Høringssvar i forbindelse med Reform af international rekruttering m.v.

IDAs bemærkninger til høring i forbindelse med forslag til ”Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om Det Centrale Personregister (Reform af international rekruttering m.v.)”

Samlet set synes vi i IDA, at der med lovforslaget er tale om væsentlige forbedringer, der vil gøre ordningerne til rekruttering og fastholdelse af arbejdstagere fra ikke EU- og EØS-lande mere målrettede og hensigtsmæssige. Det er IDA’s overbevisning at, ændringerne vil skabe større sammenhæng mellem arbejdsmarkedets efterspørgsel og de udenlandske arbejdstagere som kommer til Danmark, og derved vil ordningerne også få en større legitimitet og ”folkelig opbakning” end de har i dag. Det gælder fx Green Card ordningen.

Samtidig finder vi, at der er en fin balance mellem øget målretning og arbejdsgivernes adgang til at rekruttere udenlandske medarbejdere, der kan medvirke til at både offentlige og private virksomheder vil etablere og udvikle sig i Danmark.

IDAs bemærkninger til delelementerne i Reform af international rekruttering m.v.

Fast track-ordningen

Overordnet mener vi i IDA at forslagene om en fast track-ordning virker hensigtsmæssige, og hilser velkommen at der indføres kontrolmuligheder i forhold til de certificerede virksomheder. De grundlæggende elementer i ordningen kan IDA dermed bakke op om, men har dog et par bemærkninger.

For det første efterlyser vi en tydeliggørelse af indholdet i høringsproceduren i forbindelse med certificeringen af virksomheder til fast track-ordningen. Hvilke elementer vil blive inddraget i vurderingen af certificeringen, og hvilke eksterne parter kan blive inddraget – herunder f.eks. relevante faglige organisationer?

For det andet ser vi gerne at det ekspliciteres at beløbsgrænsen på 375.000 kr. pr. år ikke automatisk ”er sædvanlige efter danske forhold”, men at løn- og ansættelsesforholdene naturligvis skal svare til uddannelsesbaggrund, erfaring, øvrige kompetencer o.a.. I forbindelse hermed ønsker vi også tydeliggjort, at der i kontrollen med de certificerede virksomheder vil indgå kontrol af at udlændingene er ansat efter ”sædvanlige danske forhold”, og at relevante faglige organisationer kan inddrages i denne bedømmelse.

Beløbsordningen

På samme måde bør STAR også have adgang til stikprøvekontroller af om øvrige virksomheder der ansætter udenlandske medarbejdere via Beløbsordningen, overholder kravene om ansættelse efter ”sædvanlige danske forhold”. Også her bør STAR kunne konsultere f.eks. relevante faglige organisationer således som det hidtil har været tilfældet i forhold til Positivlisten.

Under bemærkningerne til lovforslaget pkt. 4.2.2 er f.eks. anført ”at den, der beskæftiger en udlænding, skal meddele de oplysninger til STAR, der er nødvendige for styrelsens kontrol af, om løn- og ansættelsesvilkår for en meddelt opholds- og opholdstilladelse i Danmark har været overholdt i den periode, udlændingen har opholdt sig i Danmark”.

Bl.a. i denne situation finder vi det i IDA vigtigt, at STAR ikke blot forholder sig til det formelle krav om en årlig aflønning på 375.000 kr. om året, men også forholder sig til om aflønningen svarer til hvad der er sædvanligt for andre ansatte på tilsvarende uddannelses- og erfaringsmæssigt niveau som den aktuelle udlænding.

Green Card-ordningen

IDA finder at der er tale om væsentlige forbedringer af ordningen, så den forhåbentlig i langt højere grad vil blive målrettet og afgrænset i forhold til efterspørgslen på det danske arbejdsmarked. Det er også en vigtig ændring i forhold til ikke at attrahere udenlandske arbejdstagere som forgæves søger lykken i Danmark og dermed sætter sig selv og sin familie i en uheldig økonomisk og karrieremæssig situation. IDA har desværre set flere ”grimme eksempler” herpå.

Vi finder det også hensigtsmæssigt at forkorte opholdsperioden fra 3 til 2 år og at indføre nogle indkomstkrav. Det vil bl.a. signalere overfor de udenlandske jobsøgere, at formålet med et dansk Green Card er et job i Danmark der er baseret på deres uddannelsesmæssige baggrund, faglige erfaringer osv.

Vi vil dog anbefale at forudsætningen for at få forlænget opholdstilladelsen efter 2 år, vil være en årlig indkomst på 375.000 kr. og ikke de foreslåede 315.000 kr. Med den foreslåede beløbsgrænse på 315.000 kr.  vil der i praksis være to beløbsordninger på henholdsvis 315.000 kr. og 375.000 kr. og dette finder vi ikke hensigtsmæssigt.

Fastholdelse af udenlandske studerende

I IDA finder vi det på den ene side imod hensigten med lovforslaget, at adgangen til dagpenge på dimittendsats fjernes for udenlandske studerende, men på den anden side hilser vi velkommen, at der i aftalen mellem Regeringen og aftalepartierne om reform af international rekruttering er aftalt, at der skal etableres en aktiv indsats for bedre fastholdelse af internationale studerende i Danmark.

Denne indsats bliver desto vigtigere når adgangen til dagpenge fjernes, og den skal sættes ind allerede under udlændingenes studietid og have fokus på at skabe kontakter til danske arbejdsgivere.