OMTALE AF IDA
De veluddannede vinder på arbejdsmarkedet
Akademikerne får fuldt udbytte af opsvinget. Ledigheden blandt højtuddannede er nu klart faldende. Ingeniørerne trækker jobvæksten, viser analyse fra Akademikernes Centralorganisation (AC). "Der bliver skabt nye job i mindre og mellemstore virksomheder med under 50 ansatte. Vi kan se, at 80 procent af de nye job er i små og mellemstore virksomheder. Det gode budskab er, at hver gang man ansætter en akademiker vil det skabe yderligere fem nye job i virksomhederne," siger Leif Dyrmose, formand for De Ansatte Ingeniørers Råd under IDA.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 2.5.05. (1. sektion/16)
Horderne fra Øst blev hjemme
Dyste forudsigelser om massiv invasion af billig arbejdskraft fra Øst er blevet gjort til skamme. Faktisk er der nærmere kommet for få østeuropæere, og det er de forkerte, der er kommet, mener formand for Arbejdsmarkedsudvalget i IDA, Ole Marqweis. IDA udgav sammen med bl.a. Dansk Metal og Dansk Industri en rapport forud for østudvidelsen, der forudså, at alt for få velkvalificerede ingeniører og faglærte ville søge mod Danmark. Nøjagtig sådan er det gået, konstaterer Ole Marqweis. "Vores analyse holder desværre stik. Det er ikke de rigtige, der er kommet. Det er bærplukkere og ufaglærte inden for byggeriet og ikke de vidensarbejdere, som vi har brug for til at skabe den vækst og de nye arbejdspladser, som der er brug for," siger Marqweis.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 2.5.05. (Erhverv/6)
Debat: Flere kvinder i erhvervstoppen
Flere kvinder i ledelsen af de danske virksomheder vil være en fordel for virksomhederne. Sidste år gennemførte IDA og CO Industri en undersøgelse, som viste, at de medarbejdervalgte kvindelige bestyrelsesmedlemmer ikke blot sidder som vogtere af de bløde værdier såsom kollegernes arbejdsforhold. De vægter faktisk også hensynet til aktiemarkedet og ejerne højere end deres mandlige kolleger, skriver formand for IDAs kvindeudvalg Helle Petersen. Hun mener, at ligestillingsministeren bør signalere vilje til at gribe ind, for herhjemme kan vi lære meget af nordmændenes arbejde på dette område.
Berlingske Tidende/Helle Petersen, 30.4.05. (Debat)
Ingeniører holder ikke ferie
Cirka hver tredje ingeniør når ikke at holde alt deres ferie, og ti procent stryger helt eller delvist ferien uden nogen form for kompensation. Det viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen, og Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at en tredjedel af alt sygefravær skyldes dårlig trivsel herunder manglende balance mellem familie- og arbejdsliv. Formand for Ansatte Ingeniørers Råd Leif Dyrmose mener, at mange har et stort ansvar i forhold til arbejdspladsen, og derfor vælger de at droppe noget af ferien. Man har svært ved at vælge familien til i en hektisk hverdag, og det problem skal diskuteres med både medlemmer og tillidsrepræsentanter, så der kan blive gjort noget ved det, siger Leif Dyrmose.
TV 2 Nyhederne 29.9.04. kl. 9.00
Ingeniører dropper ferien
30 procent af ingeniørerne holder ikke deres ferie. Det viser undersøgelse fra IDA.
Herning Folkeblad/26.4.05.+Jyske Vestkysten/-, 27.4.05.+Industiens Dagblad/Martin Flink, 27.4.05.
Veluddannede presses af stress
Stadigt flere veluddannede i gode job mærker prisen for et spændende arbejdsliv. De kan ikke sige fra og får stress, det viser en undersøgelse. "Mange af vores medlemmer er stressede - særligt kvinderne," siger Bolette Mohr Sillassen, formand for IDAs Familie- og Ligestillingsudvalg. "Mange har hyperfleksible jobs, som kan tilpasses familielivet. Og det kan være meget godt, men også skidt. Undersøgelsen viser, at et 8-16 job er det, der stresser mindst. For der er arbejdet klart afgrænset. Noget tyder på, at skillelinjen mellem arbejde og fritid forsvinder af fleksibiliteten," siger Bohr Sillassen.
