, at der sker en vidtgående delegation, jf. at løn- og ansættelsesforhold i vid udstrækning nu aftales direkte på den enkelte arbejdsplads.

Foreningsselskaber bør vedtægtsmæssigt ligestilles med fagtekniske selskaber. Der er derfor ikke grundlag for at skelne vedtægtsmæssigt mellem disse.

Regioner og afdelinger gøres til IDA-regioner og IDA-afdelinger, der lokalt kan gennemføre aktiviteter inden for IDAs samlede opgavefelt."

Citat slut

Den nye struktur og IDAs visioner

Det var en forudsætning i kommissoriet for fase 2-gruppen, at den nye struktur skulle leve op til indholdet i de fire visioner. Det er derfor naturligt at vurdere den nye struktur i relation til visionerne.

Citat:

Vision 1

IDA skal som interesseorganisation uafhængigt af bevægelser og politiske partier være det attraktive samlingspunkt for alle ingeniører. Med dette udgangspunkt vil IDA skabe en effektiv og tidssvarende forening, som arbejder ud fra medlemmernes interesser og ønsker.

Med den beskrevne struktur vil medlemmernes interesser blive samlet under én ledelse med hensyn til fagteknik, arbejdsmarkedsforhold og socialt kollegialt samvær. IDA vil tiltrække medlemmerne på grundlag af den støtte og de faciliteter, man kan tilbyde medlemmerne.

Man kan deltage i de regionale aktiviteter, melde sig til faggrupper og få varetaget sine løn- og ansættelsesmæssige interesser individuelt, som man ønsker det. Varetagelsen af fælles interesser for grupper af ingeniører både med og uden overenskomster varetages af et særligt udvalg, der sammensættes, så det varetager denne gruppes interesser.

Strukturen er baseret på demokrati og valgfrihed.

Af de målsætninger, der hører til vision 1, og som specielt kan påvirkes positivt af den nye struktur, kan nævnes:

• IDA skal arbejde på en udvikling af medlemsdemokratiet, så IDA's parlamentariske niveau i høj grad afspejler medlemssammensætningen, og IDA skal sikre, at alle får lige mulighed for at deltage i parlamentariske fora.
• IDA skal have en effektiv aktivitets- og økonomistyring, som placerer IDA blandt de mest omkostningsbevidste organisationer i Danmark.

Vision 2

IDA vil gennem aktiviteter i hele landet og gennem en målrettet informations- og kommunikationsindsats bidrage til videnspredning og kompetenceopbygning.

Den nye struktur betyder, at indsatsen for kompetenceopbygning samles. Dette understøttes af, at der i strukturforslaget er en regional organisering og bred medlems­aktivitet.

Af de målsætninger, der hører til vision 2, og som specielt kan påvirkes positivt af den nye struktur, kan nævnes:

• IDA skal muliggøre og understøtte dannelsen af faglige og sociale netværk.
• IDA skal øge deltagelsen i foreningens aktiviteter.

Vision 3

IDA vil arbejde for at udvikle et dynamisk arbejdsmarked med mulighed for udvikling og udfoldelse. IDA vil arbejde for at sikre medlemmerne de bedst mulige løn- og ansættelsesforhold og et udfordrende, harmonisk arbejdsliv.

Den valgte organisering understøtter denne vision i og med, at der er en afdeling, der varetager disse opgaver. Den nye struktur betyder, at indsatsen for medlemmer i forhold til deres arbejdsliv bliver samlet.

Af de målsætninger, der hører til vision 3, og som specielt kan påvirkes positivt af den nye struktur, kan nævnes:

• IDA skal bevare en betydelig indflydelse over for relevante samarbejdspartnere - og samtidig bevare en selvstændig IDA-profil.

Vision 4

IDA vil gennem dialog med og påvirkning af samfundets beslutningstagere understøtte foreningens interessevaretagelse samt medvirke til en bæredygtig og samfundsgavnlig teknologisk udvikling.

En samlet politisk henholdsvis administrativ ledelse kan medvirke til, at IDA får en mere entydig og klar profil, også over for samfundets beslutningstagere. Den nye struktur kan også betyde, at meningsdannere blandt ingeniører i højere grad kan fastholdes og kan fås til at yde en indsats for foreningen og dens medlemmer.

Det er vigtigt, at repræsentanter for IDA, der skal møde samfundets beslutningstagere, har et klart og entydigt mandat. Det vil de have meget bedre muligheder for at få i den nye struktur, end de kan i dag.

Af de målsætninger, der hører til vision 4, og som specielt kan påvirkes positivt af den nye struktur, kan nævnes:

• IDA skal på nationalt og internationalt niveau være en synlig og troværdig samarbejdspartner, som skaber resultater gennem holdninger og viden. Resultater som kan omsættes til handling i forhold til IDAs medlemmer.

