Om IDA Science Cup

IDA Science Cup er en opfinderkonkurrence i biologi, kemi, fysik, teknologi og naturgeografi for gymnasieelever i 2.g i stx og htx.


Det gælder om at udvikle innovative løsninger på problemer inden for de fem fag. Deltagerne arbejder i projektgrupper på 3 – 5 elever med et teknisk- naturvidenskabeligt emne, som de selv vælger.

At få en god idé og udvikle den til et produkt

Opgaven er at få en idé til et produkt eller en proces, som forbrugere eller virksomheder har brug for. Der kan være tale om videreudvikling af allerede eksisterende teknologi eller udvikling af ny teknologi eller produkter. Det afgørende er at finde et behov eller problem, udvikle en idé til løsning af problemet ved hjælp af faglige viden fra biologi, kemi, fysik, teknologi eller naturgeografi og dokumentere løsningen. Som en del af projektet indhenter eleverne viden fra virksomheder og videregående uddannelsesinstitutioner.

Konkurrencen løber fra november til maj. Der er semifinaler fra slutningen af marts til slutningen af april og finale i maj. Læs mere om Science Cup forløbet.

Hele klassen deltager

I Science Cup er det som udgangspunkt hele klassen, der deltager. Emnet vælger eleverne selv. Vinderen er det projekt, som bedst formår at afdække et aktuelt behov/problem og udvikle en god ide til en praktisk løsning ved hjælp af deres faglige og samarbejdsmæssige færdigheder. Konkurrencen kan med fordel placeres i et studieretnings-samarbejde mellem fx biologi, kemi, fysik, teknologi og naturgeografi. Man kan også koble Science Cup og almen studieforberedende forløb (AT), hvis man medtænker elevernes kontakt til virksomheder, design, markedsføring mv. i Science Cup forløbet. Læs mere om, hvordan Science Cup kan indgå i undervisningen.

Konkurrencen er populær

Sidste år blev alle pladserne revet væk og det faglige niveau var højt. Det er med god grund, at konkurrencen er så populær. Eleverne deltager både i en innovationsworkshop, et virksomhedsbesøg og en semifinale (hvis de har afleveret en opgave, der opfylder kriterierne).
Konkurrencen giver eleverne mulighed for at arbejde med en virkelighedsnær problemstilling, der samtidig er naturvidenskabelig.