Udskriv siden

9. november 2006

OMTALE AF IDA

IDA: Danmark bliver fremtidssikret
Med aftalen om finansloven for 2007 har Folketinget taget det første skridt mod at fremtidssikre Danmark som et velfærdssamfund. Det mener formand for Ingeniørforeningen Lars Bytoft. "Der er med de nye midler til forskning og innovation taget et vigtigt første skridt mod at fremtidssikre det danske velfærdssamfund, men jeg kunne godt tænke mig, at der var større ambitioner på transport- og energiområdet, samt i forhold til at sikre den nødvendige arbejdskraft i fremtiden," siger han. Lars Bytoft undrer sig over, at der ikke er afsat nye midler til forskning på transportområdet i 2007, og at der kun er 110 nye millioner kroner til energiområdet i 2007.
Ugebrevet A4/-, online, 8.11.06.

Kollektiv trafik er vejen frem
Danmark bør investere 200 milliarder kroner over 30 år i en massiv udbygning af den offentlige transport med bl.a. højhastighedstog og endnu mere metro i København. Det mener Ingeniørforeningen i et nyt udspil. Udspillet bygger på svar fra 580 ingeniører, der professionelt arbejder med transport i f.eks. trafikselskaber, kommuner og amter. Trafikingeniørernes topprioritet er et mere fintmasket net med hurtige og komfortable tog, busser og moderne sporvogne. "Folk vil gerne benytte offentlige transportformer, hvis de fungerer ordentligt," siger formanden for Ingeniørforeningen, Lars Bytoft.
Berlingske Tidende/Hans Larsen, 9.11.06. (Indland/16)

ARBEJDSMARKED

Chefer er glade for nye job i kommuner
80 procent af de kommunale chefer er tilfredse eller meget tilfredse med deres nye job, som de får efter kommunalreformen, viser ny undersøgelse.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 9.11.06. (Indland/19)

Nej til at sænke formandens løn
Dansk Sygeplejeråds formand fortsætter som landets højest betalte sygeplejerske med en årsløn tæt på halvanden million kroner, men fremover bliver det op til forbundets kongres løbende at vurdere lønniveauet for formand og den øvrige forbundsledelse.
Berlingske Tidende/Ritzau, 9.11.06. (Business/18)

Tyverialarmer til ansatte giver skattesmæk
Danske virksomheder, der gerne vil sikre særligt betroede ansattes hjemmearbejdspladser mod tyveri, risikerer at udløse et skattesmæk til medarbejderen. Det er essensen i et nyt bindende svar fra Skatterådet.
Børsen/Ulrik Horn, 9.11.06. (1. sektion/20)

Åben krig mellem arbejdsgivere
Arbejdsgiverorganisationen HTSA retter en bredside mod sin kommende konkurrent, Dansk Erhverv, der beskyldes for oppumpede medlemstal.
Jyllands-Posten/Bo Jørgensen, 9.11.06. (Erhverv/forsiden)

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Forskere: Farlig kemi truer børns udvikling
Millioner af børn kan være skadet af kemikalier og tungmetaller, som vi omgås alt for lemfældigt. 200 industrikemikalier, som er under mistanke for at forårsage ubodelig skade på netop hjernens udvikling, listes i denne uges udgave af det ansete tidsskrift The Lancet af den danske professor i miljømedicin Philippe Grandjean og hans amerikanske kollega Philip J. Landrigan.
Politiken/Kaare Skovmand, 9.11.06. (Indland/4)

POLITIK OG ØKONOMI

Modstand mod bompenge smelter
For første gang er der flertal på Christiansborg for at undersøge mulighederne for at indføre trængselsafgifter i København.
Jyllands-Posten/Jørgen Skadhede, 9.11.06. (1. sektion/7)

Kommuner kræver analyse af økonomi
Kommunernes Landsforening (KL) beder Indenrigsministeriet undersøge kommunalreformens økonomiske konsekvenser.
Jyllands-Posten/Henrik Vinther Olesen, 9.11.06. (1. sektion/3)

SKAT OG PENSION

EL og S kræver skattelettelser
S og Enhedslisten beskylder finansministeren for at fifle med tallene for at slippe for at give lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende en skattelettelse på mindst en milliard kroner næste år.
Jyllands-Posten/Dorte Ipsen Boddum, 9.11.06. (Indland/2)

FØDEVARER OG SUNDHED

Sundhedsanprisninger på vej til Danmark
Nye EU-regler gør det lovligt at markedsføre fødevarer på at de forebygger bestemte sygdomme.
Børsen/Nicola Boserup, 9.11.06. (fødevareSundhed/7)

Regler mod farlig kødbakterie blev syltet
Regeringen bremsede i 2002 et regelsæt mod den farlige bakterie camplylobacter. Reglerne kunne have sparet et "betragteligt" antal for at blive syge. Det fremgår af dokumenter fra Fødevarestyrelsen.
Politiken/Anderes Legart Schmidt, 9.11.06. (Indland/5)

ØVRIGE NYHEDER

Goldschmidt: Jeg bryder mig ikke om ordet løgn
Direktør for de rådgivende ingeniører, Lars Goldschmidt, er en upopulær herre i dele af den danske byggebranche i disse dage. I ugebrevet Mandag Morgen blev Goldschmidt citeret for, at "store projekter ikke kan gennemføres, uden at man lyver for dem, der skal betale." Goldschmidt siger i et interview med Politiken: "Jeg byder mig ikke om ordet løgn. Men det er stærkt problematisk, at vi i Danmark har en politisk debatkultur, hvor vi har svært ved at diskutere tingene på deres reelle præmisser. Det viser hele det behov, der har været for at lave en velfærdskommission for at undersøge, om vi har råd til at betale efterløn. Vi har brug for en opdragelsesproces til at sige, hvad tingene koster."
Politiken/Gregers Andersen, 9.11.06. (2. sektion/8)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2