Generelle betragtninger og afsluttende bemærkninger

Det er fase 2-gruppens klare opfattelse, at den nye struktur på ingen måde forringer muligheden for at opfylde de fire visioner eller nogle af de dertil hørende målsætninger. Det er imidlertid også gruppens opfattelse, at realiseringen af visionerne og målsætningerne sker gennem det daglige arbejde i foreningen såvel blandt den frivillige del af foreningen som gennem de ansatte.

En dårlig overordnet struktur, som det er fase 2-gruppens opfattelse, vi har i øjeblikket (1998), kan fjerne fokus fra det primære og betyde, at energien i den daglige drift anvendes på intern politik og friktion.

Formålet med den daglige drift skal være opfyldelse af det, der er foreningens mål, og mest mulig energi skal anvendes her.

Gruppens foreslåede forenkling af den overordnede struktur vil muliggøre, at de styrende organer kan bruge deres energi og dynamik på at støtte den daglige drift i alle dele af foreningen.

Forenklingen vil styrke demokratiet og dermed tilgodese medlemmernes interesser.

Fusionen har været vellykket, men det udestår fortsat at "trimme" IDA. Sker det ikke, kan IDA ikke undgå at komme i krise, alene fordi der intet gøres. Populært sagt har græsrødderne det godt. Græsset vokser, får pleje og må egentlig gerne blive lidt højere. de mange medlemsskabte aktiviteter i IDAs underskov er jo foreningens hjerte. Men alle rødderne skal ikke bestemme, hvor højt græsset skal være, eller hvor tit det skal slås. Så vokser haven bare til.

Der udestår naturligvis et større arbejde med at vurdere og detaljere, hvordan en ny struktur skal gennemføres i praksis. Men det er kun et spørgsmål om vilje, ikke om det er muligt."

Citat slut

Efter aflevering af fase 2-gruppens rapport blev formændene for Hovedforeningen (Per Ole Front), Ingeniørforbundet (Finn R. Larsen) og LSI (Hans Jørgen Koktvedgaard) enige med deres baglande om, at der skulle udarbejdes forslag til vedtægter for en ny enhedsforening baseret på fase 2- gruppens anbefalinger. Til det formål blev der nedsat en ”politisk følgegruppe” med repræsentanter for de politiske lister. Ole Marqweis fra OK-listen blev formand og Jens Andersen fra administrationen blev sekretær.

Det blev en meget magtfuld politisk gruppe, hvis magt mange betragtede som liggende over de tre formænd og Repræsentantskabet, fordi hvad gruppen kunne blive enig om, ville med garanti blive vedtaget senere i Repræsentantskabet.

Efter nogle møder i den politiske følgegruppe så det ud som om, man nærmede sig en fælles aftale om vedtægterne for den nye struktur. De sidste ting skulle forhandles på plads på et internatmøde på Schæffergården den 6. november 1999. Inden mødet udtalte Ole Marqweis, at på Shæffergården ”skulle der slås søm i”. Sekretæren tog ham på ordet og medbragte hammer, et stykke træ og nogle søm. Det kom på bordet ved mødets afslutning, og der blev slået 3 søm i af repræsentanter fra lister med særlig sympati for henholdsvis det fagtekniske område, det regionale område og arbejdsvilkårs-området.

Chefkonsulent Jens Andersen var sekretær for den politiske følgegruppe, og sørgede for bræt, søm og hammer, da der "skulle slåes søm i " på det afgørende møde i følgegruppen

I den efterfølgende debat om den nye struktur blev de tre søm symbolet på en trebenet skammel som bar IDAs tre vigtigste grundpiller: Udvalget vedrørende aftaler, fagteknikken og de regionale aktiviteter. Hvis bare ét af benene manglede – ville det hele falde fra hinanden! Hvis de tre områder hele tiden fik politisk fokus og ressourcer stillet til rådighed, så ville IDA kunne sikre sin identitet i mange år fremover og tiltrække flere nye medlemmer.

Der skulle dog gå nogen tid, før den politiske følgegruppe blev færdig med sit lovarbejde, og den nye foreningsstruktur blev ikke helt som foreslået i fase 2-rapporten. F.eks. blev der ikke etableret et ”medlemsudvalg”. Den foreslåede 2-deling med Aftaleudvalg og Medlemsudvalg og to faste næstformænd valgt af Repræsentantskabet blev ikke til noget. Der blev etableret et ”Ansatte Ingeniørers Råd” (i 2010 ændret til Ansattes Råd) og der blev kun en næstformand, som vælges af Hovedbestyrelsen. Et senere forsøg på at oprette et ”Aktivitetsråd” for fagtekniske og regionale aktiviteter førte ikke til enighed om et sådant råd, som parallel til Ansattes Råd.

