Seniorer sidder fast i ledighed
De ældre ingeniører bliver hængende i ledighed i længere tid, når de mister jobbet, end deres yngre kolleger gør
Oprettet den: Fredag, 8. juni 2012 - 2:00 / jkr
Når de 55 år er rundet, bliver det sværere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen, hvis jobbet ryger. Ledighedsperioden for ingeniører stiger kraftigt i takt med alderen. Jo ældre man bliver, desto længere tid skal man bruge på at finde sig et job.
”Vi fokuserer meget på de nyuddannedes ledighed i øjeblikket, og det skal vi også! Men i den anden ende af jobmarkedet har vi en anden gruppe, der har brug for opmærksomhed. Især når vi afskaffer efterlønnen og vi skal blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Morten Thiessen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.
Han noterer sig, at nok er der flere ledige dimittender, men de kommer hurtigere i job. Når de 50- til 59-årige først kommer i job igen efter omkring 2 års ledighed, så har flere i den gruppe også større risiko for at ryge ud af dagpengesystemet. Det er resultat af, at dagpengeperioden er halveret fra 4 til 2 år, samt at genoptjeningskravet er forlænget.
”Det bekræfter, at der i de 3-partsforhandlinger, der foregår lige nu, virkelig er brug for, at der også bliver sat fokus på, hvordan vi kan få en aktiv arbejdsmarkedspolitik, med fokus på at sikre mulighederne for, at vi gennem hele vores arbejdsliv kan dygtiggøre os,” siger Morten Thiessen.
Han mener, at en del af forklaringen for seniorerne måske skal findes i, at de undervejs i karrieren har glemt og ikke haft mulighed for at forny deres viden. Her påpeger han, at arbejdsgiveren også har en forpligtelse til at huske på at opkvalificere sin arbejdskraft.
”Arbejdsgiverne skal jo sikre sig, at de kan klare de fremtidige udfordringer, så de har brug for dygtige medarbejdere med opdateret viden. Så det er til alles fordel,” understreger Morten Thiessen.