Udskriv siden

9. maj 2005

OMTALE AF IDA

Ingeniører trives i internationale virksomheder
Hver fjerde ingeniør i Danmark arbejder i dag i en udenlandsk ejet, international virksomhed. Og det har de det rigtig godt med. Det viser en ny undersøgelse fra IDA. "Undersøgelsen afliver myten om, hvor galt det er at blive overtaget af fæle amerikanere eller tyskere. Vi havde ventet, at medlemmerne ville være mere negative, fordi der typisk blandt andet er nogle andre kommandoveje i udenlandske virksomheder, men vores medlemmer trives åbenbart med det," siger formand for arbejdsmarkedsudvalget i IDA, Ole Marqweis. Artiklen er ledsaget af en casestory om ingeniør Michael Ovesen, som arbejder hos Microsoft Danmark. Han påpeger, at en af fordelene ved at være ansat i et stort internationalt firma er, muligheden for at få nye udfordringer uden skift af arbejdsgiver.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 9.5.05. (Erhverv/forsiden+3)

400 nye job
Kommunalreformen kommer til at betyde usikkerhed for mange faggrupper. Men for ingeniører vil det betyde flere job. Det viser beregninger, som IDAvisen, Ingeniørforeningens blad, har lavet. Samlet vil der som følge af reformen komme næsten 400 nye job. "Jeg er glad for disse positive jobmæssige perspektiver i kommunalreformen, så det hele ikke er sort i sort," siger formanden for Ansatte Ingeniørers Råd, Leif Dyrmose.
Jyllands-Posten/Ritzau, 7.5.05. (erhverv)+Berlingske Tidende/Ritzau, 7.5.05. (Business/6)+Politiken/Ritzau, 7.5.05.+Politiken.dk+Berlinske,dk+JP.dk

Truende ingeniørmangel
Antallet af nyuddannede ingeniører er så lavt, at Danmark kommer til at mangle ingeniører. Derfor blæser regeringen sammen med IDA og Dansk Industri til kamp for at få nye studerende trukket til. Blandt initiativerne er en bedre "branding" af ingeniørfaget.
Kalundborg Folkeblad/-, 5.4.05.+Holbæl Amts Venstreblad/-, 4.5.05.+Midtjyllands Avis, 4.5.05.+crn.dk+jp.dk 4.5.05.+comon.dk+Computerworld/Torben Daarbak, 6.5.05.+10 minutter.+Industriens Dagblad/Jens Frederik Larsen, 4.5.05.+Licitationen/4.5.05+JP.dk 6.5.05.+Berlinske.dk, 4.5.05.+De Bergske Blade/-, 7.5.05.

Leder: Gør op med ingeniørmyten
Manglen på ingeniører truer danske virksomheders konkurrenceevne. Det er derfor nødvendigt at få gjort op med de unges myter om ingeniørfaget, skriver Erhvervsbladets Lederskribent, som kommentar til en rapport fra bl.a. IDA som viser, at Danmark kommer til at mangle mindst 7.000 ingeniører i år 2020.
ErhvervsBladet/Steno, 9.5.05. (online)

Ingeniører hyldet af Elektrofond
Civilingeniør ph.d. Henrik Rosendal Andersen fra Danfoss Drives modtog i sidste uge Elektroprisen, der uddeles af IDAs Elektrofond. Han fik prisen for sit arbejde med at begrænse køleskabes strømforbrug og hans arbejde hos Danfoss Drives med at udvikle frekvensomformeren FC300 til induktionsmotorer.
Industriens Dagblad/Jon Arskog, 6.5.05.

ARBEJDSMARKED

Venstre: Danskerne arbejder for lidt
Hvis blot arbejdstiden øges med én time ugentligt, så er de kortsigtede økonomiske udfordringer frem mod 2010 løst, lyder der fra Finansministeriet. Venstre siger, efter at have set beregningerne, at hvis velfærdsstaten fortsat skal have en holdbar økonomi, så må danskerne arbejde mere.
Berlingske Tidende/Ole Birk Olesen, 9.5.05. (Business/8)

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Krav om uddannelse af ledere i stress
70 procent af danske lønmodtagere mener ikke, at deres nærmeste leder påtager sig et medansvar for, at arbejdsliv og privatliv kan hænge sammen. Det viser ny undersøgelse fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Forbund (FTF). Resultatet får organisationen til at kræve, at lederne certificeres, så de får papir på, at de kan håndtere stress, tilspidsede situationer og psykisk arbejdsmiljø.
Politiken/Thomas Flensburg, 9.5.05. (1. sektion/7)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Sabbatår kan forkorte studietiden
Sabbatår kan være med til at forkorte studietiden. Det viser undersøgelse fra det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. En forklaring kan være, at de studerende bliver ældre og mere bevidste om hvad de læser. "De ved, hvad de vil, og derfor klarer de deres studietid hurtigere," siger prodekanen på det naturvidenskabelige fakultet.
Politiken/Rebacca Vang, 9.5.05. (forsiden)

Risø satser på radioaktive lægemidler
Risø åbner nyt laboratorium, der skal forske i radioaktive sporstoffers anvendelse til diagnosticering og behandling af en række sygdomme.
Politiken/Henrik Larsen, 9.5.05. (1. sektion/6)

ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI

Kønskvotebomben tikker i Norge
Norske virksomheder halter langt bagefter regeringens mål om, at der skal være 40 procent kvinder i bestyrelserne inden 1. juli i år. Det er trods ihærdig indsats kun lykkedes at nå op på 11 procent kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de norske virksomheder. Det betyder, at loven om kønskvotering træder i kraft, og at selskaberne risikerer tvangsopløsning. Norges erhvervsminister er nu ved, at få kolde fødder over den lov som hans eget parti har lagt stemmer til. Det får arbejdsgivernes organisation, NHO, til at håbe på, at der bliver fremsat et ændringsforslag til den kontroversielle lov.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 8.5.05. (Business/8)

POLITIK OG ØKONOMI

Kommunalchefer tror på øget udlicitering
Det er lagt op til øget brug af udlicitering, når kommunalreformen bliver en realitet. Det mener et flertal af kommunale chefer. Det glæder indenrigsminister Lars Løkken Rasmussen (V), som dog påpeger, at det ikke er et formål i sig selv, at kommunalreformen skal gøre den offentlige service mere effektiv. Håndværksrådet er bekymret og siger, at de større udbudsopgaver risikerer at skade de små og mellemstore virksomheders muligheder.
Børsen/Karsten Jensen, 9.5.05. (1. sektion/16)

Velhavere har indtaget København
Antallet af millionærer i København er firedoblet på ti år. Og priserne på et almindeligt hus i kommunen er nu højere end i hele forstadsbæltet.
Berlingske Tidende/Tomas Kristiansen, 9.5.05. (forsiden)

Skattestoppet koster i år København 350 millioner
København mister omkring 350 millioner kroner om året, fordi regeringens skattestop forhindrer kommunen i at beskatte de eksploderede ejendomsværdier på både huse og lejligheder.
Berlingske Tidende/Tomas Kristiansen, 9.5.05. (1. sektion/6)

FØDEVARER OG SUNDHED

Sukkertrang er farlig
Sukkertrang er farligere end at ryge og lige så vanedannende som opium, lyder det fra den toneangivende svenske sundhedsekspert Sanna Ehdin. Ifølge hende aner vi ikke hvor meget sukker vi egentlig spiser hver eneste dag.
Børsen/Anne Axholm, 9.5.05. (FødevareSundhed/4)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2