Udskriv siden

2. november 2006

OMTALE AF IDA

Ny green card ordning
En udlænding skal efter politisk forlig opnå 80 point for at få opholdstilladelse. Høj indtægt, høj uddannelse, ung alder og længere arbejdserfaring giver de fleste point. Dansk Metal, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening glæder sig over, at det bliver lettere at skaffe arbejdskraft, men Ingeniørforeningen tvivler på, om højtkvalificerede udlændinge overhovedet ser Danmark som et attraktivt land i forhold til lande som USA, Canada og Australien. Dansk Arbejdsgiverforening mener, at den nye ordning kun bør være et skridt på vejen mod helt fri adgang for velkvalificerede udlændinge.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 2.11.06. (Forsiden+side 2)+Berlinske Tidende/Morten Henriksen, (Business/9)

DTU og IDA indgår ny aftale
Ingeniørforeningen og DTU indgår nu en samarbejdsaftale, der skal sikre opmærksomhed på værdien af langsigtet teknologisk forskning.
Metro Xpress/Ritzau, 31.10.06.

ARBEJDSMARKED

Nyt forsøg på fleksibel arbejdsuge
Oven på flere års tovtrækkeri forsøger EU nu igen at få vedtaget et nyt arbejdstidsdirektiv for, hvor længe man må arbejde om ugen. I Akademikernes Centralorganisation (AC) er man ikke begejstret. " Vi er bekymrede, fordi lønmodtagerne får undermineret hele deres beskyttelsesgrundlag," siger Käthe Munk Ryom, international chefkonsulent.
Jyllands-Posten/Jesper Høberg, 2.11.06. (Erhverv/9)

Bendtsen klar med vidtgående konkurrencelov
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sender nu en række overraskende vidtgående forslag til ny konkurrencelov i høring. Alle medarbejdere vil i fremtiden kunne få ransaget deres private hjem af politiet, hvis de arbejder i en virksomhed, som er mistænkt for at deltage i konkurrenceforvridende karteller. Også selv om medarbejderen ikke selv er mistænkt for at deltage i ulovligheder, skal politiet kunne gennemrode hjemmet.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 2.11.06. (1. sektion/16)

Sagsbehandlere lader ledige slippe for straf
Mange sagsbehandlere lader modtagere af kontanthjælp slippe ustraffet fra at blæse på aftaler, viser ny forskning. Dansk Arbejdsgiverforening kalder det fuldstændig uacceptabelt.
Information/Iver Houmark Andersen, 2.11.06. (1. sektion/7)

International fagforeningsgigant oprettet
Fagforeninger fra store dele af verden har dannet en ny international fagforeningsgigant, Den Internationale Fagforenings Konføderation.
Information/-, 2.11.06. (1. sektion/9)+Jyllands-Posten/Ritzau, (Erhverv/8)

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Stress giver boom i førtidspensioner
Antallet af danskere, der må forlade arbejdsmarkedet på grund af stress, vokser. Det viser tal fra flere forsikringsselskaber.
Børsen/Anne Klejsgård Hansen, 2.11.06. (4-5)

FAMILIE-, LIGESTILLING- OG KØNSPOLITIK

HK vil have fuld løn under barsel
Længere barsel med fuld løn kommer øverst på listen over krav til arbejdsgiverne, når de 160.000 privatansatte It-folk, laboranter og lægesekretærer i HK skal have ny overenskomst i det nye år.
Børsen/Ritzau, 2.11.06. (1. sektion/14)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Studerende får penge med til udlandet
Studerende kan fremover tage SU og taxametertilskud med til udlandet i op til to år. Det er følgen af et politisk forlig om fordelingen af globaliseringsmillionerne til de videregående uddannelser. Foreningen af Rådgivende Ingeniører roser aftalen.
Jyllands-Posten/Anne Mette Svane, 2.11.06. (1. sektion/2)

Debat: Gør naturvidenskaben lækker
Der bør afsættes penge fra globaliseringspuljen til at forny det naturvidenskabelige miljø i gymnasiale skoler, mener Lars Karlsen i et debatindlæg.
Børsen/-, 2.11.06. (1. sektion/2)

De studerende skal nurses mere
Partierne bag velfærdsforliget er enige om, at universiteter og seminarer får en stor pose penge til at forbedre forholdene for de studerende. De har straks sværere ved at finde en løsning for 10. klasse og forskning.
Politiken/Line Arsland, 2.11.06. (Indland/5)

Ny strategi skal bringe Københavns Universitet i front
Københavns Universitet (KU) vil profilere sig på såvel det danske som det udenlandske forsknings- og uddannelsesmarked. For første gang i KU’s mere end 500 års historie skal universitetet nu have en strategisk handleplan.
Berlingske Tidende/Annette Hagerup, 2.11.06. (Indland/16)

Gymnasierne: VK vil snyde os
Rektorer og lærere på landets gymnasier frygter, at gymnasiernes overgang til selveje næste år kommer til at koste dem et millionbeløb. Peter Kuhlman, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, vurderer, at regeringen i sit forslag til finanslov fjerner 130 millioner kroner fra gymnasierne.
Berlingske Tidende/Ritzau, 2.11.06. (Indland/4)

POLITIK OG ØKONOMI

Huspriser skaber kløft
Folk, som købte hus i 1996, bliver mere end 6 millioner kr. rigere som pensionister end føstegangskøbere, som har købt et tilsvarende hus i år.
Børsen/Karsten Jensen, 2.11.06. (1. sektion/24)

ENERGI

Flere klimaflygtninge
Charles Ehrhart, der er koordinator for CARE, er kommet til København med budskabet om, at klimaforandringer fremover vil betyde 50 millioner nye miljøflygtninge. Information bringer et interview med Ehrhart.
Information/Norma J. Martinez, 2.11.06. (1. sektion/4)

FØDEVARER OG SUNDHED

Smiley lider under papirarbejde
Fødevarekontrollanter bruger meget tid på papirarbejde i stedet for kontrol. Det vil Dansk Folkeparti ændre ved at give dem mere sekretærhjælp.
Politiken/Anders Legarth Schmidt, 2.11.06. (1.sektion/2)

Fødevareindustrien må forny sig
Sundhed skal smage godt, hvis fedmeproblemerne skal overvindes. Ved at forstå smagssansen bliver det muligt at lave mad, der smager, men samtidig er sund, fortæller madentusiasten Claus Meyer, der gerne så industrien arbejde målrettet med udvikling af sunde fødevarer.
Børsen/Louise Lykke, 2.11.06. (FødevareSundhed/6)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2