Kæmp for talenterne i familien
I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag påpeger formanden for IDAs Ligestillingsudvalg, Jytte Hinnerup, at der stadig er forhold, der bør ændres.
Oprettet den: Torsdag, 8. marts 2012 - 1:00 / kbo
"Kvindernes Internationale kampdag lugter lidt af mølkugler og en forældet tankegang, men der er stadig kampe at kæmpe – for hele familien Danmark. Blandt andet at til trods for, at kvindernes uddannelsesniveeau er stigende, så stiller kvinderne sig oftere op i ledighedskøen, end deres mandlige fagfæller gør," fortæller formanden for IDAs ligestillingsudvalg, Jytte Hinnerup.
"Det gælder også for ingeniørerne, hvor 2,9 pct. af de mandlige ingeniører var ledige i januar i år mod 4 pct. af deres kvindelige kolleger. Og den tendens følger ledighedskurven både op og ned. Hvilket også gælder for mange andre faggrupper," pointerer Jytte Hinnerup.
"Årsagerne kan vi gisne om, men jeg tror desværre ikke, at de hænger sammen med faglighed! Snarere at vi stadig holder fast i stereotyperne om, at det oftest er mor, der tager ungernes første syge dag, at det er mor, der henter mest i børnehaven, at det er mor, der holder hele barslen osv. Men kære medsøstre- og brødre, de mønstre er ved at være passé, er de ikke? Det er mit indtryk, at far rigtig gerne vil være med, men han bliver hæmmet af traditionelle tankegange også hos arbejdsgiverne," beklager ligestillingsformanden.
"Derfor hold nu op med al den snak! Lad fædrene få ret til øremærket barsel, så arbejdsgiverne kan lære, at begge forældre har ansvaret for arvingerne. På den måde sikrer vi, at både mor og far kommer hjem til kødgryderne og tilbage på arbejde igen i lederjob og bestyrelser. Det er den bedste vej til at kunne slippe alle talenter løs – også i hjemmet!," understreger Jytte Hinnerup.