Udskriv siden

29. juni 2006

OMTALE AF IDA

Maden skal målrettes til de ældre
Meget få kommuner gør noget ud af den mad, der serveres for de ældre, selvom mange kommuner har en egentlig kostpolitik. En rapport fra Rambøll management siger, at der er behov for udvikling på området. Og det behov for nytænkning får opbakning fra IDA og Foreningen af Levnedsmiddelingeniører og –kandidater, FLIK.
- Der er behov for, at kommunerne tænker nyt, og det skal de have hjælp til. Derfor går vi ud og foreslår et center, der kan beskæftige sig med madkultur og madkvalitet både i den offentlige og private sektor, siger FLIK-formand Jefferey Hoorfar.
IDA og FLIK vil diskutere tiltag for bedre mad med branchen, forklarer Jørn Guldberg, formand for IDAs erhvervs, it- og teknologiudvalg.
- Man kan sige, at vi har identificeret et behov, og når vi har diskuteret det med sektoren, vil vi præsentere regeringen for et forslag, siger han.
Børsen/Louise Lykke, 29.06.06, Fødevarer side 2

Ansatte skal have aktieoptioner selv om de er fyret
En dom fra Sø- og Handelsretten fastslår at en fyret ingeniør skal have aktieoptioner trods fyringen fra NKT. Og det glæder Ansatte Ingeniørers Råd, AIR, under IDA.
- Vi er tilfredse med afgørelsen, for optioner er en del af lønnen. At fjerne optioner svarer til, at opsagte skal gå ned i løn, siger AIR-formand Leif Dyrmose.
AIR forventer dog at anke dommen til Højesteret trods tilfredsheden. I den aktuelle sag har den fyrede nemlig ikke modtager optioner for hele den periode, vedkommende var ansat.
Ritzau-telegram, 26.06.06
Nordjyske Stiftstidende, Aalborg/Ritzau, 27.06.06, 1. sektion side 20

2000 ingeniører har faglært LO-arbejde
Ingeniører, der er ansat i LO-arbejde, skal kunne vende tilbage til ingeniørjobbet, mener Ingeniørforeningen. Baggrunden er, at 2000 ingeniøruddannede i dag er medlemmer af en A-kasse på LO-området.
- Det er paradoksalt, at mindst 2000 ingeniører er beskæftiget med faglært eller ufaglært arbejde indenfor LO-området, når virksomhederne samtidig råber efter højtuddannet arbejdskraft, siger IDAs formand, Lars Bytoft.
IDA vurderer, at en tredjedel af ingeniørerne på LO-arbejdsmarkedet kan trækkes tilbage til faget, hvis de får den rette opkvalificering.
Berlingske.dk/Annette Bonde, 26.06.06

"Det er spild af god uddannelse"
Mette Fogh søgte efter endt uddannelse som ingeniør arbejde i to år, men vendte derefter blikket mod LO-fagområder, da hendes eksamensbevis blev for gammelt. Et it-opkvalificeringsforløb arrangeret af IDA blev hendes vej tilbage til det akademiske arbejdsmarked. Ifølge IDA er mindst 16 ud af de 19 kursister i dag i arbejde i it-sektoren.
Berlingske.dk/Annette Bonde, 26.06.06

Lobbyister skal lokke højtuddannede til Danmark
Danske ambassader skal ansætte talentspejdere, som kan lokke højtuddannede indere, pakistanere og andre specialister fra tredje verdens lande til Danmark. Det foreslår formanden for Ingeniørforeningen (IDA) Lars Bytoft.
Han mener, at ambassaderne i dag gør alt for lidt for at markedsføre Danmark over for studerende på universiteter og andre højere læreanstalter i udlandet.
- Ambassaderne burde ansætte nogle talentspejdere eller lobbyister, som går ud på uddannelsesinstitutionerne i for eksempel Indien, Pakistan og Bangladesh og fortæller om mulighederne i Danmark. Ellers smutter de gode hjerner til lande som Holland, Canada, Irland og New Zealand i stedet for Danmark, siger Lars Bytoft.
Nordjyske Stiftstidende/Ritzau, 27.06.06, 1. sektion side 13
Berlingske/Ritzau, 27.06.06, Business side 6
Urban/Ritzau (overskrift Talent Søges), 27.06.06, side 20
MetroXpress/Ritzau (overskrift Talent), 27.06.06, side 24

Cykellygter skal sælge ingeniørfaget
10.000 gymnasieelever har modtaget et sæt magnetdreven cykellygter. Det sker i forbindelse med en kampagne for at få flere ind på ingeniørstudiet. Kampagnen arrangeres af IDA, DI, Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet.
Produktion Horisont/ingeniøren.dk, 15.06.06, side 6

Energieffektivisering af byggeriet
I forbindelse med Energiår 2006 har IDA inviteret en række af byggeriets parter til udviklingen af en VISION 2030 for energieffektivisering af byggeriet. Visionen præsenteres ved en konference 7. september.
Ark.byg, 15.06.06, side 40