Vedtægterne for enhedsforeningen kom på plads hen over sommeren 2000. Der blev holdt valg til den nye enhedsforenings første Repræsentantskab i slutningen af 2000, og det nye Repræsentantskab kunne træde sammen i januar 2001. Den nye enhedsforening trådte i kraft pr. 1. januar 2001, hvor der også blev ansat ny administrerende direktør for foreningen, Ib Oustrup.

Det nye IDAs første år

Den første formand for enhedsforeningen, Per Ole Front, og hovedbestyrelsen samt Forretningsudvalget fik en travl start med at få samling på én politisk holdning til en mission og vision for den kurs det nye IDA skulle have. Der skulle udarbejdes nye strategier og handlingsplaner, samkøres budgetter og regnskaber, sættes ny fælles kurs i en række politikformulerende udvalg og på fagtekniske fyrtårnsprojekter. Det var også i den periode IDA begyndte at sætte spørgsmålstegn ved værdien af at være medlem af Akademikernes Centralorganisation. Til gengæld blev der sat skub i samarbejdet med andre interesseorganisationer – både på arbejdstagersiden og arbejdsgiversiden samt til forsknings- og uddannelsesinstitutioner. IDA var på nettet i flere betydninger. Der blev bl.a. vedtaget en strategi for IDAs regionale tilstedeværelse.

Administrativt blev organisationen skåret til, så den kunne servicerer de politiske aktivitetsområder.

Vision 2011

Den nye hovedbestyrelse under Lars Bytofts ledelse vedtog i 2005 en visionsplan frem til 2011 for prioritering af IDAs indsatsområder:

Citat:

Hvem er Ingeniørforeningen?

Ingeniørforeningen er foreningen for ingeniører og andre med en teknologisk og naturvidenskabelig akademisk uddannelsesbaggrund.

Hvad er Ingeniørforeningens vision for fremtiden?

Ingeniørforeningen vil kæmpe for de bedst tænkelige vilkår i kompetenceudvikling, arbejdsliv og familieliv for sine medlemmer i en balancering af de individuelle, stands- og samfundsmæssige hensyn.

Hvad er Ingeniørforeningens mission?

Ingeniørforeningen er en moderne faglig interesseorganisation, hvor medlemmet får varetaget sine interesser i forhold til sin faglige, jobmæssige og familiemæssige situation. Samtidig sætter Ingeniørforeningen den politiske dagsorden i forhold til teknologi, kompetenceudvikling og medlemmets hele arbejdsliv

I fremtiden skal Ingeniørforeningen derfor være den førende faglige akademiske interesseorganisation. Ingeniørforeningen skal levere en bedre og mere målrettet service end i dag og til et markant lavere kontingent, således at foreningen er det naturlige samlingssted for de teknologisk og naturvidenskabeligt uddannede akademikere, da den fælles styrke er vital for at kunne opnå visionen.

Dette indebærer konkret, at:

• IDA skal være en moderne, proaktiv organisation, som sætter fokus på væsentlige aspekter, der fremmer medlemmets balancerede liv.
• IDA skal være det omdrejningspunktet for debatter om uddannelse, forskning, innovation, teknologi, iværksætteri og et balanceret arbejdsliv.
• IDA skal være en den organisation, som fornyr rammerne for medlemmets arbejdsliv og kompetenceudvikling.
• IDA skal være en demokratisk forening, der næres af medlemmets aktive engagement .
• IDA skal have en velfungerende og effektivt administration, der leverer medlemmet en konkurrencedygtig service.
• IDA skal levere en høj service til medlemmet og sikre en høj grad af medlemsloyalitet.

IDAs vision, mission og aktiviteter er forankret i foreningens grundlæggende værdier. De tre værdier, som Ingeniørforeningen orienterer sig efter er:

Faglighed: Ingeniørernes faglighed vil til enhver tid være omdrejningspunktet for foreningens virke. Ingeniørernes faglighed rummer både faktuel viden og færdigheder, ligesom fagligheden også rummer en professionel og moralsk integritet.

En høj faglighed indebærer bl.a., at ingeniørerne forvalter deres ingeniørgerning på en ansvarlig måde. Ingeniørerne bærer et ansvar overfor miljøet, samfundet, deres virksomheder, deres kolleger og deres familier.

Åbenhed: Åbenhed og gennemsigtighed er grundlæggende for foreningens arbejde. Dette er en forudsætning for at medlemsdemokratiet kan trives og udvikle sig i Ingeniørforeningen.

Det er betegnende for det gode ingeniørarbejde, at ingeniørerne forvalter det på baggrund af en grundlæggende respekt og agtpågivenhed for andres holdninger og synspunkter. Ingeniørerne må udvise nærvær og engagere sig i de sociale relationer, som de er en del af. Åbenheden indebærer således, at ingeniørerne aktivt anerkender og værdsætter, at teknologisk og andet ingeniørmæssigt arbejde bedst udvikles i samarbejde og gennem netværk.

