Udskriv siden

2. januar 2007

OMTALE AF IDA

Lynerstatning til fyret teknisk direktør
Det er slut med års ventetid på at få afgjort sager om uberettiget fyring. Det viser en ny sag, hvor IDA på kun fem måneder sørgede for, at en teknisk direktør fik to måneders løn, 130.000 kroner, i erstatning for en fyring fra en sjællandsk virksomhed. Direktøren havde ikke modtaget en advarsel forud for fyringen.
De fem måneder er meget kort tid i et retssystem, hvor sagsbehandlingstiden let kan løbe op i år. Den hurtige dom skyldes, at Sø- og Handelsretten har taget et nyt system i brug, hvor parterne bliver enige om en tidsplan for, hvordan sagen skal behandles. Det virker fremragende, konstaterer IDA's jurister.
Ingeniøren net/Magnus Bredsdorff, 20.12.06

Først fra start – først i mål
Det lyder banalt, men der er ofte noget i sætningen om, at den der starter først også kommer først i mål. Sådan er det også med energi og bioenergi, og derfor er det uheldigt, at Danmark vil vente med at starte produktion af bioethanol, indtil 2. generation er en realitet. På den måde sakker vi agterud i forhold til de lande, der allerede er begyndt med 1. generation. Det er nemlig nemmere at gå fra 1. generation til 2. generation, end fra ingenting til 2. generation. Landbruget deltager gerne i fremadrettede projekter sammen med aktører på energimarkedet. Hvilket er, hvad Ingeniørforeningen anbefaler i sin energiplan. Det skriver Henrik Høegh, formand for Landbrugets Energiudvalg, blandt andet i et debatindlæg.
Berlingske, 31.12.06, Magasin side 24

ARBEJDSMARKED

Lønmodtagere vil have løn, løn og mere løn
Når forårets store overenskomstforhandlinger begynder, vil der fra lønmodtagersiden især være en ting i fokus. Mere i lønningsposen. Det fortæller tillidsmænd fra forskellige store danske virksomheder. Det er især det økonomiske opsving og historierne om direktørers enorme bonus-udbetalinger, der får lønmodtagerne til at kræve mere i løn, forklarer tillidsmændene.
Berlingske/Annette Bonde, 02.01.07, Business side 4-5

Danskerne blandt de flittigste i Europa
Det er en skrøne, når OECD’s undersøgelser viser, at danskerne arbejder langt mindre end andre borgere i OECD’s medlemslande. For ganske vist arbejder danskerne færre timer, men til gengæld er både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet i fuld tid, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hvis man foretager lidt anderledes beregninger i forhold til dem, OECD normalt bruger, så ryger Danmark fra en 24. plads til en 13. plads blandt de flittigste folkefærd i OECD – endda over gennemsnittet. OECD mener dog stadig, at danskerne skal arbejde mere end de gør nu, hvis den samme grad af velfærd skal opretholdes i årene fremover.
Politiken/Thomas Flensburg og Michael Olsen, 01.01.07, 1. sektion side 14

MILJØ OG ARBEJDSMILJØ

2007 bliver det hidtil varmeste år
2006 slog adskillige varmerekorder, men det bliver intet imod 2007, mener forskere. Det nye år vil formentlig blive det varmeste, der er målt, siden man begyndte at foretage globale temperaturmålinger. Det skyldes dels den menneskeskabte temperaturstigning og dels vejrfænomenet El Nino, der bringer storme til de amerikanske kontinenter og hedebølge i det vestlige Stillehav. Tilsammen vil de to ting gøre året til det varmeste nogensinde, mener Phil Jones, chef for klimaforskningsenheden ved East Anglia University i Storbritannien.
Information/Jørgen Steen Nielsen, 02.01.07, side 11

POLITIK OG ØKONOMI

Topchefer spår masser af vækst i 2007
En undersøgelse blandt knap 1000 topchefer i danske virksomheder viser, at væksten i 2007 næppe bliver en fuser. I hvert fald er flertallet af de adspurgte positive omkring væksten i dansk økonomi i det kommende år. Det til trods for flere advarsler om overophedning og mangel på arbejdskraft fra såvel Nationalbankens som vismændenes side.
Topcheferne forventer den længstvarende højkonjunktur i de sidste 25 år, og hele 60 procent oplever en stigende indtjening, viser analysen, som Greens Analyseinstitut har lavet for Dagbladet Børsen.
Børsen/Thomas Bernt Henriksen og Jens Bertelsen, 02.01.07, 1. sektion side 14

Fogh slår på det personlige ansvar
Det var ansvaret for sig selv og andre, det var temaet i statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale. Et ansvar, der kommer til udtryk ved blandt andet at gøre sit til, at samfundet ikke overbebyrdes. Samtidig nævnte ministeren den kvalitetsreform, som regeringen vil lancere.
Børsen/Jesper Thobo-Carlsen, 02.01.07, 1. sektion side 16

Rumænien og Bulgarien med i EU
Da det nye år gik i gang, fik EU endnu to medlemslande. Rumænien og Bulgarien trådte ind i unionen, der nu har 27 medlemsnationer. Med de to landes indtræden nåede EU's indbyggertal op på omkring 490 mio. Heraf er 22 mio. rumænere, mens 8 mio. er bulgarere.
Børsen/Ritzau, 02.01.07, 1. sektion side 22

FØDEVARER OG SUNDHED

Børnene og de unge har tabt pusten
Børn og unge i dag dyrker alt for lidt motion. Ikke engang halvdelen lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 60 minutters motion om dagen. Det viser en stor undersøgelsen med 17.000 børn i alderen 11 til 15 år.
Hver tiende af de adspurgte svarede, at de dyrker 0 timers motion om ugen.
Derfor foreslår forskere nu, at der kommer en sundhedspolitik for børn og unge – en opgave, der eventuelt kunne varetages af de nye kommuner.
Berlingske/Marianne Harbo, 02.01.07, 1. sektion side 9

Få vil spise klonet mad
Det bliver næppe det store forbrugerhit, hvis klonede madvarer finder vej til supermarkedets hylder. Det forudser professor i bioetik Peter Sandøe, Landbohøjskolen.
Når landbruget hele tiden avler bedre og bedre generationer af dyr, så vil der ikke være nogen idé i at klone dyrene, mener han. Samtidig vil mange europæiske forbrugere ikke købe kød fra klonede dyr af etiske grunde, påpeger han.
JP/Ritzau, 30.12.06, Erhverv & Økonomi side 2

Jubelår for økologiske madvarer
Danmark ligger på førstepladsen, når det gælder forbrug af økologiske varer. I forhold til 2005 er der sket en vækst på 20 procent i 2006, hvilket glæder såvel forhandlere som producenter af økologiske varer. Cirka syv procent af det samlede fødevaresalg i Danmark var økologisk i 2006. Til sammenligning udgør det økologiske to procent i USA og fem procent i Schweiz. Eneste minus er dog, at varerne stadig er meget dyrere end ikke-økologiske fødevarer, så der er primært de mere velstillede, der har mulighed for at tage de økologiske varer med hjem fra supermarkedet.Politiken/Frank Hvilsom, 01.01.07, 1. sektion side 2

Gå til søgning
Du er ikke logget ind
Production2012-03-26_0021_rev5231FE2