Udskriv siden

9. august 2005

OMTALE AF IDA

Ingeniører positive over for reform´
De offentligt ansatte ingeniører er generelt positive over for reformen af kommuner og amter, selv om ingeniørerne ventes at blive kraftigt påvirket af den. Det viser en spørgeskemaundersøgelse som IDA har gennemført. Ifølge undersøgelsen, der har omfattet op mod 1.600 ingeniører, er tre ud af fire positive over for reformen. Blandt de kommunalt ansatte ingeniører er 87 procent enten meget positive eller overvejende positive. Blandt de amtsligt ansatte gælder det dog kun 39 procent. Kun ti procent af ingeniørerne overvejer at forlade deres arbejdsplads som følge af reformen.
Børsen/Ritzau, 9.8.05. (1.sektion/17)+Urban/Ritzau, 9.8.05.+Jyske Vestkysten/Ritzau, 9.8.05.+Jyllands-Posten/Ritzau, 9.8.05.

ARBEJDSMARKED

Fagforbund vil skyde hellige køer
Fagforbundet FOA er klar til at kigge på princippet om aldrig at gå på kompromis med de normale løn- og ansættelsesvilkår for at lette integrationen. "Efter 25 år med så ringe resultater med integrationen, må vi være fordomsfri i forhold til at finde nye løsninger." Sådan lyder meldingen fra formand Dennis Christensen, som mener, at det kan være på tide at kigge på, om der er nogle hellige køer, der skal have en pistol for panden.
Berlingske Tidende/Philip Egea Flores, 9.8.05. (1. sektion/6)

LO-DA bag EU-møde om dansk model
Den danske model står i centrum for en konference som LO og Dansk Arbejdsgiverforening holder 14. september i Bruxelles sammen med tænketanken European Policy Center (EPC).
Børsen/Ritzau, 9.8.05. (1. sektion/17)

Handicappede på jobjagt
Der skal skaffes flere job til personer med nedsat arbejdsevne. Det er formålet med en kampagne som De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) netop har indledt med en direkte henvendelse til cirka 300 adm. direktører og virksomhedsledere for at få et bud på, hvordan det kan ske.
Jyllands-Posten/Niels Højland, 9.8.05. (Erhverv/3)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Samarbejde skal styrke forskning
Regeringen vil styrke forskningen på fødevareområdet og har derfor besluttet at undersøge, hvordan samarbejdet mellem Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og Danmarks Jordbrugsforskning (DJF) kan blive bedre.
Jyllands-Posten/Ritzau, 9.8.05. (Erhverv/7)

Universiteterne skal fungere på markedsvilkår
En arbejdsgruppe nedsat af Rektorkollegiet, der repræsenterer de 12 danske universiteter, anbefaler i en ny rapport, at universiteterne fremover skal konkurrere med hinanden om udenlandske studerende på frie markedsvilkår.
Berlingske Tidende/Annette Hagerup, 9.8.05.

Øget indsats mod snyderi med eksamensbeviser
Det er alt for let at snyde med eksamenspapirer i Danmark. Derfor skal universiteterne rustes til at vurdere, om udenlandske studerende reelt har de fornødne kvalifikationer til at gennemføre et studium i Danmark, lyder meldingen i en ny rapport fra Rektorkollegiet.
Berlingske Tidende/Annette Hagerup, 9.8.05.

Folkeskolelærere efteruddannes tilfældigt
Efteruddannelse er blevet et politisk mantra, når lærerne skal rustes til folkeskolens mange nye opgaver. Men indsatsen er for tilfældig og harmoner ofte ikke med skolernes behov, mener flere forskere.
Information/Mette Klingsey, 9.8.05. (1. sektion/3)

POLITIK OG ØKONOMI

Fortsat gratis tv til computerbrugere
Regeringen vil fortsat lade computerbrugere spare 2.100 kroner om året, hvis de i stedet for tv'et bruger computeren til at hente signalet og eventuelt blæser det op på en faldskærm. Regeringen vil dermed ikke følge rådet fra DR om at lade tv-stationen kræve licens fra computerbrugere og mobiltelefonejere, der kun ser tv på de nye medier.
Jyllands-Posten/Ina Bjerregaard, 9.8.05. (1. sektion/3)

SKAT OG PENSION

Socialdemokraterne dropper skatteloft
Socialdemokraterne vil bryde skattealliancen med De Radikale om det fælles skatteloft. Socialdemokraterne vil således i det kommende udspil til finanslov fremlægger en skattepolitik, der skal give partiet en mere selvstændig profil, lyder meldingen.
Børsen/-, 9.8.05. (forsiden)

FØDEVARER OG SUNDHED

Udenlandsk kød er fyldt med farlige bakterier
En undersøgelse fra Danmarks Fødevareforskning viser, at udenlandsk kød i nogle tilfælde indeholder bakterier, der er op til syv gange så resistente som bakterierne i dansk kød. Ni ud af ti danskere, der har en infektion med multiresistente bakterier, har fået det fra udenlandsk kød, som vi importerer stadig mere af.
Politiken/Lars Dahlager, 9.8.05. (forsiden)

Blodprøve kan afsløre kræft
En simpel blodprøve kan på få minutter afsløre, om en kvinde har tre bestemte proteiner i sit blod og dermed er i stor fare for at have brystkræft eller kræft i æggestokkene. Det viser svenske forskningsresultater.
Berlingske Tidende/Marianne Harbo, 9.8.05. (1.sektion/5)

ØVRIGE NYHEDER

Globalisering er blevet et paraplybegreb
Globaliseringen er over os, og vi må derfor forny os og blive dygtigere og arbejde mere og længere. Sådan lyder mantraet hos de store partier, tænketanke og erhvervslivets organisationer. Men det er oftest en billigt trick, når velfærdsreguleringer eller diverse stramninger formuleres som værende nødvendige på grund af globaliseringen, mener Martin Marcussen, der forsker i, hvordan globaliseringstemaet bruges i dansk og international politik. Retorikprofessor Christian Koch er enig og siger, at problemet er, at kvaliteten af den politiske debat falder, hvis man blot legitimerer sine budskaber med henvisning til vage, flertydige begreber som globalisering.
Information/Glem Mikkelsen, 9.8.05. (4-5)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2