Nytænkning: Ingeniørforeningen værdsætter dynamik og udvikling. Det er en forudsætning, at udviklingen er drevet af klarsyn, ansvarlighed og originalitet. Under indtryk af den teknologiske og generelle samfundsmæssige udvikling er det en forudsætning, at ingeniørerne også udvikler sig.

Ingeniørerne må derfor kontinuerligt omstille sig og tænke nye tanker. Med henblik på at udøve deres ingeniørgerning og sikre en stadig højere kvalitet i deres arbejde, må ingeniørerne være innovative og tænke proaktivt. Det bør være et kendetegn ved ingeniørerne, at de er videbegærlige, nysgerrige og udviklingsorienterede.

IDA skal leve op til sin vision og sine konkrete målsætninger, uden at det skal medføre kontingentstigninger. Tværtimod skal medlemskontingentet nedbringes markant i forhold til i dag. Kontingentet for et medlemskab af IDA skal til hver en tid være konkurrencedygtigt i forhold til andre interesseorganisationer og faglige foreninger på markedet. IDA skal kunne tilbyde med­lemmerne flere og bedre services end konkurrenterne - fx i forhold til lønforhandlinger, juridisk bistand, faglige arrangementer, netværksaktiviteter m.m. IDA skal være den faglige akademiske interesseorganisation, der er mest konkurrencedygtig, når der sammenlignes på en helhed af tilbud, kvalitet og pris."

Citat slut

I perioden frem til 2008 blev bl.a. kontingentet reduceret med 500 kr. i 2006 og igen i 2008. Det var aldrig set i akademikerkredse og der var ikke mange der troede på at det kunne lade sig gøre, fordi det betød at IDA skulle have stor medlemsvækst over de næste tre år. Foreningen havde en medlemsvækst fra 62.000 til knap 80.000 over 6 år, og den seneste medlemstilfredshedsundersøgelse var helt i top.

Vision 2011 blev revideret efter repræsentantskabsvalget i 2007 og genvalg af Lars Bytoft, som formand for en ny treårs periode.

Vision 2020

Som nyvalgt formand i 2010 for nu 82.000 medlemmer fremfører Frida Frost i sin første beretning til Repræsentantskabet, at hun har en ambition om, at Ingeniørforeningen, IDA, skal gå ind i en ny æra.

"Vi skal reformere begrebet fagforening – vi skal skabe os en ny identitet. Indflydelse er en pligt, og vi er nødt til at tænke globalt. Og frem for alt, skal vi vide, hvem vi er, og hvad vi gør. Den historie glæder jeg mig til at fortælle – for det er en rigtig god én af slagsen!

Som der efterhånden er tradition for efter nyvalg til repræsentantskabet har IDAs hovedbestyrelse været på visions- og strategiseminar, hvor fastlæggelse af en vision med tilhørende overordnede mål og strategiske spor var på dagsordenen. Repræsentantskabet skal i november 2010 drøfte Hovedbestyrelsens første tanker med henblik på en kvalificering af strategi og visionsarbejdet. Der lægges op til at den endelige vision, med tilhørende strategiske spor for IDAs udvikling frem til 2020 fremlægges for Repræsentantskabet på mødet i maj 2011.

Perspektiv:Formænd undefusionsprocessen:

Jens Thomsen, I-S

Hans Ole Skovgaard, DIF

Formænd for IDA:

1995-1999 Ole Schiøth, civilingeniør, 1973

1999-2004 Per Ole Front, civilingeniør, 1975

2004-2010 Lars Bytoft, diplomingeniør, 1998

2010- Frida Frost, civilingeniør, 1999

Kildemateriale:

Vision for IDA 2011 af 28. oktober 2008

Vision for fremtidens ingeniørforening, IDA af 11. oktober 2005

Rapport fra fase 2-gruppen, Ny struktur for IDA af 7. april 1999

Danske Ingeniører mellem Skylla og Karybdis

Strategi for Ingeniørforeningen i Danmark 1997-2001

1997 medlemsundersøgelse fra Ingeniørforbundet i Danmark

Ingeniørkrøniken, teknikumingeniørerne og deres foreninger igennem 100 år, 1895-1995, af Jørgen Tvergaard

De ansete mænds fagforening, Dansk Ingeniørforening 1892-1992, af T. Morsing

Fusionsaftale Dansk Ingeniørforening og Ingeniør-Sammenslutningen af 2. januar 1995

Fusionsaftale Ingeniørforeningen i Danmark, Teknikumingeniørernes Forbund og Ingeniørforbundet af 2. januar 1995

Fusionsaftale Ingeniørforeningen i Danmark, Sammenslutningen af Ledende og Selvstændige teknikumingeniører og Fraktionen Ledende Ingeniører af 2. januar 1995