Uholdbart at udelukke diplomingeniører som videnpiloter
Det er uforståeligt og i direkte modstrid med regeringens politik, at ministeriet har udelukket diplomingeniørerne fra videnpilotordningen. Det mener Ingeniørforeningen, DS Håndværk & Industri og Håndværksrådet. Organisationerne har nu skrevet til ministeren.
Oprettet den: Tirsdag, 14. februar 2012 - 1:00 / ida
Ministeriet for forskning, innovation og videregående uddannelser har helt uforståeligt valgt at ændre reglerne for videnpilotordningen, så teknikum- og diplomingeniørerne ikke længere kan være videnpiloter. Videnpilotordningen er et tilbud til små og mellemstore virksomheder, der kan ansætte en højtuddannet medarbejder med løntilskud.
Videnpilotordningen har vist sig at være en stor succes både for de små og mellemstore virksomher og for videnpiloterne. I virksomhederne skaber videnpiloterne vækst og tilfører innovation. For videnpiloterne giver ordningen mange unge ledige højtuddannede en kærkommen mulighed for at få foden inden for i en virksomhed og en god chance for fastansættelse efter forløbet.
”Det er helt uholdbart, at man nu udelukker diplomingeniørerne som videnpiloter. Ordningen er som skræddersyet til ingeniører, der om nogen har kompetencerne til at bringe innovation, viden og øget produktivitet ud i de små og mellemstore virksomheder. Virksomhederne efterspørger diplomingeniørerne og ordningen har givet gode resultater og med netop denne faggruppe som videnpiloter,” siger Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen.
Den største gruppe videnpiloter – knap hver tredje - er uddannet ingeniører. En del af disse er uddannet diplomingeniører fra Ingeniørhøjskolerne, og det er denne gruppe, som ministeriet som noget nyt udelukker fra videnpilotordningen.
Frustrationerne er store både i Ingeniørforeningen, Håndværksrådet og DS Håndværk & Industri. Sammen har organisationerne nu skrevet et brev til Morten Østergaard, minister for forskning, innovation og videregående uddannelser.
”Det er jo direkte i modstrid med regeringens udmeldinger, både når det gælder erhvervspolitik og beskæftigelsespolitik. Her har vi jo netop en erhvervspolitisk ordning, der er designet til at løfte vidensniveauet i de små og mellemstore virksomheder og skabe innovation og vækst – også i udkantområderne. Ordningen spiller oven i købet sammen med beskæftigelsespolitikken ved at skabe jobmuligheder for de ledige højtuddannede ude i virksomhederne. Vi ved, at diplomingeniørerne betragtes som et særligt godt match i forhold til de mindre virksomheders udfordringer, og at de skaber vækst, udvikling og øget omsætning. At udelukke diplomingeniørerne går direkte imod regeringens egne intentioner,” siger Frida Frost.
Ingeniørforeningen har forsøgt at få en fyldestgørende forklaring på diplomingeniørernes udelukkelse, men det er ikke hidtil ikke lykkedes, og det er ikke tilfredsstillende, mener Ingeniørforeningens formand
”Hvis man ønsker at ødelægge mulighederne for en gruppe højtuddannede og forringe en ordning, der fungerer og skaber vækst, så skylder ministeriet i det mindste de ledige og virksomhederne en særdeles god og velargumenteret forklaring,” pointerer Frida Frost.
Diplomingeniører som videnpiloter- fælles pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen. Håndsværksrådet og DS Håndværk & Industri.