Jydske Vestkysten/Sune Falther, 27.4.05.
Få dig et liv
Hvordan kan det være, at ingeniører kan bygge en Storebæltsbro , men ikke kan finde ud af at kombinere arbejde og familie? Det er emnet for civilingeniør Camilla Krings ph.d.-afhandling "Arbejdsliv og familieliv - Get A Balance" som hun forsvarede i IDA 27.april. "Højtuddannede har bøvl med at få tiden til at hænge sammen i begge ender. Både på jobbet og privat mangler der tid, blandt andet fordi vores ambitioner er blevet så skyhøje på alle områder," siger Camilla Kring.
Jyske Vestkysten/Sune Falther, 27.4.05.
Hjælpe til de ensomme ulve
Et nyt projekt skal sikre kompetenceudvikling og fagligt netværk for de medarbejdere, der er ansat som den eneste ingeniør i små og mellemstore virksomheder. De såkaldte ensomme ulve. Blandt andre IDA står bag projektet.
Skive Folkeblad/-, 19.4.05.
Tre gymnasieelever fra Frederiksberg Gymnasium hædret
Tre gymnasieelever fra Frederiksberg Gymnasium vandt finalen for bedste produkt i konkurrence Science Cup Denmark, der blev afholdt i IDA.
Jern & Maskinindustrien/-, 20.4.05.+Frederiksberg Bladet/June Thomsen, 26.4.05.+Xtra Fys Stiftstidende/Nina Vibe Petersen, 21.4.05.
ARBEJDSMARKED
Små og mellemstore virksomheder går efter ingeniører
De små og mellemstore virksomheder ansætter typisk en ingeniør, som deres første akademiker. Dernæst følger økonomen, eksportmedarbejderen og til sidste en humanist. Det er billede her otte måneder inde i Akademikerkampagnen. Siden kampagnens begyndelse er ledigheden for brede grupper af højtuddannede faldet. Ledigheden er således faldet med mere end 1.200 personer eller 10,9 procent. Akademikernes samlede ledighed er nu 5,7 procent.
Jyllands-Posten/Maria Dalhoff, 2.5.05. (Erhverv/10)
Indsats for akademikere betaler sig
Opsøgende kontakt til de mindre og mellemstore virksomheder sikrer flere akademikere et job. Det er konklusionen i Odense Erhvervsråd, hvor man i de seneste syv år har samarbejdet med Syddansk Universitet om netop at finde jobåbninger til de studerende.
Jyllands-Posten/Maria Dalhoff, 2.5.05. (Erhverv/11)
Flere kloge danskere flytter ud
Danske virksomheder flytter i stigende grad de dygtigste medarbejdere til udlandet. Og for at undgå, at Danmark mister hjernekapital og dermed konkurrenceevne, bør regeringen iværksætte en charmeindsats over for udenlandske forskere og dygtige ledere, mener Klaus Holse Andersen, direktør i Microsoft. Også i Akademikernes Centralorganisation (AC) frygter man hjerneflugt. "Vi vil ikke være dommedagsprofeter, men handler Danmark ikke rigtigt, kan vi blive taberne i konkurrencen om de højtuddannede," mener Niels Lykke Jensen, chef i AC.
Jyllands-Posten/Max Stougaard, 2.5.05. (Erhverv/forsiden)
A-kasser vrede på minister
A-kasserne anklager beskæftigelsesministeren for at slynge om sig med trusler på baggrund af forkerte tal. En undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen konkluderer, at a-kasserne ikke afholder CV-samtaler i 28 procent af de tilfælde, hvor medlemmerne er berettiget til det. "Vi kan slet ikke identificere os med de tal. Derfor forlanger vi en ordentlig undersøgelse," siger sekretariatschef i AK-samvirke Torben D. Jensen.
Børsen/Ritzau, 2.5.05. (1. sektion/18)
Stor tillid til offentligt ansatte
De offentligt ansatte som fx sygeplejersker, læger og politikfolk løber med de øverste otte pladser i en ny undersøgelse af, hvilke faggrupper der nyder størst troværdighed. Journalister, bilforhandlere og politikere skraber bunden.
