Udskriv siden

17. marts 2006

OMTALE AF IDA

Ingeniørforeningen vil begrænse lønfest
En ny opgørelse fra IDA tyder på, at ingeniørerne kan forvente et lønboom. Der er nemlig en sammenhæng mellem høj løn og lav ledighed, viser opgørelsen. Alligevel ser formanden for Ansatte Ingeniørers Råd (AIR) i IDA, Leif Dyrmose, helst ikke, at lønfesten løber løbsk.
- Vi ser frem til en gunstig lønudvikling for ingeniørerne, men vi er ikke interesseret i ukontrollabel lønfest, siger Leif Dyrmose. Problemet er, at høje lønninger gør udlandet attraktivt med hensyn til at flytte arbejdspladser ud.
- Hvis vi får en voldsom lønudvikling i Danmark, vil balancen tippe til udlandets fordel, og vi vil i højere grad tabe i konkurrencen om jobbene, siger AIR-formanden, der også tænker på de ledige ingeniører, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet.
I-Dag Industriens Dagblad/Sara Mahler, 16.03.06, 1. sektion side 3

Vækst truet af ingeniørmangel
Mere end hver fjerde virksomhed i Nordsjælland mærker nu ingeniørmanglen, viser en konjunkturmåling fra IDA. Foreningen vurderer, at det særligt er mindre virksomheder, der ellers er Danmarks vækstpotentiale på sigt, som bliver hårdest ramt af manglen.
- De store årgange er på vej på pension, og vi er tæt på ingen arbejdsløshed, når vi ser bort fra etniske ingeniører og senioringeniører, siger formanden for IDAs uddannelsesudvalg, Thomas Bøhm Christiansen. Løsningen er ifølge IDA omskoling af ingeniører, intern uddannelse i virksomhederne og at hente ingeniører til hovedstadsområdet fra andre dele af landet.
Frederiksborg Amts Avis/due, 14.03.06, 1. sektion side 3
Dagbladet Ringsted/due, 14.03.06, 1. sektion side 5

Det skal være smart at blive ingeniør
Det skal være trendy at være ingeniør. Derfor er IDA gået sammen med DI, Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet om en brandingkampagne, der skal skaffe flere ingeniørstuderende.
Naturfag har et image, der ikke er fedt. Målet med kampagnen er at vise ingeniørarbejdets sande sider og få gjort op med befolkningens opfattelse af ingeniører som nørdede, fortæller formanden for IDAs uddannelsesudvalg, Thomas Bøhm Christiansen. De to ministerier har afsat syv mio. kroner til kampagnen.
Frederiksborg Amts Avis/due, 14.03.06, 1. sektion forsiden

Ulovlig bortvisning uden godtgørelse
En ulovlig bortvisning af et medlem fra dennes arbejdsplads får nu IDA til at opfordre alle medlemmer til at få læst deres ansættelseskontrakt igennem af foreningens jurister.
Sjællandske – Næstved, 14.03.06, 2. sektion side 5

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Grønt lys
Efter halvandet års venten bliver der nu sat gang i projektet med verdens største biogasanlæg i Måbjerg ved Holstebro. Anlægget, der ventes færdigt i slutningen af 2008 og vil koste 300 mio. kroner, kan rense op til 500.000 tons gylle årligt.
JP/ritzau, 17.03.06, Erhverv & Økonomi side 5

Politikere bremser mia-satsning på biobrændstof
Investeringer i milliardklassen er foreløbig lagt på is på grund af politikernes modvilje mod at lempe de høje afgifter på biobrændsel. De politiske arbejdsgrupper, der skal se på afgiftsnedsættelser, er snarere at betragte som syltekrukker, mener underdirektør i DLG, Torben Harring.
Børsen/Søren Joensen, 17.03.06, 1. sektion side 4

FAMILIE-, LIGESTILLING- OG KØNSPOLITIK

Barselsfond skaber slet ikke øget ligestilling
En barselsfond skaber ikke mere ligestilling, konkluderer Stinne Fønns i sit speciale fra Københavns Universitet. Ønsker man ligestilling, så må man sørge for, at kvinderne bliver respekterede på arbejdsmarkedet, mener Stinne Fønns. Hos LO, der er stor fortaler for barselsfond, kalder man specialet for studentikost sludder, mens flere kønsforskere bakker specialets konklusion op.
Information/Kristian Villesen, 17.03.06, side 12-13

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Regeringen vil støtte storskalaforskning
Offentlig forskning får en hjælpende hånd af regeringen i form af ekstra fem mia. kroner om året fra 2010. Det sker for at reducere den omfattende tid, forskerne bruger på ansøgninger og at styrke sammenhængen og strategiske forskningsplaner på universiteterne. Pengene skal gå til store forskningsprojekter, og det giver mulighed for samarbejde på tværs af universiteterne, mener forskningsdekan på DTU, Kristian Stubkjær.
I-Dag, Industriens Dagblad/Anne Gooseman, 16.03.06, 1. sektion side 5

Nye skoler for både lærere og ingeniører
De mellemlange videregående uddannelser (MVU) i Danmark bør samles på et antal professionshøjskoler, mener et flertal i Folketinget. Dermed er der lagt op til den mest gennemgribende reform i nyere tid, der kan ende med, at for eksempel diplomingeniører og journalister om nogle år deler fysiske rammer på undervisningsstederne.

