Udskriv siden

7. september 2006

OMTALE AF IDA

Ingeniører i faglig kamp
Ingeniørforeningen forbyder nu sine medlemmer at tage arbejde hos Aalborg Industries. Det sker på grund af mange års strid om lønforholdene. Striden har nu fået 13 ingeniører til samlet at sige op. Det er 18 år siden, vi sidst var i en situation, hvor Ingeniørforeningen boykotter en virksomhed, siger Leif Dyrmose, formand for Ansatte Ingeniørers Råd under IDA. Jan Vestergard Olsen, der er administrerende direktør for Ålborg Industries, siger, at på fire år forlod kun fire ingeniører virksomheden. Hvis ingeniørerne virkelig var underbetalte, ville flere være gået, mener han. Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen mener, at vi i fremtiden vil se endnu flere situationer, hvor højtuddannede aktionerer, og at virksomheden i dette tilfælde bliver nødt til at komme de aktionerende i møde. Aalborg Industries mener, at de bare kan hente ingeniører i udlandet, men Leif Dyrmose tvivler på, at det bliver så nemt.
TV 2 Nord 01.9.06, kl. 19.30

Fokus på iværksættere
Ingeniørforeningen mener, at regeringen bør fokusere mere på iværksættere og de erhverv, som er på vej til at bryde igennem, og som kan blive vækstmotorer i Danmark i fremtiden. "I dag er det Tordenskjolds soldater, som er repræsenteret i alle råd og udvalg. De kan have svært ved at tænke ud af den boks, de allerede er i, og hvis man gør som man altid har gjort, så får man ikke de ønskede resultater," siger formand Lars Bytoft.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 7.9.06. (1. sektion/15)

Udenlandske studerende vælger Sverige
6271 ansøgninger om studentervisum til Sverige eller en stigning på 31 procent. Det er hvad Sveriges højere læreanstalter oplever, efter at Danmark har indført egenbetaling for studerende fra lande uden for EU på de danske universiteter. "Det viser, at der er et flow af studerende, der nu går uden om Danmark. Hvis vi ikke giver flere stipendier, risikerer vi, at Danmark bliver glemt som studieland," siger Thomas Bøhm Christensen, der er formand for erhvervsudvalget i Ingeniørforeningen.
Industriens Dagblad/-, 7.9.06. (online)

Lønforhandlinger brudt sammen
Efter at langvarige lønforhandlinger på kedelfabrikken Aalborg Industries er brudt sammen, afleverede Ingeniørforeningen i går 13 opsigelser per første september fra virksomhedens ansatte ingeniører. Sammenlignet med andre ingeniører i Aalborg, har ingeniørerne hos Aalborg Industries et lønefterslæb på syv procent. Selvom et så drastisk skridt er usædvanligt, bakker formand for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen, Leif Dyremose, op om de udsatte ingeniører, idet virksomheden har stået ekstremt stejlt i sagen.
DR Nordjyllands Radio Nyheder 30-08-2006 klokken 10.30+11.30+12.30+15.30+16.30

ARBEJDSMARKED

Efterlønnere skal holdes skadesløse
Følgerne af manglende rådgivning af efterlønsmodtagere kan alene koste landets tredje største a-kasse FOA op mod 65 millioner kroner. Andre a-kasser kan muligvis sende regningen videre til deres forsikringsselskaber.
Jyllands-Posten/Bo Jørgensen, 7.9.06. (Erhverv/2)

K vil have statslig a-kassesystem
De Konservatives vil fjerne a-kassesystemet fra fagbevægelsen og lade staten overtage. De Konservatives arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Jakob Axel Nielsen, siger, at problemet med a-kasserne er, at de er tæt forbundne med private foreninger - fagforeningerne - og at de samtidig har en myndighedsopgave. "Det har en indbygget interessekonflikt og dilemma, der øjensynligt betyder, at de ikke formår at løfte den myndighedsopgave, mener Jakob Axel Nielsen". Arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet tror ikke på ideen om at fjerne ansvaret for a-kasserne fra fagbevægelsen. Han anser det som en politisk sag, der vil blive opfattet som et angreb direkte på fagbevægelsen.
Industriens Dagblad/-, 7.9.06. (online)

Det er svært at komme hjem
Et par år i udlandet giver ikke de kompetencer, mange forventer. Og virksomheder vil ikke anerkende udlandsarbejde og lukker dørene i, fortæller DJØF. Magistrenes A-kasse oplever ligeledes, at kompetente medlemmer kommer hjem fra udlandet og har svært ved at få arbejde.
Jyllands-Posten/Benjamin Krasnik, 6.7.06. (Karriere/7)

