Udskriv siden

 

IDA BusinessNyt nr. 5

Nyhedsbrev fra IDA BusinessNetværk

Værktøjer til IDA BusinessNetværk
På IDAs hjemmeside kan du under IDA BusinessNetværk finde en side de hedder IDA Netværksservice. Her finder du f.eks. vejledning til optagelse af nye deltagere i netværksgruppen, orientering om IDA Forum og flere praktiske tip til netværksgruppen.

Hvad betyder det for vores netværksgruppe at have et forum og hvad bruger vi det til?
Lotte Hjerrild fra IDA BusinessNetværk 34 fortæller:
”I vores netværk kombinerer vi forummet med mails til hinanden, så forummet er først og fremmest vores "fælles digitale bibliotek". Her kan vi til hver en tid finde hinandens e-mail adresser og telefonnumre, så vi kan komme i kontakt med hinanden. Vi benytter også kalenderen til de planlagte møder/aktiviteter, så man altid kan gå ind og se et par mødedatoer frem, hvis man fx. har glemt at notere det, eller ikke har været til stede ved mødefastsættelsen.  


Forum for IDA BusinessNetværk 34

Mødeindkaldelser lægges også ind. Senest viste forummet sig meget gavnligt, da et medlem havde skiftet mail-adresse, og derfor ikke fik den sædvanlige mødeindkaldelse. På forummet kunne han imidlertid både se mødet ud fra kalenderen samt finde mødeindkaldelsen.”

”I vores netværksgruppe har vi valgt at skrive korte referater fra vores møder, og disse referater lægger vi også ind på vores forum. Præsentationer fra mange af de emner vi diskuterer lægges ligeledes ind. Dette er til gavn for de medlemmer, der ikke var til stede ved mødet, men også for de øvrige medlemmer er det rart at kunne gå tilbage og se på fx. et indlæg, der var særlig interesse for. Vi har også valgt at lægge vores CV´er ind på forummet. Vi har så diskuteret hinandens CV´er, og fået inspiration og gode ideer til ændringer fra hinanden.”

”Jeg tror forummet er med til at opbygge et mere forpligtende fællesskab i netværket, bl.a. fordi det kun er os, der har adgang til det. Det er et fælles omdrejningspunkt, som netop gør netværket til et businessnetværk og ikke blot til en kaffeklub.””Et lille hjertesuk er der dog også. Forummet er stadig meget nyt i brugerfladen - dvs. det fungerer ikke altid lige smart, så vi ser frem til en opdatering....”  

Introduktionsmøde om IDA BusinessNetværk.
En af de nuværende deltagere i IDA BusinessNetværk er med og fortæller om egne oplevelser og erfaringer, når IDA den 15. marts IDA holder introduktionsmøde om IDA BusinessNetværk. Vi fortæller hvordan det fungerer, så kommende deltagere har mulighed for at vurdere om de eksisterende eller nye netværksgrupper er noget for dem. Send derfor gerne tippet om introduktionsmødet videre, hvis du kender nogle som endnu ikke er med i IDA BusinessNetværk.

Find arrangementet på ida.dk under arr.nr. 70839. Der er stadig få pladser tilbage.

Få ideer og råd til at styrke netværket
I IDA BusinessNyt er det også ambitionen at formidle viden og erfaring på tværs af netværksgrupperne. Mange af disse erfaringer kommer frem på netværksmøderne for netværkspiloterne. Her er en et udpluk af de udfordringer mange netværksgrupper har og tip til hvad man kan gøre:

1) En god mødedagsorden
Her er tip til en god dagsorden for netværksmøderne:

  • Der er en balance mellem en fast dagsorden og mødeanarki
  • Indsæt gerne et ad hoc punkt på dagsordenen til her-og-nu problemstillinger. (f.eks. 15 min.)
  • Sørg for at have en mødeleder som holder fast i aftalerne om mødet
  • Benyt skiftende mødesteder
  • Husk at planlægge pauser.

