Velfærdsteknologi
Hvis vi skal sikre vores fælles velfærd på langt sigt, står vi i dag over for store udfordringer og vigtige valg. Der bliver flere ældre med behov for omsorg og pleje, samtidig med at arbejdsstyrken mindskes. Vi står også over for nye generationer af ældre, der vil leve længere, være mere aktive og sidst men ikke mindst have et højt ønske om at leve et liv længst muligt uden afhængighed af personlig assistance.
Sidst opdateret: Onsdag, 23. januar 2013 - 15:41 / ufr
Derfor vil vi som samfund møde et stadig stigende krav om, at også de ældre får stillet tidssvarende teknologiske muligheder til rådighed – vi har derfor spurgt ind til, hvordan danskerne forholder sig til teknologiske hjælpemidler.
Hele 44 % af de adspurgte mener, at den nuværende hjælp enten i meget høj grad eller i høj grad lever op til de ældres behov. Men samtidig er 42 % i høj eller meget høj grad bekymrede for, om de i fremtiden vil kunne få tilstrækkelig pleje og praktisk bistand, hvis de på et tidspunkt skulle få brug for det.
Hele 71 % ser nye teknologiske løsninger og intelligente hjælpemidler som et initiativ, der skal prioriteres. 91 % finder, at nye teknologier er spændende, og at de ønsker at afprøve en bred vifte af hjælpemidler.
Kun 6 % føler sig overvejende utrygge ved ny teknologi. Dog er 42 % bekymrede for overvågning og registrering af personlige data, selv hvor der er strenge restriktioner på, hvem der må have adgang til disse data. En afklaring af de juridiske og etiske problemstillinger er derfor nødvendig.
IDA anbefaler
- At der oprettes et nationalt videnscenter for velfærdsteknologi med ansvar for erfaringsopsamling og distribution af viden om best practice.
- At der oprettes et Living Lab - et dansk velfærdsteknisk testhus, der kan afprøve relevante teknologier.
- At der sker en afdækning af de vigtigste juridiske og etiske udfordringer ved øget brug af velfærdsteknologi.
- At alle offentligt støttede projekter vurderes i forhold til etiske og juridiske problemstillinger.
Hele analysen
Velfærdsteknologi (74,6 KB)