Den type højskoler vil ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) betyde stærkere uddannelsesmiljøer. Men det vil ikke betyde en dræning af uddannelsesinstitutioner i provinsen, fastslår han.
Berlingske/Lars Lindegaard Thorsen, 17.03.06, 1. sektion side 2

Kvalitet skal belønnes
Skal forskning og undervisning på et universitet være i top, kræver det penge. Regeringen foreslår nu, at pengene skal uddeles efter universiteternes kvalitet, og at et internationalt ekspertpanel skal afgøre, hvem der leverer god kvalitet. Endvidere skal dele af forskningsmidlerne i fremtiden udbydes i åben konkurrence mellem universiteterne. Formanden for Rektorkollegiet, rektor på SDU Jens Oddershede, ser positivt med forbehold på udspillet.
- Man må ikke alene vurdere os ud fra vores forskning, så jeg er positiv, men afventende, fordi detaljerne i udmøntningen ikke er klare, siger han.
JP/Puk Damsgård Andersen og Mikkel Thastum, 17.03.06, 1. sektion side 6

En nation af iværksættere
Iværksætteri skal på skoleskemaet, og innovative kompetencer skal være et vigtigt omdrejningspunkt i den kommende reform af læreruddannelsen, mener regeringen. Det kan nemlig ikke gå hurtigt nok med at gøre Danmark til en nation af iværksættere. Derfor skal børn i folkeskolen lære at tænke kreativt og arbejde systematisk med idéudvikling.
Formanden for Dansk Iværksætter Forening, Nicolai Seest, mener ikke børn nødvendigvis skal lære at starte virksomhed i første klasse, men det er oplagt at arbejde målrettet med børns opfindsomhed og lære dem, at fighterånd og selvstændighed kan være gode redskaber, mener han.
Berlingske/Annette Hagerup, 17.03.06, 1. sektion side 6

POLITIK OG ØKONOMI

333 bud på at holde os på toppen
Regeringen fremlagde i går 333 bud på, hvordan Danmark ruster sig til fremtiden i den globale økonomi. Flere timer i folkeskolen og en universitetsreform er nogle af de tiltag, der skal til, for at Danmark fortsat kan være et af de bedste lande i verden at bo i. Men planen får kritik af rektor for DTU, Lars Pallesen. Han mener ikke, planen er fokuseret nok, og han er utilfreds med, at store dele af planen først skal sættes i gang fra 2008.
JP/Mikkel Thastum, Puk Damsgård Andersen, Dag Holmstad og Søren Kragballe, 17.03.06, 1. sektion forsiden

Danmark skal i front
Regeringens globaliseringsplan har mange bløde punkter, blandt andre finansiering. Regeringen kan hverken give et bud på prisen for planen eller sige, hvor pengene skal komme fra. Et bud fra statsministerens side er, at det vil koste mellem 25 og 40 mia. kroner, der blandt andet skal findes i velfærdsreformer – samt de 10 mia. kroner, som regeringen gav i valgløfter til forskning.
JP/Niels Ditlev, 17.03.06, 1. sektion side 4

SKAT OG PENSION

Fogh knytter skat til globalisering
Selvom lavere skat vil være afgørende, hvis Danmark skal klare sig i globaliseringen, så er der ikke mange konkrete initiativer i den globaliseringsplan, regeringen fremlagde i går. Regeringen ønsker ikke snak om skat blandet ind i velfærdsforhandlingerne og globaliseringsstrategien, og derfor henviser statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til udspillet i regeringsprogrammet, der siger, at skattelettelser vil komme, hvis der bliver råd til det.
Børsen, 17.03.06, 1. sektion side 23

Dårlig rådgivning koster skattefri præmie
Mange pensionister har mistet penge på grund af dårlig rådgivning fra deres a-kasse, mener Ældre Sagen. Det drejer sig om det såkaldte efterlønsbevis, som de implicerede personer ikke har fået korrekte oplysninger om. Det har kostet dem et skattefrit beløb, som Ældre Sagen nu vil søge dispensation om at få godtgjort hos beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
JP/Jan Lauridtsen, 17.03.06, Erhverv & Økonomi side 2

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2