Samarbejdsaftale mellem nordiske og kinesiske ingeniører
Ingeniørforeningen har i samarbejde med norske og svenske ingeniører underskrevet samarbejdsaftale med kolleger i Shanghai
Oprettet den: Onsdag, 9. maj 2012 - 2:00 / jkr
Ingeniørforeningens formand, Frida Frost, har sammen med sine kolleger fra norske NITO og svenske Sveriges Ingenjörer underskrevet en erklæring om styrket samarbejde med Shanghai Association for Science and Technology (SATS). Der er tale om et såkaldt ”Memorandum of Understanding”, hvor parterne forpligter sig til fremme udveksling af ideer, viden og styrke samarbejdet på områder af gensidig interesse. Erklæringen blev underskrevet i forbindelse med et fælles nordisk delegationsbesøg i Shanghai.
”Globaliseringen stiller ingeniørerne over for en række udfordringer men dermed også mange nye muligheder. Hvis vi skal udnytte dem bedst muligt, så skal vi være åbne og have udsyn mod udviklingen på de vækstmarkeder, der opstår rundt omkring i verden. Her er Kina selvsagt den afgjort væsentligste aktør. De danske ingeniører og virksomheder, der allerede har entreret markedet har en helt unik viden og erfaring, som jeg gerne vil bringe videre til medlemmerne", siger Frida Frost.
”I IDA sætter vi i år og næste år fokus på det globale arbejdsmarked. Stadig flere af vore medlemmer rejser ud - og senere hjem igen, og det stiller nye krav til IDA. Ikke mindst karriererådgivningen. Samtidig har vi en ambition om at kunne byde flere udenlandske ingeniører velkommen i IDA. Turen til Shanghai gav et godt indblik i, hvilke udfordringer, der møder danske ingeniører i Kina. Ligeledes gav drøftelserne med de kinesiske ingeniører og studerende også et indblik i, hvad der motiverer dem, og hvad der kunne tiltrække dem ved at arbejde i Danmark. Der er ingen tvivl om, at vi på det sidste område har plads til forbedring som nation", konstaterer Frida Frost.
Samarbejdsaftalen med Shanghai Association for Science and Technology (SATS)
(teksten er på engelsk og kinesisk)