Arbejdsgivere i ny storfusion
Interesse- og arbejdsgiverorganisationerne HTS-I og Dansk Handel & Service ventes at være klar til at fusionere til en ny og magtfuld arbejdsgiver- og erhvervsorganisation til november.
Jyllands-Posten/Bo Jørgensen, 7.9.06. (Erhverv/forsiden)

37.000 på deltid hæver dagpenge
Stadig flere modtager supplerende dagpenge og er på nedsat tid, som om ledigheden er rekordlav og jobudsigterne lyse. Udviklingen møder skarp kritik, og både økonomer og politikere mistænker økonomisk pressede kommuner for at udnytte systemet.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen, 7.9.06. (1. sektion/14)

Finanssektoren satser på forældrene
Finanssektoren indretter sig efter medarbejdere, der både ønsker at gøre karriere og have tid til børnene. I Nordea er flere kvindelige ledere på deltid og hos Nykredit foregår efteruddannelse hjemmefra.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 6.7.06. (Indland/14)

Forældre skal selv kunne spare op til barsel
Mange forældre ville have glæde af, at de selv kunne spare op til orlov og tage en periode fri sammen med deres børn. Det mener professor Per Kongshøj Madsen fra regeringens Arbejdslivskommission.
Berlingske Tidende/Annette Bonde, 7.9.06. (Business/15)

Flaskehalse spreder sig hastigt
Flaskehalsene på arbejdsmarkedet breder sig over alt i landet til et historisk højt niveau. Dansk Arbejdsgiverforening kræver straks aktivering på de hårdt ramte områder.
Jyllands-Posten/Thomas Aue Sobol, 6.7.06. (Erhverv/3)

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Skeptiske arbejdsgivere
Arbejdsgivere er skeptiske over for udenlandske uddannelser og har svært ved at gennemskue kompetencerne. Unge kommer derfor hjem og kan ikke få job, selv om de har læst flere år på et internationalt universitet, lyder det fra eksperter og fagforeninger. Dansk Industri fraråder studerende at tage en hel uddannelse i udlandet.
Jyllands-Posten/Benjamin Krasnik, 7.9.06. (Karriere/8)

ERHVERV, IT OG TEKNOLOGI

Syddanmark sammen om IT-forum
IT-virksomhederne i Region Syddanmark stiftede i går en ny forening, IT Forum Syddanmark, der skal synliggøre IT som en vækstmotor i regionen.
Børsen/Jens Bertelsen, 7.9.06. (1. sektion/10)

POLITIK OG ØKONOMI

Stigende frygt for økonomisk nedtur
Risikoen for et dramatisk tilbageslag i verdensøkonomien er stærkt stigende, advarer den internationale valutafond IMF i en dyster rapport. Og dansk økonomi risikerer at blive trukket med ned, vurderer økonomer.
Berlingske Tidende/-, 7.9.06. (Business/6-7)

Økonomer: Uansvarlige politikere
Partiernes ønskesedler til statens budget 2007 er uansvarlige, mener økonomer, som advarer mod større offentligt forbrug.
Jyllands-Posten/Anne Mette Svane, 7.9.06. (1. sektion/6)

ENERGI

Milliarder kan spares
Hvis EU stillede samme skrappe energikrav ved renovering af eksisterende boliger og bygninger som ved nybyggeri, kunne der spares 270 milliarder euro om året, konkluderer Rockwool i ny rapport.
Berlingske Tidende/Bent H. Sørensen, 7.9.06. (1. sektion/15)

FØDEVARER OG SUNDHED

Fedme er pillefabrikkernes nye gulvkalv
Fem danske medicinalfirmaer forsøger at udvikle en fedmepille, der løser problemet med overvægt en gang for alle, og samtidig åbner et milliardmarked for producenterne bag pillen.
Politiken/Bjørn Lambek, 7.9.06. (1. sektion/15)

Fødevareeksperter går som varmt brød
Den danske fødevareindustri ansætter i disse år flere og flere højtuddannede fødevarespecialister, og antallet af studiepladser på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) er på to år vokset med 40 procent.
Børsen/Heidi Birgittte Nielsen, 7.9.06. (Fødevarer/8)

ØVRIGE NYHEDER

Computersikkerhed halter
Danskerne er Skandinaviens dårligste folk til at beskytte hjemme-pc’en. Det viser en ny undersøgelse.
Jyllands-Posten/Henrik Skov, 6.9.06. (Erhverv/8)

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1