OMTALE AF IDA
IDA: HK hører hjemme i stenalderen
HK's krav om nye regler for import af udenlandske it-specialister hører hjemme i stenalderen, mener Ingeniørforeningen, IDA.
- HK tænker ud fra et industrisamfund, men vi er altså i et videnssamfund. De værktøjer, som HK vil tage i anvendelse, hører hjemme på stenalderpladsen,« siger formand for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft Olsen.
IDA bakker op om et forslag fra velfærdkommissionen, der vil tillade import af medarbejdere, der tjener mere end 375.000 kroner om året. Det vil ifølge Ingeniørforeningen gøre HK's bekymring overflødig, fordi de fleste it-specialister har langt bedre vilkår end dette minimumskrav.
Netavisen ComOn/Søren Mikkel Berg, 28.04.06
HK: IDA løber fra ansvaret
Ifølge fagforeningen HK er Ingeniørforeningens angreb på HK blot et udtryk for, at man i IDA har dårlig samvittighed over ikke at tage et medansvar. HK holder fast i, at der bør være strammere regler for Udlændingestyrelsens administration af jobkort-ordningen og afviser samtidig kritikken om, at HK lever i stenalderen.
- Overordnet set er det jo noget liberalt bragesnak, for hvad er det egentlig, Lars Bytoft mener? Mener han, at der ikke skal være regler for folks arbejdsliv i vidensamfundet, og mener han, at der ikke skal være ligebehandling for folk, der kommer her til landet? siger politisk konsulent i HK/Privat, Morten Skov, til ComON.
Morten Skov understreger, at IDAs forslag om en stikprøvekontrol slet ikke er godt nok, fordi Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at det nuværende system helt grundlæggende er utilstrækkelig.
JP.dk/Søren Mikkel Berg, 28.04.06
Mangel på ingeniører
Ledigheden for ingeniører i den kommende Region Sjælland er helt nede på 2,8 procent, viser en konjunkturundersøgelse lavet af IDA, og Ingeniøren. Samtidig har over en tredjedel af de 655 virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen svært ved at rekruttere de nødvendige ingeniører.
- Undersøgelsen viser, at der er gevaldigt tryk på markedet for ingeniører, siger Christian Kubel, formand for IDA Sjælland. Han mener, at AF og virksomhederne netop nu, hvor det går godt, bør investere i at opkvalificere den ledige gruppe af ingeniører.
Dagbladet Ringsted, 26.04.06, første sektion side 6
ARBEJDSMARKED
Ældre får lettere job
En analyse fra Finansministeriet viser, at personer i 50-års alderen ikke har svært ved at få arbejde. Samtidig viser tal fra et regeringsnotat, at antallet af 55-59-årige på arbejdsmarkedet er steget medover 100.000 i årene fra 1997 til 2004.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ser tallene som et bevis på, at der er behov for den ældrearbejdskraft.
- Det er en myte, at ældre fyres hyppigere end andre, men det er for nogen sværere at komme tilbage igen. Derfor har vi indrettet reglerne forkert. I stedet for at lave en særlig indsats for seniorer har man lavet undtagelser, og det skal ændres, siger ministeren.
Børsen/Anders Krab-Johansen og Nikolaj Sommer, 01.05.06, første sektion side 8
Danmark klarer sig godt på det globaliserede arbejdsmarked
En ny bog slår fast, at selvom danske arbejdspladser lukker ned og flyttes til udlandet, så lykkes det stadig for de fyrede medarbejdere at finde nyt arbejde. Tal viser, at 70 procent er i job efter et år og 80 procent er i job efter tre år.
- Virksomhederne tænker typisk, at det er dygtige medarbejdere, der bare har været uheldige, siger en af bogens forfattere, Niels Westergård-Nielsen, professor ved Nationaløkonomisk Institut ved Handelshøjskolen i Århus.
Selvom medarbejderne får nyt job, må de dog ofte gå ned i løn, fordi de starter i en branche, de ikke kender.
Information/Malin Schmidt, 01.05.06, side 3
Offentligt ansatte kræver løn i stedet for fryns
Der er stor forskel på det private og offentlige arbejdsmarked – også når det gælder arten, mængden og værdien af personalegoder. For de fleste offentligt ansatte er personalegoder fortsat gratis te og kaffe samt jubilæumsgaver og julegratialer, mens nogle for tilbudt rygestop-kurser og motionsaftaler. Men en undersøgelse fra FOA viser klart, at der er stor forskel på privat og arbejdsmarked.
