OMTALE AF IDA
Udlændinge i overtal på ingeniørstudier
Unge fra lande uden for EU fylder flere danske ingeniøruddannelser i en sådan grad, at der på nogle retninger ikke er en eneste dansk studerende. Dermed løber den danske stat risikoen for at bruge millioner på at uddanne unge afrikanere og asiater uden garanti for, at dansk erhvervsliv får gavn af deres viden. Især på mindre universitetscampusser som i Esbjerg og Sønderborg er koncentrationen af udenlandske studerende overvældende. Formanden for IDA Lars Bytoft Olsen er overrasket over, at den udenlandske dominans er så udtalt, og han er bekymret for rekrutteringen til ingeniørfaget. "Vi har i de seneste år set en betydelig tilbagegang i antallet af ingeniørstuderende. Af vore fremskrivninger kan vi se, at vi kommer til at mangle 7.000 ingeniører i 2015 og 15.000 ingeniører, hvis vi også skal skabe lidt udvikling. På den baggrund kan det blive et problem, at det er udenlandske studerende, der i den grad fylder numrene op," siger IDAs formand.
Erhvervsbladet/Frede Madsen (6) +online
Mellem himmel og jord i Aalborg
Den 2. juli åbner Aalborg Universitet for tredje år i træk, en interaktiv udstilling, der skal gøre naturvidenskab mere spændende. I år er temaet "Mellem himmel og jord". Universitetet siger, at det gerne vil få flere til at interesserer sig for naturvidenskab og vise, at naturvidenskab ikke er tørt, men at det både kan være sjovt og til at forstå for almindelige mennesker. Der er gratis entre til udstillingen som blandt andet IDA er sponsor for.
Industriens Dagblad/Bo Therkildsen, 30.6.05. (bagsiden)
Barselsorlov påvirker karrieren
De fleste bliver ramt på økonomien, og hver fjerde frygter, det koster et par trin på karrierestigen, når mænd holder barsel. At frygten kan være velbegrundet understøttes af en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation. Her fremgår det, at 32 procent af de adspurgte ledere svarer ja til, at mænd forringer deres karrieremuligheder ved barselsorlov. "Jeg kan ikke sige andet, end at det er trist. Jeg tror, at det hænger sammen med, at mange ledere endnu ikke er vant til at håndtere mandlige medarbejdere, der ønsker at gå på barsel," siger formand for kvindeudvalget i IDA Helle Petersen. Her er man i gang med at spørge medlemmerne, hvordan den ideelle barselsorlov ser ud for dem.
Søndagsavisen 1 Vest/Mads Bregenov-Pedersen, 26.6.05.
Helge Sander fastholder at oplysninger var korrekte
Videnskabsminister Helge Sander (V) fastholder, at han ikke har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om driftschef Karsten Stendal fra selskabet Dansk Dekommissionering, der skal forstå skrotningen af de tre små atomare forsøgsanlæg på Forskningscenter Risø. Karsten Stendal blev i november sidste år frataget sit ledelsesansvar for 20 ansatte og skulle pludselig kun være sektionsleder for sig selv. Karsten Stendal er i øjeblikket sygemeldt, men hans faglige organisation IDA forhandler med Videnskabsministeriet om en løsning.
Urban/-, 28.6.05. (1. sektion/4)
Kloge hoveder til Danmark
Højtuddannede skal have bedre muligheder for at komme til Danmark, foreslår Venstre. Forslaget modtages positivt i IDA.
10Minutter/-, 28.6.05.
ARBEJDSMARKED
CV-bank sladrer om ledige
Arbejdsformidlingens cv-bank på internettet bliver nu udstyret med en sladrehank. Det sker efter episoder med ledige, der retter i deres cv for at undgå at komme i arbejde. I fremtiden kan jobkonsulenterne hos AF ved hjælp af en særlig historik-funktion se, hvornår og hvad der er ændret i det cv, som alle ledige skal lægge ind i den elektroniske bank for at få understøttelse.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 1.7.05. (Erhverv/2)
Piercinger er blevet ok på jobbet
For 20 år siden havde chefen næppe sagt god for den. Men i dag kan medarbejderne på de fleste arbejdspladser i hovedstaden møde op med ringe i fx næse eller læber uden at få en påtale. Kun 14 procent af virksomhederne i hovedstaden har et totalt forbud mod, at personalet bærer synlige piercinger. Mens 11 procent har forbud, der gælder dele af personalet. Det viser en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.