Ugebrevet A4/online+Information/-, 2.5.05. (1. sektion/3)
Opskriften på dansk succes: Undgå store ændringer
Danmark ligger i top fem over verdens mest konkurrencedygtige økonomier. Og det er ikke tilfældigt, siger den amerikanske sociologiprofessor John L. Campbell. Danmark har en veluddannet arbejdsstyrke, et stærkt velfærdssamfund og et fleksibelt arbejdsmarked og dermed en stærk institutionel konkurrenceevne.
Ugebrevet A4/online
Mænd løber med frynsegoderne
Fire ud af fem, der får personalegoder som fri telefon, bil, bolig og lystbåd er mænd. Hovedårsagen er, at flest mænd sidder i de høje stillinger, hvor der er mest fryns.
Politiken/Tanja Parker Astrup, 30.04.05. (forsiden)
Robotter redder arbejdspladser
Rekordsalg af robotter til industrien hilses velkommen af fagbevægelsen. De sikrer nemlig danske arbejdspladser mod at blive flyttet til lavtlønsområder. Robotterne gør det muligt for virksomhederne at konkurrere med lande som Kina, Thailand og Polen.
Politiken/Poul Exner, 1.5.05. (forsiden)
MILJØ OG ARBEJDSMILJØ
Forsker afviser varige skader af musearbejde
Musearbejde kan give smerter, men ikke deciderede skader, konkluderer forsker Christina Funch Lassen i ny afhandling. Der er hård kritik af konklusionen fra arbejdsmediciner Jørgen Riis Jepsen. "Det er noget vrøvl at sige, at folk ikke kan blive syge af at arbejde med mus," siger han.
Politiken/Cecilia Sejer, 2.5.05. (forsiden)
UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING
Fælles budget præsenteres
Dansk Industri, Akademikernes Centralorganisation (AC) og Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-I) præsenter nu et samlet budget over, hvor milliarderne fra regeringens storstilede satsning på forskningsområdet konkret bør bruges. I stedet for ti milliarder kroner som foreslået af regeringen, mener organisationerne, der er behov for at bruge 15 milliarder kroner.
Berlingske Tidende/Lars Otto Andersen, 2.5.05. (Business/6)
Konservative: Lærere skal bruge deres linjefag
Kommunerne skal tvinges til at sætte lærerne til at undervise i deres linjefag, så alle elever i folkeskolen om fem år i alle fag undervises af lærere med linjefagskompetence, sådan lyder et forslag fra de konservative.
Politiken/Henrik Kaufhoz, 2.5.05. (forsiden)
Folkeskoler skal kulegraves
Folkeskolerne i København skal kulegraves. Alle skoleledernes evner skal belyses, lærernes kundskaber kortlægges og indholdet af timerne nøje vurderes, forslår de konservative i København. Partiet vil have kortlagt, hvorfor skoleeleverne klarer sig så dårligt.
Jyllands-Posten/Lars Nørgaard Pedersen, 2.5.05. (KBH/forsiden)
De unge skal tiltrækkes af vindmøller
De unge skal få øjnene op for vindmølleindustrien, og derfor iværksætter industrien nu en uddannelseskampagne rettet mod gymnasieelever og førsteårsstuderende.
Jyllands-Posten/Maria Dalhoff, 2.5.05. (Erhverv/11)
KU vil gøre viden til virksomhed
Der skal skabes flere netværk og en tættere dialog mellem erhvervslivet og forskningsmiljøet på Københavns Universitet. Det mener universitets rektor.
Jyllands-Posten/Mille Marie Christensen, 2.5.05. (KBH/8)
ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI
Leder: Iværksætterkulturen skal have et løft
Eksporten af danske arbejdspladser til lavtlønslande dokumenterer, at Danmark er nødt til at fyre op under iværksætterkulturen for at få nye arbejdspladser til erstatning for de tabte, skriver Berlingske Tidendes Lederskribent. Avisen mener, at der skal skrues ned for iværksætteres administrative byrder.
Berlingske Tidende/Lederskribent, 2.5.05. (Debat/12)
SKAT OG PENSION
Efterlønsreform hænger i tynd tråd
Der kan ikke laves større velfærdsreformer uden Dansk Folkeparti. Det fastslår finansministeren. Og dermed risikerer de bebudede reformer af efterlønnen at løbe ud i sandet, idet Dansk Folkeparti er modstander af at ændre i efterlønnen og folkepensionen.
Berlingske Tidende/Jesper Thobo-Carlsen, 2.5.05. (forsiden)