Ingeniørforeningen sætter Motorola på plads
En langvarig uenighed om beregning af godtgørelse er endt med, at Motorola skal betale erstatning til en tidligere medarbejder. Sagen er principiel og ender med erstatning til flere af mobilgigantens tidligere medarbejdere.
Oprettet den: Fredag, 2. marts 2012 - 1:00 / ida
Gennem 2 år har Ingeniørforeningen og Motorola blandt andet været uenige om, hvordan man beregner størrelsen af en fratrædelsesgodtgørelse. Striden opstod, da Motorola lukkede virksomhedens afdeling i Nørresundby, hvor IDA var med til at indgå aftalen for de opsagte medarbejdere.
En del af de principielle uenigheder har handlet om, hvordan ancienniteten skulle beregnes. Her har Ingeniørforeningen holdt sig til gældende praksis på det danske arbejdsmarked, hvor man som udgangspunkt opgør anciennitet ved tælle månederne med helt frem til fratrædelsestidspunktet. Hvorimod Motorola mente, at det skulle være fra opsigelsestidspunktet. Hvilken beregningsmetode man vælger har betydning for størrelsen på fratrædelsesgodtgørelsen. Her gav Sø- og Handelsretten IDA medhold i, at størrelsen var bundet op på anciennitet og i, at ancienniteten skulle beregnes på fratrædelsestidspunktet.
”Det er glædeligt, at der ikke bliver sået tvivl om den hidtidige praksis. Jeg forstår i øvrigt ikke, hvorfor man vil gøre den slags mod tidligere medarbejdere. Det efterlader ikke et særlige godt indtryk af virksomheden,” siger Ellen Fænøe, formand for Ansattes Råd i IDA.
Desuden var retten enig med IDA i, at IDA repræsenterede medarbejderne ved forhandlingerne. Motorola havde gjort gældende, at IDAs repræsentanter blot var en slags bisiddere og at de aftaler, der var indgået med IDA ikke kunne påberåbes af medarbejderne. Men det kunne de altså godt.
”Vi har tidligere oplevet, at virksomheden har svært ved at slippe den amerikanske måde at indgå aftaler på og agere efter, hvordan vi gør her til lands. Her har vi tradition for at respektere vores modpart og de aftaler, som vi indgår,” siger Ellen Fænøe.
IDA fik medhold i alt. Det betyder, at Motorola skal betale et beløb svarende til en halv månedsløn, for det medlem som foreningen har ført sagen for. Oveni skal mobilgiganten tilsvarende betale en halv måneds løn for de øvrige omkring 44 tidligere ansatte fra forskellige faggrupper, der indgik i aftalen. Den samlede erstatning til de tidligere medarbejdere bliver omkring 900.000 kroner.