IDAs værdier
Sidst opdateret: Onsdag, 23. januar 2013 - 14:24 / ida
IDAs vision, mission og aktiviteter er forankret i foreningens grundlæggende værdier.
De tre værdier, som Ingeniørforeningen orienterer sig efter, er:
Faglighed
Ingeniørernes faglighed vil til enhver tid være omdrejningspunktet for foreningens virke. Ingeniørernes faglighed rummer både faktuel viden og færdigheder, ligesom fagligheden også rummer en professionel og moralsk integritet.
En høj faglighed indebærer bl.a., at ingeniørerne forvalter deres ingeniørgerning på en ansvarlig måde. Ingeniørerne bærer et ansvar overfor miljøet, samfundet, deres virksomheder, deres kolleger og deres familier.
Åbenhed
Åbenhed og gennemsigtighed er grundlæggende for foreningens arbejde. Dette er en forudsætning for at medlemsdemokratiet kan trives og udvikle sig i Ingeniørforeningen.
Det er betegnende for det gode ingeniørarbejde, at ingeniørerne forvalter det på baggrund af en grundlæggende respekt og agtpågivenhed for andres holdninger og synspunkter. Ingeniørerne må udvise nærvær og engagere sig i de sociale relationer, som de er en del af. Åbenheden indebærer således, at ingeniørerne aktivt anerkender og værdsætter, at teknologisk og andet ingeniørmæssigt arbejde bedst udvikles i samarbejde og gennem netværk.
Nytænkning
Ingeniørforeningen værdsætter dynamik og udvikling. Det er en forudsætning, at udviklingen er drevet af klarsyn, ansvarlighed og originalitet. Under indtryk af den teknologiske og generelle samfundsmæssige udvikling er det en forudsætning, at ingeniørerne også udvikler sig.
Ingeniørerne må derfor kontinuerligt omstille sig og tænke nye tanker. Med henblik på at udøve deres ingeniørgerning og sikre en stadig højere kvalitet i deres arbejde, må ingeniørerne være innovative og tænke proaktivt. Det bør være et kendetegn ved ingeniørerne, at de er videbegærlige, nysgerrige og udviklingsorienterede.