Dennis Kristensen, formand for FOA, fastslår, at de offentligt ansatte taber i dobbelt forstand – både på løn og frynsegoder, og det er bekymrende, mener han.
Politiken/Michael Olsen, 01.05.06, første sektion side 2
MILJØ OG ARBEJDSMILJØ
Kritik af indsats mod nedslidning
Det er spil for galleriet, når regeringen siger, at den gør en indsats for bedre arbejdsmiljø og for at forebygge nedslidning. Det mener LO og arbejdsgiverne i HTS-A. De er utilfredse med, at regeringen vil tage 50 mio. kroner fra branchearbejdsmiljørådene og putte dem i en nedslidningsfond på 100 mio. kroner, der er en del af velfærdsudspillet.
- Det er positivt, at regeringen vil oprette en nedslidningsfond, men der bør være tale om en reel opprioritering og ikke, at man fodrer hunden med sin egen hale, siger LO-sekretær Tina Møller Christensen.
Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg mener, at kritikken er uberettiget.
Det er ikke noget problem at tage 50 mio. kroner fra branchearbejdsmiljørådene, da de i de kommende år får stigende indtægter, siger han.
Berlingske/Annette Bonde, 01.05.06, Business side 13
FAMILIE-, LIGESTILLING- OG KØNSPOLITIK
Fyring af gravide kan føre til konkurs
Det er ofte den gravide kvinde, der vinder en sag om uberettiget fyring under graviditet, hvis sagen kommer for en dommer. Erstatningen skal falde inden for 14 dage, ellers kan virksomheden erklæres konkurs. Men domstolene har drevet praksis for vidt, mener advokat Peter Herskind fra PRO Erhvervsadvokater.
- Vi kan se, at godtgørelserne bliver højere og højere, siger han og fastslår samtidig, at kravene til arbejdsgivernes bevis bliver mere og mere umulige at imødekomme.
Ifølge Overenskomstchef i Dansk Handel og Service, Morten Schønning Madsen, er konsekvensen, at arbejdsgiverne går i en stor bue uden om gravide ved fyringsrunder, og dermed afskediger folk med kompetencer, virksomheden har brug for.
ErhvervsBladet/Helen Siegumfeldt, 28.04.06, første sektion side 2
Chefer chikanerer gravide
I stedet for at fyre gravide medarbejdere er chefer begyndt at chikanere dem til selv at sige op. Det siger jurist i HK, Jeanette Robetjé Hahnemann.
I år har indtil videre én kvinde om måneden sagt op på grund af chikane, i 2005 var det en hver anden måned.
Jeanette Robetjé Hahnemann mener, at cheferne undgår en erstatningssag for uberettiget fyring ved at presse medarbejderen til selv at sige op ved hjælp af mobning.
Det afvises dog af overenskomstchef i Dansk Handel og Service, Morten Schønning Madsen. Organisationens medlemmer opsiger ikke på grund af graviditet eller barsel, ligesom der heller ikke er nogen sager om chikane, siger han.
ErhvervsBladet/Helen Siegumfeldt, 28.04.06, første sektion side 2
UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING
Forskningsmidler klar til uddeling
Højteknologifonden er klar til at uddele de 200 mio. kroner, der sidste år blev bevilget af regeringen.
De første penge er der blevet sat navn på, og de gik til det danske biofarmaceutiske selskab Santaris, der modtog knap 10 mio. kroner. I alt var der ansøgninger for 1,8 mia. kroner, og de ansøgninger, der har fået bevilget penge, vil få underskrevet deres kontrakter i løbet af maj. Højteknologifonden er netop ved at finde ud af, hvem der får del i de 200 mio. kroner, som er bevilget af regeringen i 2006. I de kommende tre år vil summen stige med 80 mio. kroner om året.
