Netværk letter overgang til job i udlandet
På Ingeniørforeningens site IDAglobal.dk kan medlemmerne bl.a. trække på andre medlemmers erfaringer
Oprettet den: Torsdag, 12. juli 2012 - 2:00 / jkr
Hvad enten det næste job ligger i så forskellige lande som Mauritius og Mongoliet eller Sydsudan og Sydkorea, så er der gode råd at hente hos andre medlemmer, der har erfaring fra det pågældende land. I alt er der næsten 400 medlemmer med i netværket, der dækker i alt 63 lande verden over.
Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, er indtil videre tilfreds med resultatet af netværket, for den globale satsning har været en personlig kæphest for hende at få sat i gang.
Frida Frost konstaterer, at IDA er den fagorganisation i Danmark, der har flest medlemmer, der arbejder globalt. Så hvis ikke IDA skulle gå i front med at organisere et sådant netværk, hvem skulle så.
»Jeg synes, det er en guldgrube, vi har fundet. At vi nu har fået næsten 400 til at stille op er meget imponerende og beviser bare, at potentialet og behovet er stort,« siger hun.
Flere end 2.000 ingeniører bor og arbejder i udlandet. Rundt regnet er hver tredje rejst ud for at arbejde på egen hånd, mens resten er udstationeret af en dansk virksomhed. Ikke mindst for de mange, der rejser ud på egen hånd, kan det være en stor hjælp at kunne trække på andres erfaringer. Netværket er tilknyttet IDAs Global Team, der også kan give mere personlig rådgivning. På hjemmesiden IDAglobald.dkkan man hente de første grundlæggende råd – bl.a. ved (under Rådgivning) at se korte videoer med Living Institutes chefkonsulenter Dennis Nørmark og Marisa Matarese, der fortæller om de kulturelle udfordringer ved ansættelse i udlandet.
Næste udfordring bliver, at lave et tilbud for danske ingeniører der vender hjem fra udlandet.
»Mange af vores medlemmer bekymrer sig for, at komme tilbage til det de kom fra. Man kan og vil mere, når man kommer hjem til Danmark, og det er virksomhederne ikke altid opmærksomme på. Det, kan vi så arbejde på, de bliver,« siger Frida Frost, der dog ikke kan sige nærmere, hvornår det tilbud er klar.