Ingeniørmangel ikke aflyst
IDAs formand, Frida Frost, er helt uforstående over for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der er ude i medierne og aflyse mangelen på ingeniører i fremtiden.
Oprettet den: Torsdag, 10. november 2011 - 1:00 / jkr
”Det er et billede, vi slet ikke kan genkende. Vi har netop fået foretaget en fremskrivning af behovet for ingeniører i fremtiden. I 2020 vil Danmark mangle ca. 13.500 ingeniører og 16.000 scient.er og selv i et lavvækstscenarium mangler der 18.000 personer med en teknisk eller naturvidenskabelig baggrund,” siger Frida Frost.
Hun understreger, at Ingeniørforeningen også ser mere og bedre uddannelse som vejen til vækst og udvikling i samfundet.
”Der skal ikke herske tvivl om, at vi i IDA også ser mere uddannelse som vejen frem. Hvis det danske samfund skal fungere og udvikle sig i fremtiden, er der behov for at hæve det generelle uddannelsesniveau, og selvfølgelig skal vi stadig uddanne mennesker inden for alle de fag, som er nødvendige for, at vores velfærdssamfund fungerer.”
”Men det ændrer ikke ved, at ingeniører og scient.er er selve krumtappen i Danmarks muligheder for vækst, og det er helt centralt, at vi sørger for at uddanne tilstrækkeligt mange ingeniører og scient.er. Det bliver nødvendigt for at matche de teknologiske og samfundsmæssige udfordringer, som vi allerede nu kan se, at fremtiden kommer til at byde på,” siger formanden for Ingeniørforeningen.