Må du bande ad din kollega?

Under en ophedet diskussion på arbejdspladsen sagde et IDA-medlem ”luk røven” til en kollega. Episoden førte til, at medlemmet blev opsagt. IDA mener, at opsigelsen er usaglig og har nu stævnet virksomheden.

Man skal tale pænt til hinanden – også selv om bølgerne går højt. Skulle man komme til at træde over stregen og som i den konkrete sag bede en kollega ”lukke røven”, så bør det fx koste en advarsel, men ikke en fyring. Det mener IDA.

Ikke desto mindre blev et IDA-medlem opsagt, da han under en diskussion sagde de 2 ord til en kollega og efterfølgende ikke undskyldte for udsagnet. Forinden var gået en diskussion om implementering af et nyt it-system, som IDA-medlemmet havde ansvar for. IDA-medlemmet havde gennem længere tid været frustreret over, at kollegaen var negativ over for indførslen af det nye system. Og da det var tema for en diskussion, faldt de knubbede ord.  

IDA mener, at opsigelsen usaglig og har nu stævnet virksomheden.

”Vi mener, at opsigelsen er usaglig. Før det kom så vidt, kunne virksomheden i stedet have givet vores medlem en advarsel. Han har været ansat i virksomheden i 16 år uden samarbejdsproblemer og træder ved siden af denne ene gang. Vi mener, at der må være et vist frirum for den slags episoder. Det kan passende koste en advarsel, men ikke en fyring,” siger Finn Lænkholm, advokat i IDA.

I stævningen gør IDA krav på 6 måneders løn.