Udskriv siden

2. oktober 2006

OMTALE AF IDA

Forlig mellem Ingeniørforeningen og Aalborg Industries
Ingeniørforeningen og Aalborg Industries har indgået et forlig, hvorved virksomheden nu får de 13 medarbejdere der kollektivt havde sagt op tilbage.
TV 2 Nord 25.09.06 kl. 19.30.

Strejke på Aalborg Industries afblæst
En varslet strejke af Aalborg Industries er afblæst efter Ingeniørforeningen indgik aftale om nye lønforhold. Dermed afsluttes en månedlang konflikt, som især tilspidsedes efter Ingeniørforeningen indleverede 13 opsigelser til Aalborg Industries, hvorefter virksomheden reelt ville have været i strejke fra den følgende lørdag. Det nye lønsystem er resultatorienteret og træder i kraft næste år.
DR Nordjyllands Radio Nyheder 25.09.06, kl. 16.30+17.30

Fagforeninger harcelerer mod hemmelige firmaaftaler
Fagforeningerne HK Privat og Prosa har begæret Højesteret om lov til at indtræde i en sag mellem to virksomheder, der har haft en hemmelig aftale om ikke at ansætte hinandens medarbejdere. WM Data beskylder NeoProcess for at have stjålet to medarbejdere, men fagforeningerne vil nu vise, at virksomhedernes aftale strider imod funktionærloven. Fagforeningerne IDA og DJØF har ikke ønsket at indtræde i sagen, men vil i stedet have politikerne til at tage handling.
DR P1 Morgen 1. sektion 28.09.06. kl. 06.09+8.09

Stor modstand mod hemmelige stavnsbindinger af medarbejdere
Ingeniørforeningen og DJØF vil have stoppet de hemmelige aftaler, som virksomheder indgår med hinanden om ikke at "stjæle" hinandens medarbejdere. Sø- og Handelsretten blåstemplede for nylig aftalerne, men der er massiv politisk opbakning om at få dem fjernet. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtaler, at han vil vente til Højesteret har klargjort grænserne for lovområdet som det ser ud nu og derefter gribe ind med lovgivning på området. Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk IT Brancheforeningen er allerede nu parate til at rydde op på området.
DR P1 Orientering 29.9.06. kl. 17.10

Politisk flertal mod hemmelige jobklausuler
Der er bred enighed om, at der skal gøres op med de hemmelige aftaler om ikke at ansætte hinandens medarbejdere. Det kom frem på et møde den 11. september, hvor DJØF og Ingeniørforeningen havde inviteret repræsentanter fra Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, forskere, brancheorganisationer og arbejdsorganisationer til at debattere de hemmelige aftaler.
DJØF-Bladet/-, 22.9.06.

Logistik
Dansk Rationaliserings Forening og LogistikSelskabet under Ingeniørforeningen inviterer for 13. år i træk til Den Danske Logistikkonference, hvor årets danske Logistikpris uddeles.
LogistikHorisont, 13.9.06.

Run på netværk
Interessen for at være med til Odense Erhvervsråds første netværksseminar har vist sig at være overvældende. Mere end 100 har tilmeldt sig seminaret. Blandt de deltagende netværk er bl.a. IDA Fyn.
Fyens Stiftstidende/-, 29.9.06.

ARBEJDSMARKED

Fagforeninger giver ansatte stress
De svinger pisken over arbejdsgiverne og forlanger anstændige arbejdsvilkår til medlemmerne, men fagforeningerne har svært ved at give deres egne ansatte ro og rimelighed i arbejdsdagen, skriver Politiken. Thomas Milsted, stifter af Center for Stress, siger. "Jeg har talt med så mange medarbejdere i fagbevægelsen, som spørger mig, om jeg dog ikke kan gøre noget for at få deres ledere til at forstå, at de ikke bliver behandlet ordentligt som medarbejdere".
Politiken/Thomas Flensburg, 2.10.06. (1. sektion/14)

Veluddannede segner af stress
Forsikringsselskaberne slår alarm. Danskerne bliver alvorligt syge af stress på jobbet. Det er i stigende grad yngre, veluddannede lønmodtagere, der vælter omkuld. Forsikringsselskaber og stresseksperter er rørende enige om forklaringen på at stadig flere bryder sammen: Vi har ualmindeligt svært ved at finde balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
Politiken/Michael Olsen, 2.10.06. (forsiden)

Svenskerne vilde med job i Danmark
En kampagne som DI har lanceret for at tiltrække svensk arbejdskraft har stor succes. Post Danmark siger, at de vil løse manglen med postbude med svensk arbejdskraft.
Politiken/Niels-Peter Granzow Busch, 20.9.06. (1. sektion/15)

Kun få etniske tillidsrepræsentanter
De etniske lønmodtagere i LO-forbundene halter voldsomt efter deres danske kollegaer, når det drejer sig om at involvere sig i det faglige arbejde. Sandsynligheden for, at et medlem med ikke vestlig baggrund er tillidsrepræsentant er fem gang lavere end, hvis personen var etnisk dansker.
Ugebrevet A4/-, 2.10.06. (online)

