Udskriv siden

19. februar 2007

OMTALE AF IDA

Olieingeniører forgyldes
Ingeniører i olie- og gasbranchen oplever en lønstigning på op til det dobbelte af de 5,1 procent, som er gennemsnittet for lønstigninger blandt ingeniører.
Formand for AIR i IDA Leif Dyrmose mener, at der er tale om en interessant udvikling og ret markante stigninger, der afspejler en mangelsituation inden for specifikke områder som olie og gas, bygge og anlæg og IT-området.
Berlingske/Ritzau, 17.02.07, Business side 3

ARBEJDSMARKED

Forligsmanden indkalder parter
Forligsmand Asbjørn Jensen har indkaldt industriens parter til møde i morgen tirsdag, selvom parterne erklærede sammenbrud i forhandlingerne om ny overenskomst i lørdags.
Om det bliver Asbjørn Jensen, der kommer til at styre mødet, eller parterne selv vil forhandle, er dog endnu uvist. Forligsmanden ønsker dog en redegørelse fra parterne om, hvordan de forventer, at forhandlingerne kan forsætte.
Børsen/Ritzau, 19.02.07, 1. sektion side 12

Patrulje skal skaffe job til indvandrere
I løbet af året vil 2.000 små og mellemstore danske virksomheder få besøg af en jobpatrulje. Målet med besøget er at eliminere de bekymringer, der måtte være ved at ansætte indvandrere. Jobpatruljen er blot et af 10 nye tiltag, som integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) sætter i gang i denne uge.
Ifølge en undersøgelse fra Institut for Konjunkturanalyse (IFKA) savner halvdelen af alle virksomheder at kunne trække på erfaring i overvejelserne omkring ansættelse af indvandrere. Hver anden private og hver tredje offentlige virksomhed savner samtidig viden om indvandreres religion og danskkundskaber.
JP/Henrik Vinther Olesen, 19.02.07, 1. sektion forsiden

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

Grønne biler billigere – før næste valg
Skatteminister Kristian Jensen (V) forventer, at han inden næste folketingsvalg kan fremlægge et forslag om omlægning af bilbeskatningen, der gør miljøvenlige biler billigere og benzinslugerne dyrere. Dermed hæver han ambitionsniveauet i forhold til regeringsgrundlaget, som VK fremlagde for to år siden. Heri var det kun planen at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge muligheden for omlægning. Men nu skal udvalgets arbejde altså føre til en reel omlægning af afgifterne.
Berlingske/Ole Birk Olesen og Hans Larsen, 19.02.07, 1. sektion forsiden

FAMILIE-, LIGESTILLING- OG KØNSPOLITIK

Job og familie kæmper om opmærksomheden
Selvom vi nu kan ordne mange ting samtidig med hjælp fra computere og mobiltelefoner, så er vores hjerner ikke nødvendigvis indrettet til den type multi-tasking. Og det kan i sidste ende medføre stress. Ofte er arbejdets indflydelse på privatlivet årsagen til stress, siger psykolog Per Hulstrøm.
Den danske arbejdsstyrke er pligtopfyldende og sætter arbejdet i første række. Men det harmonere ikke med ideen om samtalekøkken, ønskebørn og kakao foran pejsen, og det stresser os, fordi vi skuffes over os selv, mener Per Hulstrøm.
Berlingske/Lars Wang, 18.02.07, Business side 2

UDDANNELSE, FORSKNING OG KOMPETENCEUDVIKLING

Ny universitetsuddannelse i iværksætteri
En ny masteruddannelse fra Handelshøjskolen i Århus skal danne en dansk elite inden for iværksætteri. Målet er, at de uddannede skal virke som undervisere og konsulenter for andre, der ønsker at blive iværksættere og dermed bidrage til et mere innovativt uddannelses- og rådgivningsmiljø i Danmark. Uddannelsen varer i to år.
JP/Maria Dalhoff, 19.02.07, Erhverv & Økonomi side 7