ARBEJDSMARKED

Fortrydelsesret vil udløse boom i efterløn
Med indførelsen af en fortrydelsesret, der giver personer, der ikke er tilmeldt efterløn mulighed for at komme med i ordningen, har politikerne åbnet en ladeport. 100.000 personer får mulighed for at melde sig til ordningen, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og de fleste LO’ere vil benytte sig af tilbuddet, forudser LO’s cheføkonom, Jan Kæraa Rasmussen.
- Jeg forventer et boom af efterlønstilmeldinger i de kommende år. Det vil være en rigtig privatøkonomisk beslutning at tilmelde sig efterløn for langt de fleste lønmodtagere, som får mulighed for at gøre deres valg om, siger han.
Flere LO-forbund vil kontakte deres medlemmer og tilskynde dem til at tilmelde sig efterlønsordningen.
Berlingske/Annette Bonde, 29.06.06, 1. sektion forsiden

Efterløn målrettes arbejderne
Det er primært de lavestlønnede, der får fordele af fortrydelsesretten omkring efterlønnen. Det er nemlig meget få akademikere, der har været med i en a-kasse fra de var 24 år, som reglerne foreskriver.
- Fortrydelsesordningen er mest restriktiv for dem under 34 år. Her bliver den i høj grad målrettet dem, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, siger Mikkels Baadsgaard, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Beskæftigelsesministeriet skønner, at 4.000 personer årligt vil benytte fortrydelsesretten og tilmelde sig efterlønsordningen. Det svarer til omkring halvdelen af de 100.000 lønmodtagere, der ikke er tilmeldt ordningen.
Berlingske/Annette Bonde, 29.06.06, Business side 11

Iværksættere uden arbejdskraft
Iværksættervirksomheder har problemer med at skaffe arbejdskraft, og derfor mister de ordrer. Der forsøges med personalegoder, men de små og mellemstore virksomheder har ikke samme muligheder for at tilbyde personalegoder som de store virksomheder.
Løsningen kan blive robotter, forudser Allan T. Meiling, der er en af de små virksomhedsejere.
Ifølge en undersøgelse fra DI vil Danmark miste 20 mia. kroner i år og næste år 24 mia. kroner på grund af mangel på arbejdskraft.
Berlingske/Susanne Bernth, 29.06.06, Business side 14

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Fusioner skaber stærke og svage universiteter
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, advarer om, at den fusion mellem landets universiteter, som regeringen foreslår, kan dele landets videnscentre op i en 1., 2. og 3. division. Københavns-området vil blive 1. division, alt vest for Storebælt vil blive 2. division, mens resten bliver 3. division, forudser Lars Goldsmith, adm. dir. i FRI. I stedet bør man lave to store universiteter.
- Man bør samle alt vest for Storebælt, ligesom man bør samle alt øst for Storebælt, siger han.
Jens Oddershede, rektor for Syddansk Universitet, afviser dog tankerne om divisionsopdelte universiteter.
- Størrelse er ikke lig med kvalitet, siger han.
JP/Niels Thimmer og Asger Westh, 29.06.06, 1. sektion side 5

POLITIK OG ØKONOMI

Højt skattetryk svækker finanspolitisk fleksibilitet
Danmarks finanspolitiske frihed er hæmmet af stor offentlig sektor og højt skattetryk. Det siger en rapport fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s.
- Rapporten viser, at hvis dansk økonomi rammes af et chok, som svækker væksten, eller oplever stigende problemer med at skaffe skatteindtægter, så er der mindre mulighed for en finanspolitisk tilpasning end i mange andre lande, siger kreditanalytiker Eileen Zhang fra Standard & Poor’s.
Danmark er ikke de eneste med lille finanspolitisk fleksibilitet. Også Norge, Sverige, Frankrig og Tyskland er blandt landene i denne gruppe.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 29.06.06, 1. sektion side 16

Lønninger stiger i samme takt
Lønningerne i det offentlige stiger i samme takt som i det private, viser tal fra Danmarks Statistik. I første kvartal steg lønnen for ansatte i staten med 2,9 procent og i kommunerne med 2,8 procent, mens gennemsnitslønnen i det private steg med 2,9 procent.
Børsen/Ritzau, 29.06.06, 1. sektion side 14

SKAT OG PENSION

Jelved afviser skattelettelser i 2008
Hvis regeringen og DF vil have skattelettelser i 2007 eller 2008, så må de selv bære stemmerne til det. De Radikale vil i hvert fald ikke. Partiets leder, Marianne Jelved, mener ikke, at økonomien kan bære ufinansierede skattelettelser endnu.
- De får ikke os med til en skattelettelse. Det er helt uansvarligt. Der er ikke plads til – heller ikke i 2008 – og hvis der er plads, er det, fordi noget er gået grusom galt, siger Marianne Jelved. Partiet er dog indstillet på at lave en skattereform, hvor måden, skatten opkræves på, bliver ændret.
Børsen/Anders Krab-Johansen, 29.06.06, 1. sektion side 17

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1