Jyllands-Posten/Laurits Nansen, 1.7.05. (Kbh/6)
FAMILIE-, LIGESTILLING- OG KØNSPOLITIK
Social arv kan brydes i vuggestuen
Udsatte børn kan få brudt deres sociale arv, hvis de får specielle legeprogrammer allerede i vuggestuealderen, viser amerikanske forsøg. Direktøren for Socialforskningsinstituttet vil have programmerne til Danmark.
Politiken/Gitte Svanholm, 1.7.05. (1.sektion/6)
Debat: Ligestilling kræver forandring i samfundets normer
Et godt ligestillingsarbejde handler ikke om, hvor mange erklæringer, kvoter eller særlige udvalg man får nedsat. Det handler om, hvorvidt kvinder og mænd i praksis kan udnytte deres talenter, skriver ligestillingsminister Eve Kjer Hansen (V). Hun påpeger, at en del af ligestillingsproblemerne er et resultat af normerne i samfundet. Og at meget vil være vundet, den dag feminister ikke bruger så meget tid på at kritiserer hinanden, men i stedet arbejder på at ændre samfundets normer.
Berlingske Tidende/-, 1.7.05. (Debat/13)
Massiv interesse for den nye barselsfond
Fra og med i dag kan virksomhederne melde sig ind i den nye barselsfond på DA-LO-området. Og arbejdsorganisationerne bestormes i disse dage af virksomheder, der vil vide mere om ordningen.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 1.7.05. (Erhverv/4)
Skal far amme?
Kvinder har ikke patent på at amme. Mænd kan også. Det fastslår kønsforsker Birgit Petersson. Emnet har skabt hed debat i USA, og svenskerne diskuterer det også. Men herhjemme er diskussionen først lige begyndt, siger Birgit Petersson. Ligestillingsforsker Karen Sjørup kan ikke se nogen grund til, at mænd skal kunne amme. "Det svarer jo til, at man af ligestillingshensyn også vil sikre, at mænd skal kunne føde børn. For mig forekommer det at være helt overflødigt," siger Karen Sjørup.
Berlingske Tidende/Thomas Mikkel Mortensen, 1.7.05. (1. sektion/5)
UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING
Lærernes arbejdstid kulegraves
Kommunernes Landsforening (KL) er begejstret over, at regeringen vil have undersøgt produktiviteten i folkeskolen. "Vi ser frem til at analysere, hvordan folkeskolerne bruger deres arbejdstimer på undervisning," siger Jens Thousgaard fra KL.
Børsen/Karsten Jensen, 1.7.05. (1. sektion/18)
Ingeniøruddannelser får et løft
Bygnings- og maskiningeniøruddannelserne på Aalborg Universitet fornys og forstærkes. Fremover vil man i højere grad fokusere på design og udvikling ved hjælp af moderne teknologi.
Jyske Vestkysten/Chris U. Pedersen, 28.6.05.
POLITIK OG ØKONOMI
Minister vil gribe ind mod blinde boligbud
Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) vil bremse ejendomsmæglernes udbredte brug af budrunder ved salg af ejerboliger. Bendtsen siger, at han ønsker en åben købsproces.
Berlingske Tidende/Ole Mikkelsen, 1.7.05. (forsiden)
SKAT OG PENSION
Flad skat skaber vækst
Danmark er et miserabelt land, når skatten er betalt. Det mener Steve Forbes, ejer af det indflydelsesrige amerikanske erhvervsmagasin Forbes Magazine. Han er stærkt kritisk over for de høje danske skatter, som han mener skal erstattes med én fælles skattesats, som er en fremtidssikret model. Ellers risikerer Danmark, at væksten flytter mod Østeuropa og iværksætterne mod USA, mener Steve Forbes.
Børsen/-, 1.6.05. (Executive/2-3)