Ingeniører indtager Borgen
Fællessalen på Christiansborg fyldt med innovative ingeniører
Oprettet den: Fredag, 8. juni 2012 - 2:00 / ufr
På invitation fra regeringspartierne S, R og SF mødte Ingeniørforeningen torsdag op med ikke mindre end 100 innovative ingeniører, der ved direkte dialog med politikerne kunne inspirere til, hvor Danmark kan skabe job og vækst gennem øget innovation.
Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard, åbnede dagen med at understrege Danmarks behov for nytænkning, og fremhævede blandt andet nedbrydning af silotænkningen mellem det private erhvervsliv og det offentlige, som en stor forudsætning for succes.
Herefter blev IDAs 100 innovatører fordelt i grupper, og arbejdede intensivt og under stort tidspres med at finde teknologiske bud på samfundsudfordringerne og samtidig påpege, hvilke barrierer der skal nedbrydes, hvis innovation skal have optimale vilkår i Danmark.
Både Ingeniørforeningens formand Frida Frost og Socialdemokraternes it- og teleordfører Trine Bramsen udtrykker stor begejstring for det direkte og konstruktive møde mellem ingeniører og politikere.
De mange idéer, som så dagens lys på konferencen bliver nu samlet, og bragt videre som indspil til den nationale innovationsstrategi, der er under udarbejdelse
På billedet byder folketingsmedlem Trine Bramsen velkommen til 100 medlemmer af IDA, der i Fællessalen på Christiansborg deltog i Innovationsevent.