POLITIK OG ØKONOMI

Fornyet dansk håb om Femern-bro
Der er kommet nyt håb hos den danske regering om en snarlig afklaring på spørgsmålet om en fast Femern-forbindelse. Den danske trafikminister, Flemming Hansen (K), mødes i morgen med sin tyske kollega, Wolfgang Tiefensee, og en bro over Femern Bælt står højt på mødedagsordenen. Flemming Hansen siger, at den danske regering er klar til at underskrive en aftale om en bro mellem Danmark og Tyskland.
Børsen/Ritzau, 19.02.07, 1. sektion side 12

Atter flertal for regeringen
En ny meningsmåling fra Catinét Research giver igen flertal til VK-regeringen og støttepartiet DF. De tre partier vil samlet få 89 mandater, hvis der var valg i dag. De øvrige partier ville få 86. Dermed er det vendt for regeringen og DF, der i januar kun kunne mønstre 87 mandater mod 88 til S, R, SF og Ehl.
Berlingske/Ritzau, 19.02.07, 1. sektion side 4

SKAT OG PENSION

2.000 kroner mere i pension om måneden
De første overenskomster, der netop er faldet på plads, har ikke kun budt på lønstigninger, men også på bedre pensioner. Blandt landets bager- og konditormester vil pensionsindbetalingen over to år stige med 1,8 procentpoint. Det kan i sidste ende betyde en væsentlig større månedlig udbetaling af pension, siger direktør i PFA-Pension, Lars Ellehave-Andersen.
Berlingske/Lars Erik Skovgaaard, 17.02.07, Business side 16

ENERGI

Elsektor ønsker satsning på CO2-lagring
Hvis Danmark satser på teknologi, der lagrer CO2 fra kulkraftværker, så kan det blive en eksportvare for Danmark, mener Dansk Energi.
Politikerne på Christiansborg er dog uenige om, hvorvidt man bør skyde offentlige midler i sådan forskning. Mens regeringen er positiv er oppositionen skeptisk. Det ærgrer Dansk Energi.
- Det vil være ærgerligt, hvis Danmark forpasser en chance for at blive førende på den teknologi, siger vicedirektør i Dansk Energi Lars Aagaard.
Børsen/Mette Dyrskjøt, 19.02.07, 1. sektion side 15

Opførelsen af biogasanlæg er gået i stå i Danmark
Siden slutningen af 1990’erne er opførelsen af biogas-anlæg i Danmark gået i stå. Det skyldes blandt andet, at det ikke har været muligt at få driftsøkonomien til at hænge sammen. Et biogasanlæg etableret efter 22. april 2004 kan ifølge en politisk aftale tage 60 øre pr. kilowatt-time i de første 10 år og herefter 40 øre pr. kilowatt-time de følgende 10 år. Men skal det være rentabelt at drive et biogasanlæg, så skal afregningsprisen op på 71 øre pr. kilowatt-time, siger chefkonsulent i Landbrugsraadet, Bruno Sander Nielsen. Han opfordrer politikerne til snarest at forbedre rammevilkårene for biogasbranchen.
Politiken/Maria Malmdorf, 19.02.07, 1. sektion side 12

Forsker: Biobrændstof gigantisk misforståelse
At de europæiske energiministre i sidste uge besluttede, at 10 procent af al brændstof i 2020 skal være biobrændstof er en gigantisk misforståelse af såvel økonomisk som miljømæssig karakter, og derfor spild af skatteydernes penge, mener lektor Henrik Wenzel fra DTU.
Hans Henrik Lindboe fra analysefirmaet EA Energianalyse påpeger, at hvis man skal lave biomasse om til bioethanol, så går halvdelen af energien i biomassen til spilde i forarbejdningsprocessen. Landbruget kan måske tjene mere på det, men det er ikke ensbetydende med, at det er fornuftig energipolitik, mener Hans Henrik Lindboe.
Information/Brigitte Alfter, 17.02.07, side 6-7

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE1