Uddannelser skal igen betale prisen

Det er stik mod sund fornuft, at grønthøsteren forsætter med at køre hen over uddannelsesområdet.

Udsigten til at uddannelserne igen skal barberes i budgettet for at statens husholdningsbudget hænger sammen næste år, bringer ikke umiddelbart smil på læberne hos IDAs formand Thomas Damkjær Petersen

”Uddannelse er ganske enkelt det, som vi skal leve af. I et land af Danmarks størrelse er dygtiggørelse et af de absolut vigtigste parametre, hvis vi fortsat skal være en seriøs spiller i en verden, hvor den teknologiske udvikling buldrer afsted. Den udfordring er ikke adresseret i forslaget til en finanslov for 2018. Det bærer desværre præg af, at bogholderiet i forretningen Danmark har mere at skulle have sagt end udviklingsafdelingen,” siger han. 

Thomas Damkjær Petersen mener, at smertegrænsen for besparelser på uddannelsesområdet for længst er overskredet, og at Danmark ikke kan være tilfreds med en OECD-placering lige over gennemsnittet, når det drejer sig om investeringer i uddannelse og forskning set i forhold til landenes BNP.

”2 % lyder ikke umiddelbart af meget, men når besparelserne rammer år efter år, gør det ondt. Det er milliarder af kroner, der hvert skal spares, og hvad der startede som en lille rift er nu på vej mod et stort åbent sår,” siger han.

På forskningen, der også er et helt vitalt område for Danmark konkurrenceevne, har regeringen fundet et pænt plaster frem i forslaget til næste års finanslov.

”Den seneste finanslov rundbarberede de statslige forskningsmidler, hvilket ramte de konkurrenceudsatte forskningsmidler hårdt. Innovationsfonden, Det Frie Forskningsråd, Markedsmodningsfonden og demonstrationsmidlerne EUDP og MUDP er blevet reduceret i både 2016 og 2017. Nu bringer regeringen 400 millioner kroner i spil, men det gør kun lige, at vi rammer 1,00 pct. af BNP. Det er ganske enkelt ikke ambitiøst nok,” siger Thomas Damkjær Petersen