Science Cup: Regionale finaler i fuld gang
I denne og næste uge afvikles årets 9 regionale finaler i Science Cup Denmark. Ved de regionale finaler skal dommerne udpege det bedste projekt, som går videre til landsfinalen i Ingeniørhuset i København mandag 21. maj 2012
Oprettet den: Onsdag, 18. april 2012 - 2:00 / jkr
I alt har 611 elever deltaget i Science Cup 2011-2012. Ved de regionale finaler deltager 350 elever med 88 projekter.
”Det er meget glædeligt, at så mange medlemmer af IDA yder en indsats for, at vi kan afvikle Science Cup. Finalerne kan kun gennemføres takket være deres indsats. Mange fungerer som dommere og flere af dem har været hjælpsomme, så deres virksomheder åbner dørene for Science Cup”, siger formanden for Ingeniørforeningens Uddannelsesudvalg, Flemming Krogh.
”Det er vigtigt, at IDA bidrager til de unges udvikling, så der forhåbentlig er flere og flere der vælger en teknologisk, naturvidenskabelig uddannelse. Samtidig lærer deltagerne meget om, hvordan man arbejder med innovation og problemløsning”, konstaterer Flemming Krogh.
Alle er velkomne til at overvære finalen i Ingeniørhuset i København 21. maj. Hvis man ønsker at se de 9 regionale vinderhold konkurrere, kan man tilmelde sig ved at sende en mail til scd@ida.dk