Berlingske/Susanne Bernth, 01.05.06, Business side 10
ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI
DI: Vækstfonden svigter iværksættere
Kun en ud af hundrede iværksættere er tilfreds med de offentlige finansieringstilbud til iværksættere. Det er vækstfonden, der ikke er risikovillig nok, mener Dansk Industri, DI. Hver tredje iværksætter må opgive deres oprindelige finansieringsplan, og de kan ikke få hjælp fra Vækstfonden.
- Vækstfonden er skabt, fordi iværksætterne oplevede, at der var et "hul" mellem finansieringstilbud fra bankerne og de private investorer. Men i dag er fondens Vækstkaution et produkt, der nærmest er en overskudsforretning for den statslige fond, og det var ikke hensigten, siger Tina Donnerborg, chef for iværksætteri i DI.
Vækstfonden kommunikationsdirektør Rolf Kjærgaard er dog uenig i kritikken.
- Det er ikke vores målsætning, at alle danske iværksættere skal være "på støtten", siger han.
I-Dag, Industriens Dagblad/ Jens Frederik Faurby, 28.04.06, 1første sektion side 4
POLITIK OG ØKONOMI
Høj varmeregning – nej tak
Interessen for huse og lejligheder, der er billige at varme op, er steget i takt med oliepriserne. Topisolerede huse er en af de mest efterspurgte boliger i øjeblikket. Og det kan betale sig. Forskellen på at opvarme et gammelt hus uden isolering og et moderne hus er omkring 6.000 kroner om året. For de penge kan man netop nu forrente omkring 100.000 kroner ekstra om året efter skat, fortæller Preben Merrild Angelo, kommunikations- og erhvervschef hos ejendomsmæglerkæden Home.
Berlingske/Lars Erik Skovgaard, 29.04.06, Business side 9
Afdragsfrie lån i vækst
Brugen af lån uden afdrag vokser og vokser. Ifølge tal fra Nationalbanken er godt en tredjedel af alle danske boliglån nu af typen uden afdrag. Men vi risikerer at komme ind i en spiral, hvor stigningen i boligpriserne tvinger folk til at tage endnu flere afdragsfrie lån, hvilket vil få boligpriserne til at stige yderligere, mener chefanalytiker Jes Asmussen fra Nordea. Han anser de afdragsfrie lån for at være en af grundene til de store prishop på boligmarkedet. Historien har dog vist, at det netop er lave ydelser forbrugerne går efter når de vælger boliglån, og det ser ikke ud som om tendensen er faldende.
Berlingske/Lars Erik Skovsgaard, 29.04.06, Business side 4
Ledighedsdyk giver 5 mia kr i statskassenDet overraskende dyk i ledigheden i år giver fem mia. ekstra i statskassen, viser beregninger fra Danske Bank – og det er et forsigtigt skøn. De mange ekstra penge vil dog ikke gå til skattelettelser, hvis det står til finansminister Thor Petersen (V).
- De ekstra indtægter skal gå til at betale af på gælden, for det giver større frihedsgrader i fremtiden, siger ministeren.
Regeringens skøn for ledigheden var 143.000 for i år og 140.000 for næste år, men allerede nu er ledigheden på 135.500, og økonomerne venter, at tendensen fortsætter.
Børsen/Ulrik Horn, 01.05.06, første sektion side 16
SKAT OG PENSION
Hæv ratepensionen i utide – og tjen store penge
En overset, men lovlig skattefidus er ved at brede sig blandt betalere af topskat. Hvis man hæver sin ratepension i utide kan man, på trods af en afgift på 60 procent, både tjene penge og spare i skat. Skattechef i Danske Bank, Marianne Bossen, medgiver, at det det er både en lovlig og brugbar måde, og derfor behøver man ikke tænke på ratepensioner som noget, der er låst til evig tid.
Berlingske/Lars Erik Skovsgaard, 29.04.06, Business side 11
ENERGI
Ny organisation
Fredag stiftede en række danske energiproducenter foreningen Dansk Energi-Produktion, der er en del af Dansk Energi. Den nye forening har 11 medlemsvirksomheder, blandt andre DONG Energy, Elsam og Energi E2, og dækker i gennemsnit 80 procent af den samlede danske el-produktion. Formålet med foreningen er at skabe bedre vilkår for el-producenter samt udbygge dialogen med forbrugere og miljømyndigheder i Danmark og i EU.
JP/Ritzau, 01.05.06, Erhverv&Økonomi side 2