Høring om udmøntning af beskæftigelsesreformen

I det store udland har Danmark længe været berømmet og misundt på grund af sit velfungerende og dynamiske arbejdsmarked.

Systemet har været baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og på den såkaldte flexicurity-model, hvor man i tilfælde af ledighed har adgang til;

  1. en rimelig økonomisk sikring gennem dagpengesystemet og
  2. til en beskæftigelsesindsats der kan hjælpe én tilbage på arbejdsmarkedet via for skellige redskaber som f.eks. vejledning, efteruddannnelse, løntilskud, praktik osv.

Flexicurity-modellen har længe været under pres. For det første fordi dagpengesystemet for et stigende antal indkomstgrupper ikke længere udgør en reel økonomisk sikring og for det andet fordi de forskellige beskæftigelsespolitiske redskaber i stigende grad er blevet anvendt til at afprøve de lediges motivation og rådighed snarere end som en hjælp til at komme i varig beskæftigelse.

Begge disse forhold er politisk anerkendte, og i forhold til dagpengesystemet er der derfor nedsat en kommission der skal komme med forslag til reformer og langtidssikring af systemet, mens de foreliggende forslag til reformer af beskæftigelsesindsatsen udtrykker behovet for ændringer på dette område.

På det overordnede niveau synes reformforslagene dog ikke at tage udgangspunkt i at beskæftigelsesindsatsen skal være et tilbud til alle ledige. Derimod er det direkte formuleret i bemærkningerne til forslaget, at uddannelsesindsatsen målrettes ledige med færrest kompetencer og redskabsviften for højtuddannede reduceres yderligere.

Det virker ganske fornuftigt at udvide indsatsen for ledige med ingen eller begrænset uddannelse, men det er en farlig vej så systematisk at reducere de reelle og udviklende tilbud til højtuddannede. I kombination med den lave kompensationsgrad i dagpengesystemet for højtuddannede, risikerer man at denne gruppe vender ”systemet” ryggen og dermed vil flexicurity-modellen og det dynamiske danske arbejdsmarked i sin nuværende form også være udfordret. 

IDAs bemærkninger til delelementerne af beskæftigelsesreformen

Samtaleforløb

De første 6 måneder af et ledighedsforløb lægges der op til at den ledige skal deltage i en cv-samtale med A-kassen, 6 jobsamtaler i jobcentret og 2 rådighedssamtaler med A-kassen. Især for akademikergruppen er det vanskeligt at se hvad de mange samtaler skal afstedkomme, både fordi kun få jobkonsulenter har indsigt i det akademiske arbejdsmarked og fordi der er meget få redskaber til rådighed for beskæftigelsesindsatsen.

IDA så hellere at der i forbindelse med cv-samtalen og ”Min Plan” gives adgang til i samråd med A-kassen og jobcentret at aftale behovet for op følgende samtaler de første 6 måneder og hvilket indhold disse samtaler skal have. For højtuddannede vil det især være de fagligt orienterede A-kasser der kan medvirke til at kvalificere ”Min Plan”, da det er disse der har indsigt i medlemmernes jobmarked. Derfor kan cv-samtalen især for disse faggrupper være et vigtigt redskab til at afklare fremtidig jobsøgningsadfærd, og langt de fleste vil selv være i stand til at gennemføre de aftalte aktiviteter.

Skal de 94 jobcentre kvalificeres til at vejlede om de højtuddannedes arbejdsmarked kræver det en væsentlig efteruddannelsesindsats eller ændret medarbejdersammensætning. Efter IDA’s bedste vurdering vil en sådan omstilling tage mange år.

Ved at lave en ”one-size-fits-all” skyder man langt over målet idet mange ledige heldigvis er meget selvhjulpne i deres jobsøgning. Ved at give adgang til i højere grad at tage udgangspunkt i den enkeltes behov, vil der samtidig kunne omprioriteres ressourcer henimod grupperne med størst behov.

Virksomhedsrettet indsats

Overordnet synes reformen udelukkende at tage udgangspunkt de ledige, mens virksomhederne og efterspørgselssiden fylder meget lidt. I bemærkningerne under punkt 2.4 ”Virksomhedsservice og jobformidling” fremgår det dog at, ”Jobcentrene skal fremadrettet aktivt opsøge relevante virksomheder og tilbyde hjælp til at matche ledige med virksomhedens rekrutteringsbehov.”

Endvidere fremgår, at jobcentrets bistand også kan bestå af at opsøge arbejdsgivere og tilbyde bistand til at udsøge, screene og formidle relevante stillinger.”

En sådan indsats vil kræve et gevaldigt løft af medarbejderne i jobcentrene hvis de skal bistå virksomhederne med højt kvalificeret og specialiseret arbejdskraft, og desuden bør jobcentrene også have adgang til at tilbyde virksomhederne efteruddannelse af ledige - og ikke kun ”til at udsøge, screene og formidle”. Derved vil jobcentrene kunne gøre sig langt mere attraktive overfor virksomheder med flaskehalse og andre balanceproblemer.

For yderligere at sætte fokus på efterspørgselssiden bør det også være muligt i forhold til flaskehalse, at kunne fravige kravene til f.eks. ledighedslængde, uddannelsesbaggrund og alder i forbindelse med efteruddannelse. I forbindelse med sådanne fravigelser kan det være relevant at afsætte en ”flaskehalspulje” målrettet mod indsatsen.

Rådighedsprøvning

Af bemærkningernes punkt 2.3.3. fremgår det at jobcentrene ”kan beslutte at en dagpengemodtager skal deltage i et rådighedsafprøvende tilbud, hvis jobcenteret vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt personen har den fornødne vilje til at ville medvirke aktivt i indsatsen”. De rådighedsafprøvende ”tilbud” kan gives indenfor den nuværende redskabsvifte og kan således bl.a. indeholde opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Hvis personen tilbydes f.eks. løntilskud eller virksomhedspraktik, kan det have meget uheldige konsekvenser hvis jobcenteret skulle have ret i sin mistanke om, at personen ikke medvirker aktivt i indsatsen.

Virksomheden vil sikkert ikke være udpræget tilbøjelig til efterfølgende at stille sig til rådighed som praktikvært eller jobtræning, og vil sandsynligvis også dele sine uheldige erfaringer med andre virksomheder.