Resultatløn til offentlige chefer skal kickstartes
Der skal langt mere gang i resultatløn til chefer i staten. Sådan lyder meldingen i Personalestyrelsen, der i dag ikke har overblik over, hvor der bruges resultatløn. Arbejdsmarkeds-Etisk Råd kalder planen om kontakt belønning til offentlige chefer for uetisk og skævvridende.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 2.10.06. (Business/7)+Jyllands-Posten/Anne Mette Svan, 2.10.06. (1. sektion/2)

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Unge invalide får fra de ældre
Unge invalide kommer til at nyde godt af en historisk stor omfordeling af erstatningskroner. En 25-årig mand har således udsigt til at få en million kroner mere i hånden, hvis han kommer ud for en arbejdsskade. Pengene kommer fra de ældre invalide, og arrangementet skal rette op på en skævhed, der længe har været under stærk kritik.
Jyllands-Posten/Thomas G. Svaneborg, 2.10.06. (Erhverv/2)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Fiasko for naturvidenskabelig offensiv
Skolebørn over hele landet har i denne uge eksperimenteret med naturvidenskab. Men selv om der er pumpet trecifrede millionbeløb i den slags kampagner, virker de ikke.
Politiken/Silla Bakalus, 30.9.06. (1. sektion/4)

ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI

Virksomheder skal være mere internationale
Undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at små og mellemstore virksomheder er dårlige til at hente viden nationalt og internationalt.
Jyllands-Posten/Lene Møbjerg, 2.10.06. (Erhverv/5)

53 millioner til uddannelse
Kampen for at få flere iværksættere i Danmark skal begynde i skolen. Derfor er Selvstændighedsfonden klar til at styrke børn og unges viden om iværksætteri med 53 millioner kroner. Pengene skal gå til nye tilbud inden for kreativitet, innovation, og iværksætteri i uddannelsessektoren.
Jyllands-Posten/-, 2.10.06. (Erhverv/5)

POLITIK OG ØKONOMI

Et falsk billede af det offentlige
Fagforbund og interesseorganisationer er med til at tegne et helt forkert og alt for negativt billede af velfærden og den offentlige sektor i Danmark. Og medierne sluger det råt, siger eksperter.
JyllandsPosten/Axel Phil-Andersen, 30.9.06. (forsiden)

Folkelig skepsis mod reform
En ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen viser, at næsten halvdelen af danskerne ser kommunalreformen som en forringelse.
Ugebrevet Mandag Morgen/-, 2.10.06. + Berlingske Tidende/Ritzau, 2.10.06. (1. sektion/10)

V: Kommuner bør udnytte stordriftsfordele
Trængte kommuner kan hente milliarder af kroner på at udnytte stordriftsfordele, mener Venstre. S opfordrer til realisme i tilgangen til kommunernes budgetproblemer.
Jyllands-Posten/Anne Mette Svane, 2.10.06. (1. sektion/8)

Opgør med den jyske trafikmafia
Det skal være slut med politiske studehandler på trafikområdet. Fremover skal investeringerne foretages der, hvor behovet er størst. Og det er i hovedstaden, mener Venstre.
Jyllands-Posten/Lars From, 2.10.06. (forsiden)

Lovjunglen slår rekord under VK-regeringen
Fogh-regeringen bryder sine løfter om færre love og regler for erhvervslivet, lyder det fra erhvervsorganisationen HTSI. Organisationen siger, at lovjunglen som erhvervslivet skal kapere er vokset vildt de seneste fem år.
Børsen/Nikolaj Sommer, 2.10.06. (1. sektion/16)

ENERGI

Miljøminister: Ejere af benzinslugende biler skal betale mere
Miljøministeren vil have afgifterne sat op på dyre biler, der kører få kilometer på literen, og gøre de miljørigtige biler billigere.
Berlingske Tidende/Peter Burhøi, 2.10.06. (Indland/4)

Kommentar: Fogh, hvad betyder "ambitiøs" klimadagsorden?
De bud på nye ambitiøse mål for den vedvarende energi, som regeringens ordførere hidtil har luftet, svarer i virkeligheden til business as usual og vil ikke bringe Danmark ud af den fossile afhængighed i dette århundrede, mener Jørgen Steen Nielsen i en kommentar.
Information/-, 2.10.06. (1. sektion/6)

En ny infrastruktur
En radikal omlægning af Danmarks infrastruktur på energiområdet. Det er kravet, hvis regeringens udspil til en ny dansk energistrategi skal indfri de tårnhøje ambitioner. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen, som har talt med en række centrale aktører i den danske energidebat.
Ugebrevet Mandag Morgen/-, 2.10.06. (Online)

Vindmølleindustrien lukker til
Lukkethed og hemmelighedskræmmeri breder sig blandt vindmølleproducenterne. Det har skabt en ny situation i vindmølleindustrien, som ellers i Danmark har haft tradition for en høj grad af samarbejde på kryds og tværs. Og det kan vise sig at være et alvorligt problem, for samarbejde og videndeling er simpelthen nødvendigt for at få udviklet industrien optimalt, påpeger en professor.
Børsen/Bjarne Bang, 2.10.06. (1. sektion/12)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2