Et godt nyhedsbrev opfylder tre overordnede krav: Det er brugbart, overskueligt og tager udgangspunkt i modtageren.
Brugbart
Gode nyhedsbreve giver informationer, som modtageren kan bruge. Det kan være beskrivelser af nye faglige tiltag, ny lovgivning, interessante opfindelser eller nye vinkler på gamle problemstillinger. Det kan også være forslag til interessant litteratur eller gode råd til løsning af diverse problemer.
Overskueligt
De færreste modtagere har tid og lyst til at læse et langt indviklet nyhedsbrev. Derfor er et godt nyhedsbrev bygget op af korte tekster med gode oplysende underoverskrifter. Det giver modtageren mulighed for at scanne indholdet og danne sig et hurtigt overblik over, hvad der er interessant at dykke ned i.
Med udgangspunkt i modtageren
Vigtigst er, at et godt nyhedsbrev tager udgangspunkt i modtageren - ikke i afsenderen! En lang beskrivelse af dit fagtekniske netværk, bestyrelsen, jeres succes osv. vil hurtigt fjerne modtagerens interesse for dit nyhedsbrev. Modtageren interesserer sig for sig selv og sin egen personlige karriere. Forsøg derfor at se tingene fra modtagerens synspunkt; hvad får han/hun ud af det? Når du skriver, så sæt dig i modtagerens sted. Forestil dig, at det var dig, der modtog nyhedsbrevet – hvad ville du gerne læse om?
Læs også:
Nyhedsbrevets fordele
Ni gode råd om nyhedsbreve