 
2) Spilleregler
Overvej om det vil hjælpe gruppen at aftale nogle konkrete spilleregler. Det kan være om f.eks. være fremmøde eller mødeformen. Nogle grupper har f.eks. besluttet, at der skal være mindste antal deltagere for at mødet gennemføres. Der kan også aftales regler for, hvor mange afbud der accepteres, hvis deltagere fortsat skal være med i netværksgruppen.

3) Remindere til møder
Erfaringerne viser, at det er godt at sende remindere ud inden møderne. De fleste vælger at sende den ud nogle dage før, og gerne med en svarfrist, så værten har det reelle deltagerantal. Det er meget forskelligt i netværksgrupperne hvem der sørger for til-/afmeldinger hver gang - i nogle grupper er det netværkspiloten og i andre er det værten. Det vigtigst er at nogen påtager sig ansvaret.

4) Hold fokus på de fremmødte og engagerede deltagere
De fleste netværksgrupper vil før eller senere opleve, at der på et møde kun kommer få. Årsagerne til frafald kan skyldes mange ting. I sidste ende handler det om prioriteringen af netværket.

Start med at finde ud af hvad årsagerne er, om f.eks. er rent uheld at mødedatoen falder på et tidspunkt, hvor der er uopsættelige ting eller ferier. Derefter er det vigtigt at få en debat om hvor stor interessen. Måske er der nogen i netværket, som har ønsker og ideer til, hvordan netværksmøderne bliver mere spændende for alle. Sidste løsning er at få nye deltagere ind i netværksgruppen.

Fokuser på dem som kommer til mødet, mere end dem som ikke kom. Det er vigtigt, at manglende deltagere ikke trækker energiniveauet i netværket ned.

5) Lær hinanden bedre at kende og opnå en større fortrolighed
De fleste netværksgrupper vil gerne et spadestik dybere, og lære hinandens styrker og svagheder bedre at kende, så det kan styrke netværket. Her er nogle ideer til løsninger:

  • Få en god balance mellem faglighed og personlig snak/dialog på netværksmøderne
  • En ”siden sidst” runde kan holdes i starten eller slutningen af netværksmødet, og hjælper til at man lærer hinanden bedre at kende. Det er vigtigt at en ”siden sidst runde” ikke bliver for lang og bliver nogle kedelige historier. Aftal f.eks. at ”siden sidst” handler om hvad der er sket i forhold til det emne gruppen debatterede på foregående møde. Husk blot at antallet af ord er ikke vigtigt – sig kun noget hvis det ligger dig på sinde!
  • Nogle grupper udveksler CV’ere – og taler endda grundigt om dem
  • Det er vigtigt, at have tid til lidt ”snik-snak” for at høre, hvad I hver især brænder for lige nu
  • Hold pauser hvor der er tid til at snakke om andre ting end agenda’en
  • Brug de mødeformer, som IDA bl.a. tilbyder at introducere på 3 eller 4. netværksmøde.

6) Oplæg på møderne:

  • Hold oplæg korte, ca. 10 min, og undgå for meget information i et oplæg. Det er debatten som er det vigtigste
  • I begyndelsen af et oplæg bør oplægsholder altid fortælle netværksgruppen om sine forventninger til de øvrige, som f.eks. hvilken slags feedback er ønskelig.
  • Lav gerne et midtvejsbreak i oplæg og lav en kort debat

Brug jævnligt tidsstyring, både af oplæg/cases, andre præsentationer og sparring, så mødets faglige del bliver effektiv.

Møder for netværkspiloter
De kommende møder for netværkspiloter er fastlagt til:

24. maj i København
31. maj i Århus.

Netværkspiloterne får direkte besked senere.

På møderne deles erfaringer om processerne og indholdet i netværksgrupperne.  

Udgivet foråret 2007
Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2